Derfor gik vi i krig i Irak

Her på etårsdagen for starten på »Operation Frihed for Irak«, er det en god anledning til at genopfriske, hvorfor vi udkæmper denne krig.

Jeg besøgte Sydkorea for ikke så længe siden på et tidspunkt, hvor landets regering diskuterede, om man skulle sende tropper til Irak. I Seoul blev jeg interviewet af en koreansk journalist, som spurgte mig: »Hvorfor skal Korea sende sine unge mennesker halvvejs rundt om jorden for at blive dræbt eller såret i Irak?«.

Jeg havde tilfældigvis samme dag besøgt et koreansk krigsmindesmærke, som bærer navnene på hver eneste amerikansk soldat, der blev dræbt i Koreakrigen. Jeg fandt navnet på en nær ven fra mine studenterdage, som blev dræbt på krigens sidste dag og sagde til journalisten: »Det er et retfærdigt spørgsmål. Og det ville have været retfærdigt for en amerikaner at stille samme spørgsmål for 50 år siden: Hvorfor skulle unge amerikanere rejse halvvejs rundt om jorden for at blive dræbt eller såret i Korea?«.

Jeg fortalte journalisten om et satellitfoto af den koreanske halvø taget om natten, som jeg har stående på et bord i mit kontor i Forsvarsministeriet. Nord for den demilitariserede zone er der kun mørke bortset fra nogle knappenåls-store lyspunkter omkring hovedstaden Pyongyang. Til gengæld ligger hele Sydkorea badet i lys, frihedens lys.

Koreas frihed blev vundet ved at betale en uhyggelig høj pris, titusinder af menneskeliv, herunder mere end 33.000 amerikanere, der faldt i kamp. Var det prisen værd? Selvfølgelig var det det. Ligesom det var prisen værd i Tyskland, Frankrig, Italien og i Stillehavet under Anden verdenskrig. Og ligesom det er prisen værd i Afghanistan og Irak i dag.