Frit løb til skepticismen

Ibn Warraq er et pseudonym, og om forfatteren fortælles det, at han er født i Indien, opvokset i Pakistan, uddannet i England, og at han i dag lever i Europa.

Ibn Warraq betragter sig som en ateistisk humanist og anser i sidste ende alle religioner for at være syge menneskers drømme.

Senere i bogen omtales forskellige kættere, fritænkere og ateister herunder en al-Warraq, fra hvem forfatteren sandsynligvis har hentet sit pseudonym: »Al-Warraq skrev en bemærkelsesværdig religionshistorie, hvor hans objektivitet, rationalisme og skepticisme fik frit løb.«

Bortset fra det med objektiviteten, så kan man konstatere, at Ibn Warraqs rationalisme og skepticisme får frit løb i bogen, der er oversat af Lars Hedegaard (kendt fra PEN og bogen: »I krigens hus«). Den udkom på engelsk i 1995, og forlaget kalder bogen »en international undergrundsklassiker«.

Bogen er først og fremmest et radikalt og principielt opgør med islam. Forfatteren er belæst, og kritikken sker da heller ikke bare på skrømt, men underbygges af utallige citater, en lang litteraturliste samt et omfattende noteapparat (801 noter).

Om islam hedder det, at det ikke er: »en nyskabelse, men en blanding.« Der kan påvises - og bliver påvist - mange ligheder og inspirationer fra andre kilder (zarathustriske, jødiske, kristne o.a.) samt indre modsigelser og senere ændringer. Dermed sættes der afgørende spørgsmålstegn ved Koranens indhold og tilblivelse.

Ved en gennemgang af Menneskerettighedserklæringen påvises det, at islam er uforenelig med demokrati og menneskerettigheder. Det hedder herunder, at mange islamiske reformtilhængere har ønsket at indføre vestlige institutioner, men: »Det egentlige problem, nemlig om sharia stadig kan accepteres, lades uløst.«

I et længere afsnit gennemgås arabisk imperialisme, islamisk kolonialisme, som bestemt ikke var de gyldne perioder, mange vil hævde: »Mens europæisk kolonialisme og imperialisme får skyld for hver eneste af verdens dårligdomme, og som noget alle europæere burde skamme sig over, bliver arabisk imperialisme fremhævet som noget, muslimer kan være stolte af, noget der bør roses og beundres.« Men islam-apologeter »forklejner, ja undskylder endog, forfølgelsen, diskriminationen, tvangsomvendelserne, massakrerne, ødelæggelsen af kirkerne, synagogerne, ildtemplerne og andre gudshuse«.