Af Steen Skovsgaard |
18. marts 2004
Ibn Warraq er et pseudonym, og om forfatteren fortælles det, at han er født i Indien, opvokset i Pakistan, uddannet i England, og at han i dag lever i Europa.
Ibn Warraq betragter sig som en ateistisk humanist og anser i sidste ende alle religioner for at være syge menneskers drømme.
Senere i bogen omtales forskellige kættere, fritænkere og ateister herunder en al-Warraq, fra hvem forfatteren sandsynligvis har hentet sit pseudonym: »Al-Warraq skrev en bemærkelsesværdig religionshistorie, hvor hans objektivitet, rationalisme og skepticisme fik frit løb.«
Bortset fra det med objektiviteten, så kan man konstatere, at Ibn Warraqs rationalisme og skepticisme får frit løb i bogen, der er oversat af Lars Hedegaard (kendt fra PEN og bogen: »I krigens hus«). Den udkom på engelsk i 1995, og forlaget kalder bogen »en international undergrundsklassiker«.
Bogen er først og fremmest et radikalt og principielt opgør med islam. Forfatteren er belæst, og kritikken sker da heller ikke bare på skrømt, men underbygges af utallige citater, en lang litteraturliste samt et omfattende noteapparat (801 noter).
Om islam hedder det, at det ikke er: »en nyskabelse, men en blanding.« Der kan påvises - og bliver påvist - mange ligheder og inspirationer fra andre kilder (zarathustriske, jødiske, kristne o.a.) samt indre modsigelser og senere ændringer. Dermed sættes der afgørende spørgsmålstegn ved Koranens indhold og tilblivelse.
Ved en gennemgang af Menneskerettighedserklæringen påvises det, at islam er uforenelig med demokrati og menneskerettigheder. Det hedder herunder, at mange islamiske reformtilhængere har ønsket at indføre vestlige institutioner, men: »Det egentlige problem, nemlig om sharia stadig kan accepteres, lades uløst.«
I et længere afsnit gennemgås arabisk imperialisme, islamisk kolonialisme, som bestemt ikke var de gyldne perioder, mange vil hævde: »Mens europæisk kolonialisme og imperialisme får skyld for hver eneste af verdens dårligdomme, og som noget alle europæere burde skamme sig over, bliver arabisk imperialisme fremhævet som noget, muslimer kan være stolte af, noget der bør roses og beundres.« Men islam-apologeter »forklejner, ja undskylder endog, forfølgelsen, diskriminationen, tvangsomvendelserne, massakrerne, ødelæggelsen af kirkerne, synagogerne, ildtemplerne og andre gudshuse«.
I en afsluttende vurdering af Muhammed hedder det: »Den værste arv, Muhammed har efterladt sig, er måske påstanden om, at Koranen er Guds nøjagtige ord, og at den er sand for alle tider. Dermed afskar Muhammed muligheden for nye intellektuelle ideer og for tankens frihed, som er den eneste måde, hvorpå den islamiske verden kan gøre fremskridt.«
Som sagt går heller ikke kristne dogmer fri af denne fritænkers kritik. For måske levede Jesus slet ikke. Mirakler og jomfrufødslen er pure opspind. Ja, hvad skal vi i det hele taget med tanken om en Gud, og om en dommedag?
Forfatterens eget ateistiske standpunkt og dets konsekvenser kommer kun glimtvis frem, som f.eks. i følgende bekendelse: »Dette livs uforudsigelighed burde gøre mennesket bevidst om dets skønhed og dyrebarhed. Den barske kendsgerning, at det er det eneste liv, vi har, burde få os til at forsøge at forbedre det for så mange mennesker som muligt.«
Her kunne man spørge: hvorfor egentlig? Hvis der kun er dette ene liv og ingen højere instans at stå til regnskab over for, hvorfor så ikke drage den modsatte slutning og i stedet vælge at udnytte livet og hinanden grådigt og grænseløst?
Men måske er det alligevel det mest sympatiske ved bogen, at forfatteren ikke er religiøs eller for den sags skyld kristen. Den bliver nemlig aldrig et opgør mellem kristendom og islam.
Et afgørende spørgsmål er dog, om det overhovedet er muligt at behandle eller aflæse en religion helt uden om denne religions tilhængere? Kan man objektivt beskrive en religion? Det tror jeg ikke. Forfatteren tror det, men gør det bestemt ikke.
Det gør dog ikke bogen ligegyldig. Tværtimod.
Hvis man som muslim, kristen eller »islam-apologet« tør blive modsagt, så er her en fræk, pågående, provokerende og lang bog, som vil kunne vække ikke bare til modsigelse, men også til eftertanke. Enhver islam-kritiker vil derimod blot få bekræftet sine fordomme - samt få tilføjet et par nye.
Bogen skal nok finde sine læsere - uden at islam-debatten af den grund bliver mere nuanceret.
Ibn Warraq: Derfor er jeg ikke muslim. Oversat af Lars Hedegaard. 540 sider. 399 kr. Lindhardt og Ringhof.
kultur@kristeligt-dagblad.dk