Realiteter og fjendebillede

I sit indlæg (Kristeligt Dagblad den 21. februar) hævder Aminah Tønnsen, at »Kai Sørlander åbenbart hellere vil gøre islam og muslimer til et fjendebillede end se realiteterne i øjnene«. For at kunne besvare denne beskyldning er jeg nødt til at gribe lidt tilbage i diskussionen.

Først påstod Aminah Tønnsen (den 30. december), at hvis man sammenligner fordringerne i kristendommen og islam, så vil man opdage, at de »langt hen ad vejen stemmer overens«.

Senere hævdede hun (den 21. januar), at der vel ikke er nogen, der vil opfordre til, at man skal besvare et overgreb med at vende den anden kind til.

Min påstand er, at disse to udsagn indeholder en alvorlig uoverensstemmelse. Det ene taler om en grundlæggende samklang mellem religionernes værdier. Og det andet modsiger åbenlyst radikaliteten i Jesu forkyndelse. Så man kan forstå, at Aminah Tønnsen kun når frem til sin påstand om den grundlæggende værdiharmoni, fordi hun ganske ser bort fra den særlige radikalitet i det kristne evangelium.

I min vurdering af forholdet mellem de to religioner tager jeg derimod Bjergprædikenen alvorligt. Derfor er der for mig at se en helt afgørende forskel mellem de to religioner. Mellem Bjergprædikenens uopfyldelighed og sharia-lovens opfyldelighed. En forskel, som efter min mening også har haft central betydning for, at vi i vor del af verden har kunnet udvikle den moderne form for sekulære demokratier, mens man aldrig har haft en tilsvarende politisk udvikling i den islamiske verden.