Religiøs bestseller-roman anklages for fup og svindel

Underkendt af fagfolk

I en artikel i New York Times med titlen »Det sidste ord: Da Vinci svindelen« forklarer litteraten Laura Miller, at Dan Brown har fået det meste af sit materiale fra en række pseudohistoriske værker, der forlængst er blevet underkendt af fagfolk. Det er bøger, der beretter, at et hemmeligt og uhyre inflydelsesrigt selskab kaldet »Prioratet Sion« blev grundlagt i Jerusalem i 1099 med det formål at vogte over beviser for, at Maria Magdalena ikke bare var Jesu hustru men også mor til hans barn. Efter korsfæstelsen skal hun være flygtet til det nuværende Frankrig, hvor hendes og Jesu fælles afkom selv stiftede familie og i sidste ende blev en af grundlæggerne af merovingerne, den ældste frankiske kongeslægt.

- Alle de gamle kendinge fra den paranoide historieskrivning er med i denne 1000-årige røverhistorie: de kætterske katharer, tempelridderne, rosenkreutzerne, Vatikanet og frimurerne, skriver Laura Miller.

- Der mangler kun den afskyelige snemand, tilføjer hun.

Men hvor kommer så da Vinci ind i billedet? Han er med, fordi han ifølge »Da Vinci Mysteriet« var medlem af Prioratet Sion. Men da Leonardo også var noget af en spøgefugl, kunne han ikke nære sig for at røbe en del af hemmeligheden. Han afbildede derfor Maria Magdalena til højre for Jesus på sit berømte vægmaleri »Den sidste nadver« for at vise, at Jesus var en gift mand. »Se bare selv efter,« siger romanens helt til heltinden.

Men det er noget vrøvl, skriver den amerikanske kunsthistoriker Elizabeth Lev i en artikel til nyhedsburauet Zenit. For det er Johannes, den yngste apostel, som Leonardo har anbragt ved siden af Jesus.

- Brown udnytter de skægløse og bløde ansigtstræk, Leonardo har givet Johannes, til at fremsætte den fantastiske påstand, at det drejer sig om en kvinde, forklarer Lev, der underviser på Duquesne University.

- Igennem hele renæssancen afbildede kunstnerne Johannes således. Han er den »discipel som Jesus elskede« - den eneste, der stod ved korset. Han var den ideelle disciple. Den eneste måde, som renæssancens kunstnere vidste at skildre Johannes på, var som en skægløs yngling uden fuldvoksne mænds skarpere fysiognomi, understreger hun.

- En ting er helt sikker. Maria Magdalena var et andet sted under den virkelige sidste nadver, slutter hun.

kirke@kristeligt-dagblad.dk