Andreas Rude |
9. marts 2004
KIRKEN I VERDEN: En af de mest populære bøger for tiden er spændingsromanen »Da Vinci Mysteriet«, der via kombinationen krimi og konspirationsteori bringer den teori, at Jesus og Maria Magdalena var gift, til torvs
Hvordan kan fornuftige mennesker dog tro på sådant noget sludder? Det er det spørgsmål, som mange præster, historikere og kunsthistorikere stiller sig selv i kølvandet på den overvældende succes, som spændingsromanen »Da Vinci Mysteriet« har haft på de internationale bogmarkeder.
»Da Vinci Mysteriet« er skrevet af amerikaneren Dan Brown, og romanen postulerer blandt andet, at Jesus var gift med Maria Magdalena, at han fik et barn med hende, og at den kristne kirke lige siden har gjort alt, hvad den kunne for at bevare dette som en dyb, dyb hemmelighed. Kombinationen af krimi og konspirationsteori går åbenbart rent ind hos mange læsere, og selv kirkegængere er efter sigende begyndt at drage deres kristne børnelærdom i tvivl og spørge sognepræsten, hvorfor kirken har holdt alt dette skjult.
Det lyder måske som en vittighed, men faktum er, at Dan Browns roman i snart et år har toppet avisen New York Times' bestsellerliste, at den har solgt over seks millioner eksemplarer i USA alene, er udkommet i 36 lande, inklusive Danmark, og snart skal indspilles som film.
Der er derfor god grund til at prøve af få læserne ned på jorden igen, mener flere kommentatorer.
»Da Vinci Mysteriet« foregår overvejende i Frankrig og er én lang forfølgelsesscene, hvor helten og heltinden efter at have fået nys om den utrolige hemmelighed søger at undslippe en dyster fransk politiinspektør og en morderisk albinomunk. Romanens succes skyldes dog ikke den elementære spænding, men derimod at forfatteren fra tid til anden stopper udviklingen i handlingen for i stedet på skift at lade flere af sine personer holde foredrag - komplet med litteraturhenvisninger - for hinanden (og læseren) om Jesu hemmelige ægteskab og barn. Det er denne angiveligt »faktuelle« side af »Da Vinci Mysteriet«, der har fascineret så mange læsere.
Underkendt af fagfolk
I en artikel i New York Times med titlen »Det sidste ord: Da Vinci svindelen« forklarer litteraten Laura Miller, at Dan Brown har fået det meste af sit materiale fra en række pseudohistoriske værker, der forlængst er blevet underkendt af fagfolk. Det er bøger, der beretter, at et hemmeligt og uhyre inflydelsesrigt selskab kaldet »Prioratet Sion« blev grundlagt i Jerusalem i 1099 med det formål at vogte over beviser for, at Maria Magdalena ikke bare var Jesu hustru men også mor til hans barn. Efter korsfæstelsen skal hun være flygtet til det nuværende Frankrig, hvor hendes og Jesu fælles afkom selv stiftede familie og i sidste ende blev en af grundlæggerne af merovingerne, den ældste frankiske kongeslægt.
- Alle de gamle kendinge fra den paranoide historieskrivning er med i denne 1000-årige røverhistorie: de kætterske katharer, tempelridderne, rosenkreutzerne, Vatikanet og frimurerne, skriver Laura Miller.
- Der mangler kun den afskyelige snemand, tilføjer hun.
Men hvor kommer så da Vinci ind i billedet? Han er med, fordi han ifølge »Da Vinci Mysteriet« var medlem af Prioratet Sion. Men da Leonardo også var noget af en spøgefugl, kunne han ikke nære sig for at røbe en del af hemmeligheden. Han afbildede derfor Maria Magdalena til højre for Jesus på sit berømte vægmaleri »Den sidste nadver« for at vise, at Jesus var en gift mand. »Se bare selv efter,« siger romanens helt til heltinden.
Men det er noget vrøvl, skriver den amerikanske kunsthistoriker Elizabeth Lev i en artikel til nyhedsburauet Zenit. For det er Johannes, den yngste apostel, som Leonardo har anbragt ved siden af Jesus.
- Brown udnytter de skægløse og bløde ansigtstræk, Leonardo har givet Johannes, til at fremsætte den fantastiske påstand, at det drejer sig om en kvinde, forklarer Lev, der underviser på Duquesne University.
- Igennem hele renæssancen afbildede kunstnerne Johannes således. Han er den »discipel som Jesus elskede« - den eneste, der stod ved korset. Han var den ideelle disciple. Den eneste måde, som renæssancens kunstnere vidste at skildre Johannes på, var som en skægløs yngling uden fuldvoksne mænds skarpere fysiognomi, understreger hun.
- En ting er helt sikker. Maria Magdalena var et andet sted under den virkelige sidste nadver, slutter hun.
kirke@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad