Selvmord
05. mar 2004 00:00
Selv om selvmordstallet er halveret, rammer det stadig alt for mange
EN GOD nyhed i ugens løb var, at antallet af danskere, der begår selvmord, er halveret. Efter noget nær verdensrekord i 1980'erne med omkring 1600 selvmord årligt er tallet nu godt 800. Det betyder, at vi ligner alle andre europæiske lande, som vi ynder at sammenligne os med. Så bedre er historien ikke, selvom den er positiv.
Ethvert selvmord er naturligvis en tragedie. Ikke kun for den enkelte selvmorder, men også for de i gennemsnit fire-fem pårørende, som bliver efterladt med sorgen og de mange andre uforløste følelser, som knytter sig til et selvmord. Selvmord er stadig et tabu, og mange efterladte oplever, at de mødes af en mur af tavshed fra venner, kolleger og andre sociale forbindelser. Delvist sikkert fordi døden i sig selv er svær at tale om for mange, og måske i særdeleshed fordi selvmordet i sin radikalitet udløser angst og rådvildhed i mange mennesker.
Den franske filosof og sociolog Emile Durkheim skrev allerede for 100 år siden om selvmordet og dets årsager. Han mente blandt andet, at selvmord hang sammen med graden af social integration og sammenhængskraft. Det vil sige, at jo mere social og moralsk opløsning, et samfund var præget af, desto flere selvmord ville det opleve. Menneskets sociale behov er i modsætning til de biologiske ikke selvregulerende. Det har brug for ydre rammer og normstrukturer fra samfundets side, og hans pointe var, at når disse strukturer blev mere usynlige eller opløste, vil det samme ske med det enkeltes sind, der så - på trods af eventuel ydre succes - kunne blive grebet af desperation, ensomhed, ulykke og i sidste ende vælge selvmordet som løsning på sine kvaler.
Tages denne udlægning for givet, er det faldende antal selvmord altså et resultat af, at det danske samfund de senere år er blevet mere sammenhængende, struktureret og hensynsfuld. Men der er ingen grund til, at regeringen skriver det på bonuslisten og inddrager det i valgkampen, for selv om Durkheims teori er interessant og har inspireret mange, holder den ikke. For bredt anlagt, som den er, ser den helt bort fra konkrete baggrunde for de enkelte selvmord.
Og det er, som det er fremgået, i høj grad ved at fokusere langt mere på konkrete baggrunde og faldgrupper, at man har været i stand til at nedbringe tallet. Det er muligt, man mener vores tid er god, men den er ikke præget af mindre social eller moralsk opløsning, end landet var for 20 år siden. Tværtimod skyldes det faldende antal selvmord, at man er blevet bedre til at gribe folk, inden de drives helt derud, at der er blevet mere åbenhed om selvmord, og at man er blevet bedre til at bryde »smittekæden« ved at skabe foreninger for efterladte, som der er al mulig grund til at støtte moralsk og finansielt. Det ændrer imidlertid ikke ved, at 800 selvmord er 800 for mange. weis
Mest læste Danmark
