28. februar 2004
Selv om grundlaget for Irak-krigen er sat til debat, var den rigtig at føre
DEN TYSKE »jern«-kansler Otto von Bismarck, der ved militær magt skabte det tyske rige i 1900-tallet, gjorde sig mange betragtninger om krigsførelse. En af de vigtigste var, at de argumenter, politikere bruger for at gå i krig, også skal holde efter krigen. Bismarcks ord tygges der på i USA, Storbritannien og nu også herhjemme. Debatten om grundlaget for at gå i krig mod Iraks diktator Saddam Hussein fortsætter. I de seneste dage har Berlingske Tidende kunnet referere interne dokumenter fra Forsvarets Efterretningstjeneste, der viser, at efterretningstjenesten dels baserede sin viden om forholdene i Irak på andre landes efterretninger, dels var skeptisk over for, om Irak overhovedet var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. For et år siden fastslog Anders Fogh Rasmussen som en kendsgerning, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben.
Man skal ikke underkende elementet af hjemlig, rituel oppositionspolitik i de angreb, som regeringen udsættes for. Det er også i sagens natur umuligt at træffe endegyldige konklusioner om, hvorvidt den danske regering handlede i god tro ud fra alle sine efterretningskilder, da den besluttede at lade Danmark deltage i krigen mod Irak. Efterretningskilder må nødvendigvis holdes hemmelige. Det repræsentative demokrati lever af befolkningens tillid til, at politikere har et bedre grundlag at træffe beslutninger på end befolkningen selv. Ikke mindst i spørgsmålet om krigsdeltagelse er den tillid afgørende. Netop derfor må der ikke for alvor kunne rejses mistillid til politikernes argumentationsrække. Af samme grund er det uheldigt for statsministeren, at han udtalte sig mere bastant om Iraks masseødelæggelsesvåben, end der siden viste sig at være grundlag for. Den langsigtede konsekvens af uklarheden om grundlaget for Irak-krigen bliver uden tvivl en fremtidig stærk modvilje over for de forebyggende krige, der skal forhindre terroriststater og fremtidige atommagter i at udfolde deres brutale magt.
Men debatten om grundlaget for Irak-krigen gør den imidlertid ikke mindre vigtig. Det var en rigtig krig at føre. Saddam Hussein var farlig for sit eget folk og for sine omgivelser. Han udgjorde en så stor destabiliseringsfaktor i Mellemøsten, at han måtte væk. Under Saddam Husseins regime finansierede Irak terrorbevægelser i Israel. Den irakiske diktator indledte to aggressionskrige. Først mod Iran, siden mod Kuwait. Han er den arabiske leder, der har forårsaget flest dræbte mennesker. Omkring en million menes af være døde enten i krigene eller som følge af de umenneskelige giftgasangreb på landets kurdiske befolkning. Han holdt hele nationen i et jerngreb og tøvede ikke med at likvidere sine modstandere. De irakiske massegrave, der dokumenterer det, taler krigens modstandere nødigt om.
FN besluttede enstemmigt at Irak skulle afvæbnes. Igennem 12 år modsatte Saddam Hussein sig fuldt samarbejde med FN's våbeninspektører. Kort inden krigen for knap et år siden modsatte han sig at destruere Iraks langtrækkende missiler.
Der er endnu ikke blevet fundet masseødelæggelsesvåben i Irak. Men vi ved, at Saddam Hussein har haft dem, og vi ved, at han har brugt dem. Vi skal være taknemmelige for, at den irakiske diktator ikke længere leder sit land. Demokratiets fjender gør alt for at forhindre Irak i at udvikle sig stabilt. De ønsker ikke at se Irak som en retsstat, hvis befolkning kan leve trygt, og siden som et demokrati, hvor befolkningen kan tage ansvar for sin egen skæbne.
Frygten forud for Irak-krigen var, at masseødelæggelsesvåben skulle komme i hænderne på den type terrorister, der 11. september 2001 havde vist, hvilken ødelæggelse stor samvittighedsløshed og små våben kan forvolde. Hvis de allierede har taget fejl af Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, er denne verden i det mindste blevet en brutal og farlig diktator mindre. Hvis det nu viser sig, at de allierede ikke har taget fejl, men havde lyttet til krigens kritikere og gjort ingenting, ville det have været moralsk angribeligt.
Den danske regering traf et svært, men rigtigt valg ved at deltage i koalitionen imod Irak. Argumenterne kunne have været formuleret anerledes, ordene kunne have været mindre bastante. Men verden er blevet en diktator mindre og et bedre sted at være for ikke mindst den irakiske befolkning.
bjer
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad