26. februar 2004
HOSPICE: I alle landets amter skal meget syge borgere kunne afslutte livet i rolige og fredfyldte omgivelser, hvor pleje, omsorg og smertelindring er i top
Tove Videbæk, Kristendemokraterne, har i et debat-indlæg i Kristeligt Dagblad den 29. januar udtrykt ønske om, at de afsatte penge på hospiceområdet udmønter sig i flere konkrete hospicepladser.
Det er et synspunkt, jeg ikke kan være uenig i. Når Dansk Folkeparti alligevel ikke stemte for den hospicelov, som Kristendemokraterne har foreslået, skyldes det, at vi som udgangspunkt gerne havde set, at det var staten, som stod for oprettelsen af hospicer - eventuelt i samarbejde med selvejende institutioner. Netop for at pengene kunne komme hurtigere ud at virke. Nu ved vi jo heller ikke, hvor længe amterne består, så det havde været logisk at afvente til høringen af Strukturkommissionens rapport slutter til april 2004.
Der er heller ingen tvivl om, at der mangler den nødvendige handlekraft og vilje fra amterne, så syge og døende kan få et reelt tilbud om en hospiceplads.
De væsentligste kriterier for at være med i ansøgerfeltet til hospicepuljen er en forudgående driftsaftale med en selvejende institution. Og da amterne og kommunerne jo i forvejen har de økonomiske forpligtelser med at pleje uhelbredelige syge og døende, er det nødvendigt med handlekraft og vilje fra amternes side, så de meget syge patienter, samt de pårørende, kan få et reelt tilbud om en hospiceplads i det amt, de bor i, når livets slutning nærmer sig.
Når man samtidig ved, at flere selvejende hospicer, som opfylder hospicepuljens ansøgningskriterier, står på spring for at komme i gang, er det ærgerligt, at det nødvendige driftsgrundlag i form af en aftale med amtet ikke kan realiseres.
Heldigvis er en del af de afsatte penge dog anvendt. Og med de nye 20 millioner for 2004 skal der nu findes en model, så pengene kan komme ud og virke hurtigst muligt. Det er alle, der er med i finansloven, enige om. Her er det mit ønske, at der i forbindelse med den afsatte pulje for 2004 opstilles en række nye kriterier, der gør det nemmere at få oprettet hospicer. Efter aftale med Venstre og Konservative vil kriterierne for hospicepuljen 2004 da også blive meldt ud inden for ganske kort tid.
Jeg håber samtidig, at vi med de nye penge, der er tilgået aftalen, vil kunne forvalte en model, der tilgodeser driftsdelen på en anden facon. En måde at kickstarte oprettelsen af flere hospicer kunne være, at nogle af de afsatte penge bruges til opstarten. Derefter kan man lade amterne sikre det fortsatte driftsgrundlag.
Målet for Dansk Folkeparti er som sagt, at der skal tilføres endnu flere penge til området, hvilket vi i de kommende år - også når der skal forhandles finanslov for 2005 - vil have afsat øremærkede midler til, så der over en årrække kan blive etableret et hospice i hvert amt. Her er ønsket, ud over en ny pulje penge, at ikke-brugte penge fra 2004 skal overføres til 2005-puljen, ligesom det skete med ikke-anvendte midler fra 2003-puljen. Det ligger nemlig Dansk Folkeparti meget stærkt på sinde, at mulighederne kommer til at eksistere flere steder i landet end nu, og at meget syge borgere kan afslutte livet i rolige og fredfyldte omgivelser, uafhængige af hospitalsmiljø og væk fra de hvide kitler, og hvor pleje, omsorg og smertelindring er i top.
Birthe Skaarup er MF for Dansk Folkeparti og formand for Folketingets sundhedsudvalg
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad