Den som gemmer til natten …

En velkendt talemåde lyder: »Det er ikke (skyde)våben, der slår folk ihjel - det er folk, som folk ihjel!« Uanset de filosofiske spidsfindigheder ved udsagnet, så er det en rimelig ukontroversiel konstatering, at udgangspunktet for en bevidst menneskeskabt trussel er menneskelig motivation. Hvis man tilføjer elementerne »tid« og »ressourcer« (penge, teknologi, mandskab m.m.) til motivation, så har man grundlaget for handling - og dermed evnen til at udgøre en aktiv trussel over for andre. Det vil sige, at spørgsmålet om sikkerhed er dynamisk og ikke kun statisk.

I vinteren 2002-2003 stod verden over for spørgsmålet omkring fremtiden for Saddams Irak. Valget stod imellem ophævelsen af sanktionspolitikken, der havde kørt siden Golfkrigen i 1990-1991, eller alternativt en krig, der skulle afsætte Saddam Hussein. En ting var sikkert, fortsat opretholdelse af sanktionerne var uholdbart; hidtil havde den strenge embargo ført til noget nær en humanitær katastrofe i Irak.

De, som argumenterede for ophævelse af sanktionerne, og dermed indirekte sikringen af Saddams dynastiske styre, anvendte en statisk sikkerhedsbetragtning. Her stillede man sig tilfreds med overbevisningen om, at Irak var blevet effektivt afvæbnet og dermed ikke udgjorde nogen sikkerhedstrussel over for omverden. Med andre ord, man fjernede våbenet og regnede med, at man også dermed fjernede truslen. Denne logik har, historisk set, ofte vist sig at være en bekostelig fejlberegning.

Ved indgåelsen af Versailles-traktaten i kølvandet på Første Verdenskrig accepterede Tyskland en status som praktisk taget demilitariseret stat. Trods nederlaget i krigen var Tyskland stadig en relativt ressourcestærk nation baseret på industri og videnskab. Med Hitlers magtovertagelse i 1933 blev »motivation« koblet til statens »ressourcer«, og da ingen forsøgte at stoppe Hitlers oprustningsplaner, blev det kritiske element »tid« tilføjet de to tidligere faktorer. Resultatet var en udvikling fra stort set demilitariseret stat til militær supermagt på ganske kort tid.

En lignende udvikling i Irak ville sandsynligvis havde været konsekvensen, hvis kritikkerne af den amerikansk-ledede invasion havde fået deres vilje. Saddams Irak besad nemlig allerede inden invasionen to ud af tre kritiske elementer for at udgøre en fremtidig trussel.

For det første besad Saddam ressourcerne. Ud over adskillige erfarne videnskabsfolk inden for områderne kemisk og biologisk krigsførelse, så dækker Iraks territorium over verdens næststørste opdagede oliereserver. Således kunne eventuelle »mangelområder« blive dækket ind af betalt udenlandsk ekspertise, ganske som dengang franskmændene hjalp til med at bygge Osirak atomreaktoren i 1980'erne. Dette er ikke fiktion; senest har man erfaret, at lederen af det succesrige pakistanske atomvåbenprogram har solgt sin viden til Libyen, Iran og Nordkorea.

Anskaffelse af moderne konventionel våbenteknologi ville heller ikke have været noget problem. Kina, Nordkorea og Rusland har løbende demonstreret deres vilje til at sælge deres våbensystemer til højstbydende.

Det er ganske mistænksomt, at Frankrig var en af de største modstandere af krigen imod Saddam, set i lyset af, at landet tidligere var storeksportør af våbenteknologi til Irak. Måske håbede man fra fransk side på lukrative kontrakter i et sanktionsfrit Irak styret af Saddam.

For det andet kan ingen være i tvivl om, at Saddam Husseins regime var motiveret af en radikal fjendtlighed imod alle »modstandere«, indre såvel som ydre. Regimet udøvede folkemord imod kurderne og shia-muslimerne og har invaderet eller angrebet fire suveræne stater (Iran, Kuwait, Saudi-Arabien og Israel). Irak under Saddam var ekstremt aggressivt selv efter den moderne histories skræmmende standarder.

Men hvad med den tredje faktor »tid«? Hvis inspektionerne have fået lov at køre uhindret et års tid, ville man sandsynligvis komme til samme konklusion, som man erkender i dag. Irak havde ikke på inspektionstidspunktet omfattende programmer kørende møntet på udviklingen og produktionen af masseødelæggelsesvåben.

Dermed ville den sidste barriere imod ophævelsen af sanktionerne være væk; Saddam havde opfyldt sin forpligtelse over for »verdenssamfundet«. Sanktionerne ville dernæst blive hævet, og Saddam ville dermed have fået lige så meget tid, som han skulle bruge.

Fundamentet ville således være på plads for, at Saddam Hussein på et tidspunkt i fremtiden ville vende tilbage som en af hovedtruslerne imod omverdenen. En ikke uvæsentlig faktor var også, at man uden invasionen ville have dømt det irakiske folk til en fortsat fremtid i Hussein-dynastiets jerngreb.

Et dynamisk sikkerhedsperspektiv giver os mulighed for at vurdere den potentielle udviklingsprofil i trusselsbilledet. Saddam Husseins regime var måske ikke en trussel imod verdenen i vinteren 2002-2003, men det kan vise sig at være en ringe trøst om 10-15 år. Hvis modstanderne af krigen havde fået deres vilje, ville man med tiden have begået et gigantisk sikkerhedspolitisk selvmål.

Den eneste måde, hvorved Irak ville ophøre med at udgøre en fremtidig trussel, var enten ved at vedligeholde sanktionerne eller ved at afvikle regimet med magt. I valget imellem to onder valgte koalitionen håbet om en bedre og demokratisk fremtid for Irak.

Der er ingen tvivl om, at en del af den kritik, der er blevet rettet imod især regeringerne i USA og Storbritannien, i store træk er selvforskyldt. Det er ganske uheldigt, at grundlaget for krigen i vid udstrækning blev bygget på forestillingen om, at Saddam fortsat udviklede og opbevarede masseødelæggelsesvåben, når det nu ikke syntes at være tilfældet.

Men man kan spørge sig selv, om det ikke er endnu mere uheldigt, at et kvart blodigt århundrede med Saddam Hussein ved roret i Irak ikke er grundlag nok for at afvikle regimet. Desværre syntes verden sådan indrettet, at grundlaget for væbnet indsats skal findes i tekniske spidsfindigheder i stedet for i analysen af reelle og fremtidige trusselsbilleder. At fjerne Saddam, fordi han ikke samarbejdede fuldt ud med våbeninspektørerne, er sammenligneligt med Chicago-gangsteren Al Capones fængsling for skattesvig: en dårlig undskyldning for at fjerne et reelt problem! Dette er en meget letsindig måde at imødekomme vores samtids sikkerhedsproblemer på.

Alan Klæbel er cand.scient.pol.

Læs kronikken i morgen:»Afindustrialiseringen er i fuld gang« af udviklingskonsulent Torvald Fonsbøl