Kvinders rettigheder - den store taber i Irak

I disse dage kan vi markere etårs-dagen for jagten på Sadam Husseins masseødelæggelsesvåben. Og efterhånden som flere og flere erkender, at jagten er nyttesløs, ændres argumenterne for, hvorfor krigen var nødvendig. Hussein var en trussel - ikke mod verdensfreden, men som enhver anden diktator mod sit eget folk.

Verden og Irak er bedre uden ham. Dette anvendes nu fra danske borgerlige såvel som fra Tony Blair og George Bush til at legitimere det ulovlige angreb på Irak for omkring et år siden. Og ja, verden er bedre uden Hussein, men ikke for Iraks kvinder!

Jeg var selv i Bagdad med en delegation fra Europa-Parlamentet ganske få dage før angrebet. Der kunne ikke være tvivl om, at vi besøgte et diktatur. Jyllands-Postens korrespondent fik alene adgang, fordi jeg sikrede ham en plads i vores delegation. Muligvis troede Hussein, at vi var kommet for at tage ham og hans styre i forsvar, så vores pressefolk fik adgang, hvor andre fik afslag. Intet kunne være mere forkert, og på alle møder, hvor vi traf folk fra regimet, understregede vi, at vi ikke hyldede en diktator, og at Hussein skulle gøre mere for at samarbejde med FN's våbeninspektører.

Men jeg får alligevel lyst til at dele et andet indtryk med læserne, nemlig indtrykket af en oase for kvinder i en ellers fundamentalistisk del af verden! En oase, hvor kvinder gik omking uden slør og i vestligt tøj. Hvor de sad på restauranter om aftenen og grinede højt - uden mænd til at overvåge sig. En oase, hvor kvinder havde mulighed for uddannelse og karriere - næsten på lige fod med mænd! Dette står i grel modsætning til den udvikling, Irak har været igennem, siden krigen begyndte!

Kvinder kan ikke gå ud alene. Antallet af kvinder, der bliver overfaldet og voldtaget, er ikke gjort op, men det er et stigende problem, erkender også de amerikanske besættelsestropper. Derudover sker der også fra samfundets side en forringelse af kvinders status og rettigheder, uden det tilsyneladende bliver registreret eller kommenteret!

Det midlertidige regeringsråd diskuterede den 29. december en justering af samtlige love omkring ægteskaber, forældremyndighed, skilsmisser og retten til ejendom i disse situationer. Alle disse civilretlige bestemmelser krævede Shia-flertallet ændret til islamisk sharia-lov. Beslutningen blev i første omgang ikke vedtaget, men forslaget ligger stadig til behandling i regeringsrådet.

Der er med andre ord sket et voldsomt skred på vej, hvad angår kvinders rettigheder. Landet udvikler sig fra at være en sekulær stat, hvor religion og stat er adskilt til at være endnu et islamisk fundamentalistisk samfund styret af sharia-lov.

De store sejrherrer i denne krig ender med at blive nabolandet Iran, der gennem en otte år lang krig mod Irak ikke formåede at opnå det ønskede resultat. Nu kommer det helt af sig selv: Fordrevne fundamentalistiske shiitter vender hjem, som ayatollah Khomeini gjorde det i sin tid til Iran, og langsomt, men sikkert får de fast fundament og magt over det irakiske samfund.

Saddam er borte, men ayatollaherne er rykket ind. Kvinder mister deres rettigheder, og alliancen, der skulle skabe demokrati i hele Mellemøsten- så vidt jeg husker! - har tabt freden.

Pernille Frahm er medlem af Europa-Parlamentet for SF