Kaptajnens hellige slot

Det kan synes ulogisk, at Tintin skulle kunne skabe tryghed, for hans liv er fyldt med risikovillighed af den slags, man normalt finder hos folk, der af lutter kedsomhed må bestige bjerge eller spadsere hen over indlandsisen. Men det forunderlige ved Tintins tilværelse som globetrotter er, at uanset hvor han befinder sig i den store verden, møder han meget ofte mennesker, han kender i forvejen. Hans univers fremstår på ingen måde uoverskueligt, men føles snarere som en afmærket legeplads, der altid har eksisteret, og som man af og til må søge tilflugt til for at holde kaos og bekymring i skak. Herinde ligner hvert eneste hjørne sig selv, og her er det Tintin, der med sikker hånd bestemmer, hvor vi skal hen. Ganske vist havner han ofte i indiskutabel livsfare på en vakkelvorn tømmerflåde eller i et løbsk tog i et sydamerikansk bjerglandskab, men det ændrer ikke ved, at han er den rejsekammerat, der forsikrer de sarte sjæle om, at man godt kan udfordre tilværelsen uden som en selvfølge at fortabes i den.

Vi bilder os ind, at verden bliver mindre, men det passer jo ikke. Den er præcis lige så enorm, som den altid har været, og oven i købet er det umuligt i vores tidsalder at finde fred i strømmen af ord og billeder fra de endeløse omgivelser, der kan få det til at føles ganske surrealistisk blot at være et enkelt individ på et enkelt sted.

Sådan tænker Tintin ikke. Som veldisciplineret spejderdreng går han rask til værks uden at være hæmmet af den nervøse ærefrygt over for livets frie kræfter, og man kan trygt følge Tintin. Rejsen er sikker, og det fantastiske er, at den aldrig føles tom og ligegyldig, for midt i de mange eventyr findes livlinen tilbage til den rigtige skabning. Kaptajn Haddock er der jo også.

Sammenlignet med Tintins kønsløse identitet er kaptajnen et ægte menneske, og et grundlæggende tema mellem de to er, at mens Tintin vil rejse, vil kaptajnen meget hellere blive hjemme. Helt udtalt bliver det, da vores venner i »Rackham Den Røde Skat« køber det Møllenborg Slot, der har tilhørt kaptajnens forfader, og som nu falder i hænderne på Haddock selv og professor Tournesol, der har tjent godt på opfindelsen af en ubåd.

Nu flytter de ind på slottet hos den trofaste hushovmester Nestor, og dette sted med rødder tilbage til Haddocks helt personlige historie nægter kaptajnen nogensinde at forlade igen. Han har fået et hjem. Han bliver ganske vist fortsat slæbt kloden rundt - ja, sågar til månen kommer han - men på Møllenborg Slot lever kaptajnen som et menneske af kød og blod og fuldbyrder dermed den mission, han har været udvalgt til, lige siden han i »Krabben med de Gyldne Kløer« første gang som en stakkels drukkenbolt møder Tintin.

Som et sandt og sammensat menneske udstiller kaptajnen Tintins hule personlighed, og det er Haddock, der i de tibetanske bjerge føler den afskyelige snemands nærvær som en skræmmende og skjult overmagt. Det er også kaptajnen, der instinktivt forarges over, at inkaernes overhoved i »Soltemplet« uden at blinke praktiserer dødsstraf, ligesom det er kaptajnen, der af barmhjertighed inviterer en flok sigøjnere til at slå lejr på hans grønne eng, efter at politiet har anvist dem pladsen på en stinkende losseplads.

Det er kaptajnen, der hele tiden reagerer spontant og følelsesmæssigt på virkeligheden, mens Tintin i let foroverbøjet løb er fanget i sin nærmest sygeligt objektive retskaffenhed med lige linje til Hergés egen glædesløse og katolske opdragelse, der gjorde det svært for ham som voksen at erkende, at også han var en synder.

Kaptajnen ved af bitter erfaring, at han er en synder, og det mørkerøde hjerteblod i Tintins verden findes hos Haddock på Møllenborg Slot. Med sin evige drøm om fred (»Trotyl og troldtøj og 10 trillioner trikiner ... får jeg dog aldrig fred, for katten? Fred?«) skaber kaptajnen tanken om, at mennesket kan opretholde sin egen lille verden midt i den kæmpestore.

En lille verden, hvor dagene forløber i harmonisk fejlbarlighed, mens professor Tournesol passer sine roser, og Nestor pudser dørhåndtag. Den temperamentsfulde og godhjertede, men også både desillusionerede og melankolske Haddock er drevet af drømmen om at melde sig ud, og præcis dét forsøger han at gøre i den ultimative Tintin-historie, »Det Gådefulde Juveltyveri«, der udelukkende foregår på selve slottet. Verden skal holdes på afstand, men det viser sig at være umuligt, for den plagede kaptajn bliver hjemsøgt af alt det liv, han forsøger at flygte fra. Operasangerinden Madame Castafiore rykker ind med klaver og følge, den ulidelige forsikringsagent Max Bjævermose dukker op, tv-mediet og et par sladderjournalister besætter slottet på grund af Castafiores besøg, og efter et fald på trappen havner Haddock midlertidigt i kørestol og kan helt bogstaveligt ikke redde sig selv.

Livet har indhentet ham på hans egen hellige plet, og han forsøger at håndtere situationen i en blanding af sarkasme og indestængt irritation. Efter bedste evne kæmper kaptajnen for at overleve midt i kaos, og dén indsats er så rørende, at man ikke kan undgå at elske ham for det, alt imens man indser, hvorfor man selv sammen med så mange andre elsker denne tegneserie.

Det handler langt fra kun om at kunne citere flest talebobler eller udveksle skarpsindige iagttagelser fra Hergés ekstremt detaljerede tegninger. Kærligheden til Tintin har rod i noget langt dybere. Den udspringer af hvert enkelt menneskes medskabte uro ved tanken om at skulle overleve og være lykkelig i en verden, vi lige så lidt som kaptajnen selv kan kontrollere.

Tintin giver os lov til for en stund at tro på, at alt hvad der omgiver os ikke for alvor truer os på livet, for her findes jo kun de forbryderiske Rastapopouloser, vi allerede kender, og når de dramatiske begivenheder er overstået, vender Tintin og kaptajn Haddock sammen tilbage til Møllenborg Slot.

Tintin vender hjem som en urealistisk og frygtløs tegneseriefigur, der snart skal af sted igen, mens kaptajnen vender hjem som det levende menneske, der midt i frustration og tvivl på egne kræfter håber, at han denne gang i lidt længere tid kan blive skånet for tilværelsens lange prøvelse og få fred - fred, for katten! Han gemmer sig på sit slot, og selv om Møllenborg jævnligt bliver invaderet af uønskede gæster, er stedet helligt for ham. Det lyder sikkert som det rene volapyk for Tintin-ignoranter og andre overdrevent jordbundne sjæle, men Møllenborg Slot er ikke kun helligt for kaptajnen. Det er det for alle, der elsker mennesket i ham.

Sørine Gotfredsen

er journalist og stud.theol.

Læs kronikken i morgen:»Den

filosofiske terapi« af Christoffer Boserup Skov, cand.mag. i filosofi og psykologi