Kristendommens rødder

- Selvfølgelig er jeg luthersk præst, men jeg mener Frans' spiritualitet er så tæt på sand kristendom, som jeg kan forestille mig det. Ved at studere Frans har jeg fundet en måde at leve mit kristne liv på, siger Lene Højholt, der har holdt talrige foredrag om den hellige Frans og i to årtier har stået for rejser til Assisi.

På bibliotekerne kan man finde bøger om og af flere kirkefædre og helgener, ligesom der i en boghandel som »Det Ukendtes Boghandel« i København står bøger om kristen mystik mellem bøgerne om pendulering og krystalhealing. Nogle ser en øget interesse for kirkefædrene og den tidlige kristne kirke som en del af en generel renæssance for historiske emner i vores tid.

Niels Thomsen, der har været rektor for Præstehøjskolen, har kirkehistorie som sit felt. Hans speciale er tiden fra de apostolske fædre og de første 700 år af kirkens historie. Han peger på, at der er en del lighedspunkter mellem den virkelighed de senantikke kirkefædre virkede i og dagens Danmark. Senantikken lignede et religiøst supermarked, inden ordet blev opfundet, hvor åndelige læresystemer af alle tænkelige farver blandedes.

- I den tidlige oldkirke er alting nyt i forhold til den kristne tro. Ortodoksien er endnu ikke lagt fast, men alt forsøges, og man undersøger, hvordan kristendommen kan formuleres som livsforståelse ind i en tid, der var præget af religiøs mangfoldighed. Derfor kan det også virke som en øjenåbner at læse de gamle tekster, siger Niels Thomsen.

- Jeg har direkte og indirekte haft et betydeligt udbytte af at læse kirkefædrene. Læsningen har ikke blot givet mig en billedrigdom, som jeg har kunnet bruge i mine prædikener, men jeg er også stødt på en meget større vidde i forståelsen af kristelig visdom, end man gør, når man tror, at kristendom kun må formuleres, som Paulus og Luther gjorde det, siger Niels Thomsen.

Han mener, at der i dansk teologisk tradition er brug for at trække mere på kirkefædrene, fordi de lukker op til en større verden. Mens anglikanere og katolikker har en lang, ubrudt tradition for at læse kirkefædre, har den moderne lutherdom betydet, at danskerne ikke prioriterede læsningen af kirkefædrene. Reformatoren Luther mente blandt andet, at man skulle sætte Bibelen i højsædet og ikke lade kirkefædrene og den kristne tradition skygge for Bibelens indhold.

- Den antagelse er jeg enig i, men siden har der tegnet sig et vrangbillede, hvor man ikke troede, der var ægte kristendom mellem apostlen Paulus og Luther. Det er synd, for dermed giver man afkald på en rigdom af mangfoldighed og fristes til at opbygge en meget mager, intellektualiseret kristendom, siger Niels Thomsen.

Der er danske folkekirkepræster, der finder stor inspiration hos middelaldermystikeren Hildegard af Bingen og andre, der finder Gregor af Nyssa fra den ortodokse kirke opbyggelig. Ifølge Niels Thomsen er der en lang tradition for at springe kirkeskellene over, når det handler om opbyggelse.

Et eksempel er bogen »Sand kristendom«, som en af Luthers elever, tyskeren Johan Arndt, skrev kort efter reformationen. Bogen fik stor indflydelse i samtiden og de efterfølgende århundrede.

I bogen trækker Arndt både på tekster fra den før reformatoriske tid og den katolske samtid. I opbyggelsesverdenen går linjerne på kryds og tværs af konfessionerne, siger Niels Thomsen og nævner som eksempel salmedigteren Kingo, der trækker på parallelle former i den katolske barok. Som teologistuderende skrev Niels Thomsen i 1960 en prisopgave om Irenæus af Lyon (cirka 130 - 200), og bekendtskabet plejer han stadig.

- Jeg øver mig i at læse til opbyggelse. Der kan være lange stykker, hvor der er meget som bare virker som almindeligheder eller ikke siger mig noget, men så kommer der et enkelt afsnit eller bare et par sætninger, der står som en lysende lanterne i sætningskæderne. De sætninger kan jeg så grunde længe over, eller jeg kan tale med andre om dem og få rigt udbytte. Efterhånden som læsningen skrider frem, får jeg lavet en guirlande af lysende lanterner, siger Niels Thomsen.

Mange af kirkefædrenes skrifter er oversat til dansk. I det 19. århundrede og første halvdel af det 20. århundrede foregik en løbende oversættelse af kirkefædrene, men selv om man eksempelvis har Augustins Bekendelser på dansk, er det ikke let læsning.

Niels Thomsen råder til, at man sørger for at læse en oversættelse med fyldige kommentarer. Det er hans erfaring, at teksterne må sættes ind i en historisk sammenhæng, hvis de skal give mening.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk

Fakta: Kirkefædre, helgener og mystikere

Apostolske fædre: En betegnelse der bruges om oldkirkelige forfattere, der levede og skrev i perioden op til cirka 150 år efter Jesu fødsel - altså umiddelbart efter den nytestamentlige periode. Barnabas, Ignatius af Antiokia og matyrbiskoppen af Smyrna, Polykarp, regnes blandt andet for apostoliske fædre.

Kirkefædrene: Beskriver epoken fra generationen efter apostlene og de første syv hundrede år. Kirkefædrene var netop kirkens teologer, munke, eneboere og biskopper, der ofte mere skrev ud af erfaringer fra det praktiske kirkeliv end ud af ambitioner om at formulere et teologisk system. Eftertiden har siden betegnet dem som kirkefædre, hvilket er en slags hæderstitel. Nogle mener, grænsen for kirkefædre trækkes ved 700-tallet, mens andre mener, man kan strække sig til 1100-tallet. Nogle af de mest kendte kirkefædre er Irenæus af Lyon og Augustin.

Helgener: Siden de første århundrede har kristne samlet sig i mindet om hellige mennesker. I den romersk-katolske kirke begyndte man i 1171 officielt at kanonisere mennesker, der havde levet et eksemplarisk kristent liv, og som fremstod som eksempler for andre og kunne formidle forbøn i det himmelske. Læsningen af helgenbiografier spiller en central rolle i den katolske kirke, ligesom der er tradition for at læse de skrifter som nogle helgener har efterladt sig.

Kristne mystikere: En betegnelse man bruger om både helgener, kirkefædre og andre, der på forskellig vis har erfaret foreningen med Gud. Et eksempel er Augustin, der beskriver hvordan hans sjæl stiger op til Gud og tilbage til det jordiske, et andet eksempel er Frans af Assisi, der som den første blev stigmaiseret. Det er beskrevet, at han fik sår svarende til de sår Jesus fik ved korsfæstelsen.

Kirkens hellige mænd og kvinder - hvem er hvem?

Irenæus af Lyon (130 - 200) kirkefader, blev født i Lilleasien, fik stor indflydelse på kirkehistorien og spillede en afgørende rolle i den proces, der skabte Det Ny Testamente. Han kom siden til Lyon i Sydfrankrig, hvor han blev biskop. Han kæmpede hele sit liv mod gnosticismen og angreb al overdreven åndelighed og fornægtelse af det kropslige. I hans forfatterskab fylder opgøret med gnosticismen meget, men det bliver samtidig en udfordring til selv sammenhængende at udtrykke, hvad kristendom er. Læsningen af Irenæus betød meget for Grundtvig.

Augustin (354 - 430), biskop og kirkefader, blev født i det nuværende Algeriet. Da Augustin var teenager, døde faderen, men hans mor, Monica, der var medlem af den nordafrikanske kirke, spillede en stor rolle i hans liv fra barndom til manddom. Augustin kommer til Italien, bliver professor i retorik og udlever en længere åndelig odyssé. Han kæmper for at bevare sin intellektuelle integritet samtidig med, at han stiller sit liv under Guds ord. Som 32-årig blev han omvendt. Han bliver siden biskop i Hippo i Algeriet. Martin Luther holdt fast ved Augustin som en af sine lærefædre og den nordafrikanske kirkefader har dermed også præget meget i den protestantiske tradition. Augustin er ikke mindst kendt for selvbiografien »Bekendelser«, som han skrev som 43-årig. Selvbiografien karakteriseres som et åndeligt og psykologisk drama i højt tempo.

Hildegard af Bingen, nonne, mystiker og ordensstifter (1098 - 1179), repræsenterer en kristen helhedstænkning, der tiltaler mange, der har søgt i østlig spiritualitet og alternative bevægelser efter en sammentænkning af det åndelige og fysiske. I 1165 grundlagde hun abbediet St. Hildegard på skråningerne ned mod Rhindalen ved byen Rüdesheim i Tyskland. Klostret har de seneste år oplevet et boom i antallet af besøgende, fordi der har været en voksende interesse for Hildegards teologi, lægekunst og musik.

Frans af Assisi, munk, mystiker og ordensstifter (1181 - 1226), søn af rig italiensk klædehandler og arbejdede i faderens virksomhed, indtil han som 20-årig meldte sig som soldat. Han var på vej på korstog, da han havde en omvendelsesoplevelse, der fik ham til at erkende, at livet var andet end velstand og nydelse. I den forfaldne San Damiano kirke oplevede han, at Kristus talte til ham fra korset: »Opbyg min kirke« lød det. Han skaffede penge til istandsættelsen og accepterede, at faderen gjorde ham arveløs og levede i stedet som tiggermunk. Frans af Assisi er grundlægger af franscikanerordnen, der hurtigt bredte sig, og hans tankegang blev stor inspiration for samtiden.

Johannes af Korset (1542 - 1591) voksede op under fattige kår i Spanien . Som 21-årig blev han tilbudt et virke som præst, men han afslog og blev karmeliterbror, men han trivedes ikke i ordenen, som han fandt for slap. Han var en indadvendt éner, der længtes efter et mere ensomt, kontemplativt liv og endte med at reformere karmeliterordenen. Reformationen var ikke velset, og Johannes af Korset var fængslet i en periode. Johannes af Korset er kendt i eftertiden for sin digtning og mange af digtene skrev han, mens han sad fængslet. Det gennemgående tema i forfatterskabet er kærlighedsforeningen med Gud. Hans mest kendte værker er »Sjælens mørke nat« og »Bestigningen af Karmels bjerg«.

Teresa af Avila (1515 - 1582) er knyttet tæt sammen med Johannes af Korset. Hun blev født af adelige forældre i byen Avila nær Madrid. Som 20-årig indtrådte hun i et karmeliterkloster, men kort efter at have aflagt sine klosterløfter blev hun alvorlig syg og begyndte at få åbenbaringer, som dominikanske og jesuitiske undersøgere erklærede for guddommelige. Teresa af Avila fandt, i lighed med Johannes af Korset, klosterlivet for mageligt. Hun brugte noget af sin familieformue på at grundlægge et reformeret karmeliterkloster i Avila. De blev kendt som de barfodede karmeliter. Hun åbnede yderligere 16 klostre i Spanien og samarbejdede med Johannes af Korset. Teresa af Avila beskrives som et lidenskabeligt menneske, der var stærkt engageret i sin tid og søgte en vej, der kunne lede til hellighed og menneskelig integritet.