Religion kan bygge bro

Men trods den usvækkede profil som venstrefløjsaktivist hører han altså ikke til dem, der som Lenin afskriver al religion som opium for folket. Kun afskriver han den fundamentalistiske fortolkning, som islamister, korsfarere og Søren Krarup efter hans mening står for.

– Der findes ikke en universel religion. Den opstår jo af den samfundsmæssige praksis og menneskers behov for at finde en mening, og hvis man ikke finder en mening, bliver man voldelig og aggressiv. Derfor er religion i høj grad en fredsskabende del af samfundet. Den religiøse dimension i videste forstand er en nødvendighed for, at man kan få et anstændigt liv.

Det vigtige i politik er en del af det eksistentielle. Man skal have stimuleret sit selvværd ved at yde noget for andre mennesker, og det kan religion bidrage til. Hvis man ikke havde den religiøse dimension i sig, kunne man ikke få det til at hænge sammen, siger han.

Ole Krarup har svært ved at forklare, hvor hans oprør kommer fra, for det lå i hvert fald ikke i kortene i barndomshjemmet. Og så alligevel. Hans far, Per Krarup, var i en årrække direktør for Det Danske Institut i Rom og havde en levende interesse for kulturelle strømninger. Han var ikke politisk aktiv, men vovede sig dog i 1975 ud med nogle forsigtigt positive betragtninger om Christiania, som sønnen var bannerfører for.

Udtalelserne fik Per Krarups bror og nevø, Vilhelm og Søren Krarup, til at sætte "en smøre i højskolebladet om, at det var det mest tåbelige, man nogensinde havde hørt", som Ole Krarup forklarer.

– Det sårede ham virkelig. Så han skrev i sit testamente, at han gerne ville bisættes af en præst, men ikke af Søren eller Vilhelm, siger han.

I dag deler de to fætre den grundlæggende skepsis over for EU, men unægteligt med vidt forskellig tilgang. Ole Krarup vil nødig slås i hartkorn med nationalistiske EU-modstandere, og afviser, at EU-modstanden generelt skulle være blevet mere højreorienteret, samtidig med at flere venstreorienterede er blevet positive over for EU. Han medgiver imidlertid, at han også selv har fået nuanceret sit syn på nogle områder gennem årene.

– Det er ikke sådan at alt, det der kommer fra EU er noget skidt, og alt det der kommer fra Danmark er godt. Vi har masser af eksempler på det modsatte. Danmark har for eksempel den mest stramme og desperate udlændingepolitik i EU. Men dog med den tilføjelse, at når alle de fattige fiskere kommer hertil, er det fordi EUs store fiskeriorganisationer har købt deres fiskerirettigheder, og kæmpe industritrawlere nu fisker deres farvande tomme. Så skal de fattige fiskere altså bekostes herhjemme, og bliver de afvist som asylsøgere og så videre.

Der er mange eksempler på, at det er skidt, men hovedproblemet med EU er, at det er en afmontering af demokratiet. Af den folkelige medvirken i processen. Det er et synspunkt, som mange i realiteten deler, siger Ole Krarup.

Han bider sig selv i tungen for ikke afsløre navnene på de danske kolleger, der åbenbart kan følge hans og folkebevægelsens synspunkter. Dermed er han tilbage ved sit hovedanliggende, nemlig at de danske og nordiske værdier og systemer er det øvrige EU overlegent.

– Måden at styre samfundene på er utrolig forskellig, og uden at skulle rose os på de andres bekostning, så er de nordiske systemer inden for overenskomstområdet, inden for demokratiopfattelsen og inden for den folkelige medvirken af en helt, helt anden karat end i det øvrige EU. Der har min hovedtanke altid været, at mens man herhjemme bevidst har nedprioriteret Nordisk Råd og opbygget EU-afhængigheden, så skulle man gå den stik modsatte vej, siger Ole Krarup.

Han har mange konkrete eksempler på, at det går i den gale retning. Senest med den store REACH-aftale om kemikalier. Han udmaler, hvordan kemiindustrien har fået helt frie hænder, og venstrefløjs- og miljøgrupperne i parlamentet blev stemt ned med 520 stemmer mod 85, da de foreslog stramninger i kontrollen med industrien.

– Helt til grin, siger han.

Men ikke alene er han blevet stemt ned i den slags politiske sager. Han kan heller ikke pege på et eneste konkret resultat af sit arbejde i parlamentet gennem de 12 år. Så spørgsmålet er ikke til at komme udenom. Hvordan har han haft det med at sidde i et parlament og en organisation, han dybest er imod, uden en eneste politisk sejr i parlamentet?

– Man har fået næring til sine frustrationer. Når man oplever sådan noget, kan det afføde afmagt og apati, men det kan også være en udfordring. Der er jo nok at tage at tage fat på. På samme måde, som da jeg var et yngre menneske under studenteroprøret. Hvor der er altså noget, der skal reageres mod. Man må have en fast overbevisning om, at det kan nytte.

Har det nyttet?

– Det ved jeg ikke. Det er meget svært at sige, men det tror jeg, siger han.

Og peger på, at han først og fremmest har flyttet noget i den hjemlige debat. Har fået dokumenter frem, som ingen kendte, da han førte sag mod regeringen. Har fået danske fagforeningsledere op på barrikaderne, da EU gennemførte sit såkaldte servicedirektiv.

– Der har jeg råbt op og muligvis haft held til at mobilisere danske faglige organisationer, men det er ikke noget, der kan måles og vejes, siger han.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk

Folkebevægelsen mod EU

En tværpolitisk bevægelse, som siden 1972 har arbejdet for dansk frigørelse fra EU (tidligere EF).

Har været repræsenteret i Europa-Parlamentet siden 1979.

Arbejder sammen med venstrefløjsgruppen i parlamentet.

Blev splittet i 1992, da JuniBevægelsen blev stiftet, kort efter at SF havde trukket sig ud af Folkebevægelsen.

Har omkring 4000 medlemmer.

Er i dag repræsenteret af Søren Søndergaard, Enhedslisten.