Uanset resultatet af det færøske valg i dag fortsætter bestræbelserne på løsrivelsen fra folkekirken
Det er nu kun et spørgsmål om tid, før den færøske kirke ikke længere er en del af den danske folkekirke. Uanset om regeringsmagten på Fær-øerne i dag ved valget til Lagtinget skifter til en koalition med det langt mindre selvstyre-begejstrede Sambandspartiet, så fortsætter løsrivelsen fra folkekirken.
Lisbeth L. Petersen, formand for Sambandspartiet, der i meningsmålinger står til at blive valgets store vinder, vil holde fast i arbejdet med den lovrevision, der skal danne grundlaget for Færøernes overtagelse af kirkens administration og lovgivning.
Sambandspartiet lægger dog ikke op til en kirkelig selvstændighed, som er så vidtgående som den nuværende regering ønsker.
- Vi kan gå med til at overtage kirken som et selvstændigt færøsk område, men det skal være velforberedt, og vi skal vide, hvad det er, vi overtager, siger hun.
I det synspunkt ligger hun på linje med Færøernes biskop, Hans Jacob Joensen, som gerne ser en mere selvstændig kirke, men vil have hele den lovgivningsmæssige side i orden før skilsmissen med folkekirken.
I dag er Færøerne et selvstændigt stift på linje med Grønland og de øvrige 10 danske stifter.
Kort før jul 2002 forlød det lige pludseligt, at Færøerne og Danmark var parat til at underskrive løsrivelsesdokumentet. En arbejdsgruppe iLagtinget har siden arbejdet med sagen.
vincents@kristeligt-dagblad.dkLæs mere under kirke og tro