14. januar 2004
De manglende våbenfund i Irak stiller ikke spørgsmål ved krigens berettigelse
Der var flere grunde til at sætte ind med militær magt mod Saddam Husseins diktatur, men både før, under og efter krigen fremstod Iraks lagre af masse-ødelæggelsesvåben som det helt centrale grundlag for felttoget. De efterfølgende måneders forgæves eftersøgning efter disse våben har fået mange til at tvivle på, hvorvidt grundlaget for krigen var tilstede, men det er ikke nogen ægte problemstilling.
Faktum er stadig, at det daværende regime gennem 12 lange år nægtede at efterkomme striben af resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd med krav om, at man lagde kortene på bordet og enten åbnede dørene til våbenlagrene eller gjorde rede for destruktionen af dem. Og usikkerheden var ikke til at leve med. Den undergravede FN's autoritet og øgede den militære og politiske spænding i hele den mellemøstlige region.
I månederne op til krigen vidste vi, at Irak havde anvendt både biologiske og kemiske våben, og at man havde forsøgt at skaffe sig atomvåben. Vi vidste også, at regimet i en årrække havde haft held til at unddrage sig udenlandske inspektioner - med rige muligheder for at gemme sine anlæg til produktion af masseødelæggelsesvåben.
Umiddelbart forud for krigsudbruddet var FN's våbeninspektører tilbage i landet. Deres leder, Hans Blix, rapporterede tilbage, at irakerne afviste at samarbejde, men at forholdet til Bagdad hele tiden blev lidt bedre, og at han derfor gerne ville have mere tid til eftersøgningen. Ønsket blev bakket op af stormagterne Frankrig, Tyskland og Rusland, hvormed den ulykkelige splittelse af Sikkerhedsrådet blev udløst og udstillet for resten af verden.
Var dette ønske imidlertid blevet imødekommet, havde Saddam Hussein været ved magten i dag med en fortsættelse af den terror og den undertrykkelse, der i så rigeligt omfang er blevet afdækket efter krigsafslutningen. Diktatoren havde i spørgsmålet om masseødelæggelsesvåbnene fortsat med at holde verdenssamfundet hen med tomme løfter, den amerikansk ledede militære slagstyrke var forlængst blevet tvunget til at rejse hjem, og regimets trussel mod freden og stabiliteten i regionen havde ikke alene været intakt, men var blevet forstærket.
Dette var diktatoren Saddams mål, velvidende at en allieret krigsmaskine af den størrelsesorden, der var tale om, kun kan holdes på plads med motorerne tændt i en vis tid, inden der skal falde en afgørelse. Tiden skulle med andre ord trækkes ud endnu engang, som det gennem årene var blevet regimets speciale, og siden dette ikke var nogen acceptabel situation, havde præsident Bush ingen andre muligheder end at sætte invasionen i gang.
Som situationen var dengang, rokker den seneste uges offentliggørelse af ubehagelige rapporter om, at specielt amerikanske efterretningsoplysninger blev pyntet i perioden op til krigsudbruddet, ikke ved selve krigens berettigelse. Forløbet i Sikkerhedsrådet ligger fast og tåler så rigeligt historiens dom. Alligevel er afsløringen af - og debatten om - de angiveligt sminkede oplysninger vigtig, fordi der rejses tvivl om kvaliteten af det politiske beslutningsgrundlag i spørgsmålet om krig eller fred.
Viser det sig, at USAs efterretningstjenester har indrettet deres konklusioner i Irak-indberetningerne efter, hvad man troede, at de pågældende institutioners politiske chefer gerne ville høre, eller endnu værre: at der fra politisk hold blev udøvet pres for at få et bestemt billede frem, har klodens mægtigste politiske og militære magt et særdeles alvorligt problem, som man er nødt til at gøre noget ved. Ikke mindst, fordi især doktrinen om forebyggende angreb må fordre fuldstændig tillid til beslutningsgrundlaget.
Derfor må der ikke stikkes noget under stolen i de officielle amerikanske undersøgelser, der bør komme efter offentliggørelsen af de pågældende rapporter. Og det gælder specielt, fordi hverken undersøgelserne eller resultatet af dem har noget at gøre med berettigelsen af krigen.
me
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad