Jeg - en succesdanner

Hvis det nu bare var nogle få forældre, der ikke kan se nytten af et højskoleophold, var det til at overkomme. Imidlertid er der ikke blot rigtig mange af disse forældre; mange af dem er også placeret hos bevilgende myndigheder, i ministerier - ja, sågar i Folketinget. Modsat de gode gamle, grundtvigske dage, hvor højskolerne kunne regne med en indbygget velvilje i systemet. Mange politikere og embedsfolk havde selv været på højskole. Det er anderledes i dag. Unge ambitiøse politikere har sjældent været på højskole, og ditto embedsmænd har da slet ikke! Derfor spørger de sig selv og højskolerne, hvorfor man skal støtte en skoleform, hvis nytte det er vanskeligt at få øje på. Også de bliver fjerne i blikket

- hvis ikke åbenlyst irriterede - hvis højskolefolket bare væver videre om frihed for Loke såvel som for Tor.

Alt dette har Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark (FFD) vidst længe. Derfor har man arbejdet meget med, hvilken strategi man skulle bruge over for offentlighed og politikere for at fastholde og udbygge støtten til skolerne. Man er så kommet frem til, at man ikke bør bruge de gamle uforståelige højskolefraser, men hellere nogle nye plusord fra den pædagogiske verden med henblik på - og det er det vigtigste - at dokumentere højskolens nytteværdi. Derudover har man påvist, at unge, der har været på højskole, ikke har så stort et studiefrafald som unge, der ikke har været på højskole.

Det tydeligste eksempel på denne strategi så dagens lys kort før jul, da højskolernes fælleskatalog udkom. Heri præsenterer hver enkelt højskole sig selv, og det vrimler med alle de rigtige ord, f.eks. kompetence og målsætning. Desuden spilles der åbenlyst på højskolens relevans i forhold til afklaring af uddannelsesvalget. I den forbindelse fremhæver en del skoler deres vejledningsfunktion, andre deres karriereforberedende funktion - ja, en enkelt skole lokker ligefrem potentielle elever med spørgsmålet: »Er du fremtidens Stine Stengade eller morgendagens Tim Christensen?« - uden dog at gøre opmærksom på, at svaret for hovedparten af deres elever vil vise sig at være nej!

Tydeligst fremgår strategien dog af katalogets forside. Omslaget minder om en manual for en computer. Det er næppe tilfældigt. En manual er jo netop en vejledning i den rette brug. Og højskolerne vil gerne signalere, at de kan vejlede de unge i den rette brug af deres liv. Håbet er så, at politikere vil indse, at højskolen er en investering med et sikkert og brugbart afkast: afklarede unge, der ikke fumler rundt, men går den mindst skæve vej ud i velfærdssamfundet. På forsiden af kataloget står: »86 højskoler er klar til at danne din succes.« I Kristeligt Dagblad den 3. december sidste år udlægger generalsekretær i FFD, Kim Hjerrild, så teksten derhen, at »sloganet (er) nøje udtænkt som en kombination af det traditionelle ord »dannelse« og ordet »succes««. Hjerrild fortæller videre, at »sloganet hænger sammen med højskolernes politiske strategi, som går ud på at vise, at et højskoleophold er en af de mest effektive måder at opnå personlig afklaring samt kompetencer og motivation for at uddanne sig.«

Nu kan man diskutere, hvor smart det er ligefrem at afsløre sin strategi. Det plejer man vist ikke i politiske kredse. Men hvad der er endnu vigtigere: Er det virkelig højskolernes primære opgave at være en vejledende og afklarende instans med henblik på unge menneskers valg af studie og erhverv? Er det den moderne højskoles berettigelse, at eleverne - effektivt - kan »opnå personlig afklaring samt kompetencer og motivation for at uddanne sig«? Og, for så vidt det lykkes, er højskolen så - og jeg som ansat - en succesdanner?

Med al respekt for det vanskelige studievalg: Er det hvad højskolerne vil sine elever? I givet fald stiller højskolen sig blot op i rækken af velmenende vejledere og behandlere - foruden smarte forretningsfolk - der vil noget med de unge frem for at ville dem noget?

Men hvad skal højskolen så? Det er vanskeligt at sige - især kort og præcist, men måske man kan indkredse det ved at hævde, at en rigtig højskole arbejder - direkte og indirekte - med to spørgsmål eller to problemkredse. Det ene er spørgsmålet om vores samfund

- dets strømninger, problemer og udviklingsmuligheder. Det andet er de mere eksistentielle spørgsmål til den enkelte - om identitet, mening og livsmod. Sagt med traditionens sprogbrug kredser højskolen om det fælles bedste og det gode liv. Højskolen har desuden en berigende tradition for at arbejde ud fra en opfattelse af, at vi, der lever lige nu, hverken er de første eller sidste. Endvidere insisterer højskolen på, at spørgsmålene om det gode liv og det fælles bedste ikke isoleres fra hinanden. Sker det, ender man enten i et fællesskabets tyranni eller i en overbelastning af den enkelte som den, der skal være og bære alting selv.

Denne kombination af - og forpligtelse på - det fælles og nærvær i eget liv kan opstå mange steder, men måske er der særlig stor sandsynlighed for, at det sker under et højskoleophold, blandt andet fordi man ikke skal måle sig med andre i en afsluttende eksamen. Det er jo noget vanskelige spørgsmål at holde eksamen i. Derimod kan den organiserede samtale om disse problemkredse meget vel fremkalde både engagement og livsmod.

Men hvordan dokumentere dette? Det lader sig næppe gøre. Naturligvis kan man fornemme, når der er sket noget for en elev - af og til siger de det ligefrem selv. Men der er ingen garanti for, at det sker, og det kan ikke måles. Tværtimod: Dette - hvis man skal svinge sig lidt op - livsudbytte forsvinder, hvis det udsættes for målinger; eleven reduceres til en art klient og det ligeværdige forhold mellem lærer og elev viser sig kun at have været på skrømt.

Grundtvig sagde, at »troen er ingen skolesag«. Det havde han ret i. Men måske forholder det sig også lidt omvendt: Højskolen er en trossag! Enten tror man, at der kommer livsmod og engagement ud af et ophold på en skole uden fastsat pensum og uden eksamen af nogen art - til glæde og gavn for den enkelte og dennes omgivelser. Eller også gør man ikke. Og så kan man naturligvis ikke støtte en ganske vist unik - men altså nytteløs - skoleform.

Kristian Bøcker Larsen er cand.theol.

og viceforstander på Brandbjerg Højskole

Læs kronikken på mandag: »En skilsmisse vil blive dyr for staten« af sognepræst Niels Vincens Grunnet