En gang til for Grundtvig

Det er med en vis morskab, iblandet forundring, når man læser, at Oure Idrætshøjskole nu vil kassere Grundtvig. Han kan »ikke bruges mere«, mener den moderne mand på højskolen og begynder i stedet at tale om »kompetencegivende uddannelse«, som om dét var en ny opfindelse.

Jamen højskoler har altid været kompetencegivende - og heldigvis på et langt bredere grundlag end den snæverhed, der ofte præger de formelle uddannelsers kompetence. Netop dét er højskolens store force i en hektisk tid, hvor vi alt for ofte forveksler oplysning med kompetence.

Naturligvis er Grundtvig - set med dagens øjne - en kuriøs blanding af noget meget fornuftigt og absolut forsludret. Han var nationalromantiker om en hals, men også en rebelsk fritænker, som gjorde oprør mod det, han kaldte »dødbideriet«, alias den sorte skoles disciplin og udenadslæren.

Som sådan var Grundtvig progressiv og dermed en vigtig del af den oplysningstid, som senere i form af Brandes satte fart i vor nyere kulturhistorie. Det er således en falsk modsætning at sætte Grundtvig over for Brandes - hvad visse indædte teologer vistnok gerne ynder.

Grundtvigs oplysningsprojekt er - når man sorterer hans nationalromantiske sniksnak og det mest tågede af hans teologiske tungetale fra - utrolig dansk og utrolig slidstærkt. Faktisk et af Danmarks bedste bidrag til verdenspædagogikken. Hvorfor dog kassere det?

Og så er det for resten stadig sært, at så mange højskolefolk har så travlt med at ville mase en snæver kompentenceydelse ind som en del af skolernes kernetilbud. Som overlevelsestrategi kan det måske forstås. For det er rigtigt, at højskolen er i krise - først og fremmest, fordi man lige nu mangler elever (hvad ikke er lig med, at unge ikke kan bruge et højskoleophold).

Det er også rigtigt, at efterskolerne (som har et helt andet udspring end højskolerne) har klaret sig godt ved at satse på mere snævre kompetencegivende tilbud. Men højskolerne kan sagtens - med Grundtvig som en del af balasten - manøvrere sig ind i en ny tid, hvor debat, livsværdier, oplysning og demokrati udgør brændstoffet for en fortsat højskolepraksis.

Dét vil selvsagt irritere de mange nye slags dødbidere, som stadig dyrker snæverheden og dermed undsiger oplysning og det alment dannende. Og lad os så håbe på, at det nye højskoleudvalg hjælper til, at højskolerne igen får mere luft under vingerne. Den danske folkehøjskole kan naturligvis ikke flyve flot videre uden en folkelig og politisk opbakning.

Ole Lindboe, forstander på Kunsthøjskolen Thorstedlund

Græse Strandvej 22, Frederikssund