Hykleriet om højskolernes fornyelse

For loven er sådan skruet sammen, at det stort set er umuligt at skaffe penge til en ny højskole, medmindre man har en mæcen i hr. Møllers vægtklasse eller udviser en kreativitet, der grænser til det kriminelle. Problemet er kort fortalt, at en højskole skal eje alle sine bygninger selv. Der må ikke lånes, og der må ikke lejes. Samtidig forhindrer et effektivt renteloft i loven, at man kan låne pengene i en bank. Skal der bygges en skole af rimelig størrelse, skal en mæcen med andre ord overtales til at forære projektet de små hundrede millioner kroner, det koster. Kvit og frit og uden nogen som helst garanti for mæcenen. Med en yndet industriel frase er det op ad bakke hele vejen for de ildsjæle, der trods alt forsøger.

Adskillige veteraner fra de gamle højskoler vil her med vægt og tordenrøst indvende, at det ikke er nødvendigt at bygge en hel ny skole for at forny højskoletraditionen. Modstanden er forståelig, for krybben er halvtom og hangen til absolut monopol tilsyneladende velforankret i de folkelige bevægelser. Men argumentet er kun delvist sandt. Selv den smidigste højskoleforstander tager form efter de bygninger, vedkommende bor og lever i - det kan ikke være anderledes, når bopælspligt, forretning og folkeoplysning skal gå op i en højere enhed. Murværket er solidt på de gamle skoler, og det kræver råstyrke af en ny forstander at modstå presset fra fordums kæmper og for alvor forny de hæderkronede kulturborge. Der er naturligvis folk, der kan, og med 160 års historie og 80 fungerende højskoler, er det altid muligt at finde de lysende eksempler frem. Men mange har givet op, og det er langtfra let nok til, at der kan skabes en kollektiv bevægelse væk fra stilstand og retrospektiv bedrøvelse.

At der af og til indrettes nye højskoler i gamle hoteller og fabriksbygninger, ændrer ikke ved den overordnede situation: For øjeblikket kan fornyelsen kun komme indefra hos de mennesker, der har defineret højskolen de seneste 30 år. Og dén fornyelse har sin egen stilfærdige kadence, som er nogenlunde synkron med ansættelsen af nye forstandere. Hvis undervisningsministeren virkelig ønsker fornyelse, må hun bevæge sig ind i dette århundrede og leve op til regeringens slogan om tid og forandring.

Moderne arkitektur er inde i en rivende udvikling, hvor samspillet mellem design, bæredygtighed, funktion og vision hele tiden raffineres. Og det handler ikke bare om nye tiders skønhedsidealer. I dag kan en højskole bygges, så energiforbruget sættes ned til 90 procent af forbruget hos de eksisterende skoler. Det har afgørende betydning for de driftsomkostninger, der tvinger skolerne i knæ og giver ministeren grå hår i budgettet. Superfleksible modulløsninger kan sikre, at skolen hele tiden kan følge med tiden og forandre sig i takt med behov og mennesker. De gamle skoler er smukke og har ånd, ingen tvivl om det, men måske ligger højskolens overlevelse i evnen til at være foran sin tid - også fysisk - hele tiden. En stadig foranderlighed, der sætter dagsordenen i stedet for at insistere på de blivende værdier med større og større desperation. Dermed vil der også blive åbnet for det værdisamarbejde med erhvervslivet, som både skoler og ministerier håber kan redde den betrængte økonomi. Der er, trods alle gode intentioner, forskel på forventningerne til komfort hos travle erhvervsledere og en gruppe 19-årige, der lige er kommet hjem fra trekking i Vietnam. Selv om det ofte er en inspirerende førstegangs-oplevelse for diverse personalegrupper at blive indkvarteret i gamle, minderige sovesale med en fugtig duft af hessian og ubekvemme kassesenge i bøgefiner, er det tvivlsomt, om charmen er slidstærk nok til at bære en reel udvidelse af den erhvervsrettede aktivitet på lang sigt.

En moderne højskole skal ikke bare modsvare de eksisterende behov. Den skal absorbere og drive den pædagogiske, didaktiske og samfundsmæssige udvikling, hele tiden være attraktiv og nyskabende. Ellers risikerer den at miste sin eksistensberettigelse, og de kritikere, der beskylder højskolerne for at være utidssvarende og selvfede, vil i stigende grad få ret. Jeg ved godt, at dygtige folk opnår mirakler i de gamle huse, hvor fællesskabets ånd til tider er så stærk, at væggene nærmest fordamper. Men hvor langt ville de samme mennesker ikke nå i bygninger, der var skabt til det århundrede, vi lever i? I sit væsen er højskolen mere moderne end nogensinde - tænk hvis bygningerne ikke bare var rammen om det levende ord, men en integreret del af budskabet. Det ville i sandhed rykke grænser! Det eneste, undervisningsminister Ulla Tørnæs skal gøre, er at holde op med at være bange for Tvindspøgelset og fjerne kravet om totalt selveje i loven. Så kan ildsjælene i samarbejde med det private erhvervsliv rejse de kraftcentre for værdi og kultur, som vi alle sammen har brug for. Behovet er der, investorerne venter i kulissen - og så er det fuldstændigt udgiftsneutralt.

Rune Wåhlin Andersen er kommunikationschef og bestyrelsesformand for Højskolen for Natur & Kommunikation

Læs kronikken i morgen: »Magten i folkekirken« af professor Tim Knudsen