Grundtvig med nye ord

Han opdeler højskolebevægelsen i tre grupper. Den ene afskriver direkte Grundtvig som ubrugelig. Den anden har svært ved at bruge ham, men ser ham som kulturel bagage og nævner ham gerne ved festlige lejligheder. Det tredje er hans egen, som fortsat vil bruge Grundtvig aktivt. Denne kreds tæller blandt andre folk fra Testrup, Ryslinge, Hadsten, Helnæs og Grundtvigs Højskole. I det forgangne år har de mødtes jævnligt, læst Grundtvigs originaltekster, skrevet oplæg om deres betydning i nutiden og ikke mindst talt med hinanden.

Resultatet bliver en bog, hvor hvert afsnit rummer en Grundtvig-tekst, en »tyggetekst«, som udlægger ordene, og en nyskrevet tekst om centrale grundtvigske begreber som »Det forpligtende fællesskab«, »Det hele menneske«, »Det historisk-poetiske«, »Livsoplysning« og »Almen dannelse«. Hensigten er at aflive nogle af myterne om Grundtvig.

At Grundtvig skulle være bibelfundamentalist afviser Kim Arne Pedersen med den begrundelse, at han var talsmand for frisind. Ganske vist troede Grundtvig bogstaveligt på Det Gamle Testamente, men han stillede enhver anden fri til at have en anden opfattelse. Således bygger en grundtvigsk højskole på kristendommen, men kræver aldrig af andre, at de skal gøre det.

- Når Carsten Petersten fra Oure Idrætshøjskole stempler Grundtvig som bibelfundamentalist og nationalist er det symptomatisk for situationen i dag, ikke bare i højskolebevægelsen, men i dansk kulturdebat som helhed. En betydelig del af kultureliten ser Grundtvig som en nationalistisk fremmedhader og dermed forældet i forhold til den multikulturelle og globale virkelighed. På den anden side står Grundtvigs nye venner, Tidehverv og Dansk Folkeparti, der stort set udlægger ham på samme måde, bare med positivt fortegn, siger han.

Men ifølge Kim Arne Pedersen er det vigtigt at forstå det nationale på den måde, som højskolefolk som Jørgen Bukdahl fra Askov og Hal Koch fra Krogerup har udlagt det: At det universelle ifølge Grundtvig ligger som en kerne i hvert menneske, som det lokale og nationale lægger sig udenpå. At mennesker skal myndiggøres til at fungere sammen som et folk, men at det mellemfolkelige er en naturlig forlængelse af det folkelige.

- Mere end noget, der afgrænser og til vores egen kultur, er det folkelige en forpligtelse. Det er en national samhørighedsfølelse, et fælles sprog og en bevidsthed om, at vi er et led i historien. Men i kraft af, at samfundet er forandret siden Grundtvigs tid og fremmede kulturer i dag ikke kun er noget oversøisk, er vi nødt til at tage det mellemfolkelige mere alvorligt i dag, siger Kim Arne Pedersen, som sagtens kan se Grundtvig i globalt perspektiv.

Derimod har han svært ved at se den grundtvigske tradition leve videre i de bestræbelser, som gøres for, at højskolerne skal have lov til at føre elever til eksamen, så de kan få bevis på deres kompetencer.

- I dag er kompetence et modeord med samme position, som folkelighed havde i anden halvdel af 1800-tallet. Det er et flyvsk ord, men har en klar baggrund i anglo-amerikansk managementkultur. Der er intet i vejen med at være kompetent, men problemet med begrebet er, at det ikke har en etisk dimension. Derfor vil vi insistere på, at idealet for folkehøjskolen skal være dannelse, forklarer Kim Arne Pedersen.

Kompetencer betyder altså blot, at den enkelte har lært et eller andet. Dannelse bygger derimod på en etik, en forestilling om godt og ondt, rigtigt og forkert. Desuden spiller dannelse bedre sammen med det, der ifølge »Nyt syn på Grundtvig« skal være hovedopgaven for højskoler: Den stadige optagethed af at diskutere meningen med livet.

- Højskolen har aldrig været fjendtligt indstillet over for dygtiggørelse, men hvis højskolerne går efter målbare kompetencer, sælger man livsoplysningsprojektet, vurderer Kim Arne Pedersen, som tror, at eksaminer vil dele højskolerne i et A- og et B-hold samt ødelægge den ligeværdige samtale, som er kernen i Grundtvigs pædagogik.

Højskolefolk udtrykker ofte det synspunkt, at alle emner kan gøres til god højskole, hvis blot de formidles på den rette måde. Kim Arne Pedersen mener imidlertid, at nogle højskoler har bevæget sig for langt væk fra det, der ifølge Grundtvig bør være det centrale. Han har stor sympati for højskoler, der vil lære eleverne praktisk medborgerskab og demokrati anno 2004, men betoner, at dette ikke må erstatte den mere universelle fordybelse i tilværelsen og den historiske dimension.

- Det, højskolen kan, og som andre ikke kan, er at tilbyde en bestemt form for reflektion og fordybelse. Derfor kunne jeg godt tænke mig, hvis et år på højskole inden studierne blev kaldt et »livsduelighedsår« eller et »reflektionsår« i stedet for et »fjumreår«, siger han og tilføjer:

- Jeg ved godt, det kun er et ord. Men ord er vigtige.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk



Højskolernes fornyelse

Regeringens nye højskoleudvalg skal i løbet af 2004 komme med forslag til, hvordan folkehøjskolerne kan spille en ny rolle i samfundet. I en serie artikler beskriver Kristeligt Dagblad nogle af forsøgene på at modernisere den traditionsrige skoleform. Dette er seriens fjerde artikel. De foregående blev bragt 29., 30. og 31. december.