Teologi i verdensklasse

Rummet er naturligvis spækket med bøger, og der står en hel del vinflasker, hvad der også er naturligvis, for de er i kartoner, altså afskedsgaver. Men det er overraskende, ja, nærmest duperende at finde en blød hat her. Den er brun med diskret amerikaner-præg og er tilsyneladende i brug som fast beklædningsgenstand, for den ligger lige ved hånden på vej ind gennem døren.

Men hurtigt er det nu vinduet, der drager. Her er fantastisk udsigt over byens konturer, havnens kraner, Århus-bugtens vande. Det ligger alt sammen langt nede, næsten som stod man i lidt af et elfenbenstårn, hvor en lærd kan sidde, ja, netop højt hævet.

Sådan er Niels Henrik Gregersen naturligvis ikke ansigt til ansigt. Han har vital udstråling og fylder rummet med sin glade stemme, da han kommer ind og straks skynder sig hen til gæsten ved vinduet. Det er ikke så meget vuet som virkningen, han reagerer på:

- Lyset her. Det kommer jeg virkelig til at savne.

Erkendelsen får ham til at række ud efter en cd, han fik til afsked af nogle studerende. Den er med gruppen U2 og hedder meget apropos »All That You Can't Leave Behind«:

- Den lytter jeg til for tiden. Det er et brud på traditionen, for jeg plejer ellers altid at lægge Mozarts »Requiem« på hver morgen.

Han forstår at fylde døgnet med nydelsesfulde øjeblikke, selvom han er fagmand om en hals:

- Teologi er ikke bare arbejde og hobby for mig, men også det, jeg lever i. Det fylder meget. Men jeg er faktisk lidt utålmodig og kører indimellem mig selv i kort snor, så jeg kan nå noget. Desværre er jeg ikke født A-menneske, det ville jeg gerne have været, for filosoffen Kant siger, at de tidlige morgentimer fra klokken fem er de bedste at arbejde i. Jeg står først op ved syv-tiden og synes, at døgnet har for få timer, men jeg sørger gerne for ikke bare at forske, men også at få oplevelser, der kobler af.

Her følger en opremsning med glade øjne:

- Jeg kan rigtig godt lide at gå i biografen, elsker at gå på cafe, er ret vild med tennis - vi er et hold, der spiller tidligt søndag morgen før kirketid - og så holder jeg rigtig meget af at køre ned til vandet omkring Ballehage og tage en dukkert på vejen hjem.

Vitaliteten blæser ud i et bredt grin, da han i en sidebemærkning pointerer, at han altså ikke er en af disse »radiator-vikinger«, så det er uden sauna.

Før vi skal over til »Debatten om Gud«, falder blikket på nogle besynderlige ting blandt gaverne - shampoo, truckerkrus, tebreve:

- Det er fra mit tennishold, jeg plejer at låne alt muligt, siger professoren og fisker nogle tennisbolde op fra samme pakke. Han noterer med glæde, at de er af mærket »Wimbledon«, og beretter med lun stolthed, at han som 16-årig var så tæt på tennissportens absolutte top, at han under en turnering i Holland spillede med en modstander, der senere kom i semifinale på Wimledon. Ved kampen i Holland scorede den unge Niels Henrik et enkelt parti i to sæt (6-0, 6-1), og det blev punktum for drømmen om en international tenniskarriere.

Scoringen ligger højere og mere konstant på teologiens internationale baner. Især i Princeton, Berkely, Strasbourg og Oxford spiller han sammen med dygtige forskningskolleger og er aktiv i mange sammenhænge, bl.a. involveret i ledelsen af Det lutherske Verdensforbund, Institute for Ecumenical Research i Strasbourg, han har været en af drivkræfterne i det europæiske teologi-selskab ESSAT, har været gæsteprofessor i Princeton og har været med til at grundlægge ISSR, the International Society for the Study of Science and Theology.

Vi kan ikke skrive det alt sammen, men skønsomt konkludere, at hans forskning i teologi og naturvidenskab måske kan siges at være i verdensklasse, for så vidt som den er støttet af bl.a. den amerikanske Templeton-fond.

Men også lokalt spiller han med for fuld kraft og har blandt meget andet været leder siden 1992 af Forum Teologi-Naturvidenskab, der har Århus som basis, men er Europas største forum for samarbejde mellem teologer, filosoffer og naturvidenskabsfolk.

Så han er vant til at formulere vidt og bredt. Nu skal vi til »Debatten om Gud«, som han fandt ulykkelig for både folkekirken og Grosbøll, men for en samtidsteolog er der alligevel en positiv vinkel:

- Sagen, som aldrig blev en sag, har vist, at spørgsmålet om Gud er et offentligt anliggende og ikke alene et indre-kirkeligt anliggende. Spørgsmålet om Gud som skaber af alt, spørgsmålet om Guds inkarnation og spørgsmålet om opstandelse og evigt liv er spørgsmål om mening og meningsløshed - og er på én gang eksistentielle og offentligt interessante.

Når han går videre, kniber det endnu mere med at omsætte til avissprog, selvom teologen gør sig umage og gerne vil fremhæve lighedspunkterne med nogle af fortidens store opgør:

- At tale ikke-metafysisk om Gud er ikke en nyhed i dansk teologi. Det har lighedspunkter i den gamle danske liberalteologi - ved ny-kantianeren F.C. Krarup - og til den kritik af spekulativ metafysik, som Tidehvervsbevægelsen - ved K. Olesen Larsen - overtog fra denne.

- Men mens ny-kantianerne og Olesen Larsen forudsatte Luthers tanke om den skjulte Gud som den magt, der er skabende og fornyende til stede i alt, som er til, ja, så siger Grosbøll bare, at Gud ikke er til. Og at trosbekendelsen er rent abracadabra.

Og mens K. Olesen Larsen henviste til Ordet som det sted, hvor den skjulte Gud giver sig kende, så opfatter Grosbøll Bibelen som verdens mest interessante kulturtradition. Kantianerne skelnede mellem Gud og verden i sig selv - og Gud og verden, sådan som vi selv - nødtørftigt - erkender det. Men hos Grosbøll er der ingen skelnen, kun uklarhed.

Gregersen trækker et andet vigtigt spørgsmål frem - nemlig hvordan vi kan tale meningsfuldt om Gud på vore dages betingelser:

- Det drejer sig ikke om ateisme eller teisme, for der findes mange slags teismer, altså mange slags formuleret gudstro. Skellet går mellem opfattelsen af Gud som afsondret fra verden eller som levende involveret i verden. Altså mellem en apatisk Gud, der ikke kan føle noget som helst (ikke engang barmhjertighed) og en inkarneret Gud, som optræder inden for verden (i »andetheden«), og som derfor selv kan lide og lære.

Oprindeligt gik professoren videre i sin forelæsning med at skelne mellem Gud på prædikatets plads eller Gud på andethedens plads samt andre forskelle, der kan virke afgrundsdybe på fagfolk. Men her, hvor han ikke har en fagfælle som lytter, slår han i stedet armene ud og taler frit fra leveren:

- Jeg er overbevist om, at Gud er vildere, end vi forestiller os. Men det er vel at mærke ikke noget forhold mellem et »lille mig« og »store Gud«. Det gælder den store sammenhæng, hvor Gud ikke kun er en følelse i mit hjerte, men hvor Gud er i havet, på cafeen, i de ideer, vi får, i samtalen mellem mennesker.

I denne store sammenhæng er skabelsen ikke kun noget, der er foregået engang.

- Den foregår hele tiden. Skabelsen er også, at man ikke har fundet på sit liv. Vi deltager i et projekt, som vi ikke selv har bestemt - mit liv er startet et sted, som ikke er mit sted, ligesom der ikke er en bestemt Niels Henrik'hed, for den ændrer sig hele tiden, siger han.

Fotografen er dukket op, og han spidser øren, for det giver flere billedmuligheder med en mand, der er åben for ændringer. Men lige nu fortsætter teologen sin tankebane med et overraskende spring fra den ubestemte Niels Henrik'hed:

- Jeg tror ikke på sjælens udødelighed og i øvrigt heller ikke på sjæle i gængs forstand. Det er jeg optaget af for tiden, fordi jeg er ved at skrive en lille bog om det evige liv. Jeg har en ide om, at det evige liv er en gave, der vil overraske os - også i forhold til teologiens pæne forestillinger om det. Men det, jeg beskæftiger mig med, er, hvad vi kan sige ud fra kristendommen, med den afgørende pointe, at det evige liv ikke er et spekulativt vedhæng. Det er en fortsættelse, men altså på nye betingelser.

- Det er derfor, Paulus i sit Korintherbrev skriver »da f-o-r- b-l-i-v-e-r tro, håb og kærlighed ...« Det er ikke færdigt, men strækker sig ud over livet.

Gregersen afbryder sig selv: - Nej, det ville føre for vidt at uddybe emnet i samtalen her. Men nu, da jeg lagde afstand til at tale om udødelige sjæle, vil jeg gerne i stedet ind på begrebet det sjælelige. Det sjælelige hænger sammen med vore sanser - at vi ser, mærker og fornemmer hinanden og vores omgivelser med alle sanser. Det er et stort mysterium, at vi kan det.

- Min sjæl lige nu for tiden er, at jeg arbejder så meget med teologisk forskning, at det kan slide mig ihjel, fordi der indgår »kaffe og computer«, »kaffe og computer«, »kaffe og computer« i mængder, der kan virke værre på kroppen end et hårdt arbejde på havnen. Men det opløftende er, at jeg hver dag får en ny sjæl - modtager mig selv på ny. Det er skabelsestro. Skabelsen foregår hele tiden og alle vegne, hvor der er liv, for Gud er til stede overalt i den skabte tilværelse.

Derfor er der i alt det, man gør, altid mere end det, man gør. Tag bare et lille eksempel som det at være sammen med sine børn. Uanset om leger med dem, eller de er større, så er der samtidig et ansvar som forælder - og i det ansvar, der er Gud også.

Tanken får lov at stå sådan der, for nu skal vi se familien. Hen til vinduet, for her er der foto både på opslagstavlen og i karmen. Han præsenterer, mens han peger rundt på friske, glade ansigter:

- Det er Hanne, min kone. Hun er også teolog og har virket som præst i Princeton et år, jeg var gæsteforsker der. Og her er Sigrid, hun er 15 og med i »Flying Danish Superkids«, så hun rejser meget mere rundt i verden, end jeg gør. Hendes lillebror, Niels her, er 13 og er »skater«. Og så har jeg to ældre børn - Nicoline på 25 læser spansk og religion, mens Johannes læser statskundskab. De studerer begge her på Aarhus Universitet, og det giver os et særligt fællesskab.

Gregersens ældste søn, Johannes, har fødselsdag og fylder 23. Det er hans far, der skal lave middag til 10, og opgaven distraherer et øjeblik med tanker om, i hvilket supermarked han nu kan finde en god roastbeef. Men også i dette lille spørgsmål regner han fortrøstningsfuldt med, at skabelsen udfolder sig så godt som muligt.

Han ser også med sindsro på, at familien bliver boende ved Århus i hvert fald det første års tid.

- Men på den anden side kommer jeg ikke fremover til at rejse så meget til udlandet som nu, så jeg regner med at få næsten lige så meget tid hjemme i Mårslet, som jeg plejer. Og jeg glæder mig meget til at komme til København. Jeg skal bo hos jesuitterne, ikke som munk, men på deres kollegium, og selvom universitetet derovre er meget større, kender jeg det fra min studietid, ligesom jeg holder af selve byen og alt dens liv.

At professoratet er i dogmatik, bliver ikke stort anderledes end hans hidtidige arbejde med teologi og naturvidenskab:

- Kristendommen har næsten ingen dogmer ud over det grundlæggende treenigheds-dogme om Faderen og Sønnen og Helligånden.

Han griber en blok og en kuglepen: - Det er sådan set meget nemt at forstå.

Og mens han begynder at tegne en trekant, forklarer han hurtigt:

- Gud er ikke en ting, ikke en størrelse, men et fællesskab. Gud er kærlighed, det står i Første Johannesbrev 4,10, og Gud lever dette fællesskab mellem Fader, Søn og Helligånd.

Tegningen af trekanten bliver brugt til at markere Faderen i den øverste vinkel - som »kilden til alt«. I det højre hjørne af trekantens bund får Sønnen vedhæftet betegnelsen Logos, altså fornuften og ordet. I Helligåndens hjørne skriver han »Kraften«.

Nu kommer der fart på pennen. Den laver en cirkelbevægelse mellem de tre vinkler:

- Her cirkulerer kærlighedens fællesskab. Men når man forlænger trekantens ben ned gennem Sønnen og Helligånden, altså fornuften og kraften, så kan man stadig lave en cirkel, men nu bliver den udvidet så meget, at der sågar også er plads til os.

Det tog mindre end to minutter at tegne og fortælle.

Fortsættes side 8

Der går lidt længere tid med at tygge på et spørgmål om, hvorvidt han som teolog ikke blot taler om Gud, men også med Gud.

Øjnene bliver knebet lidt i - for at gennemskue, om man er ude på at fritte ham ud om hans åndelige praksis. Men så springer han ud i det så frisk, som var det i bølgerne ved Ballehage:

- Det er vigtigt at tale både med Gud og med hinanden. Og med Gud kan det foregå alle steder, ligesom talen med Gud kan have form både som bøn og som tavshed. Tavshed forstået som en venten på, hvad der skal komme. Jeg kan sige, at fem minutters venten ved et busstoppested er en fantastisk chance for at tage ind.

Han ryster afværgende på hovedet, når man formoder, at det lige så godt kunne være en venten ved rattet foran rødt lys:

- Nej, det røde lys er for kort og forudsigeligt. Bussen er noget andet, man følger ikke intenst med i, hvornår den kommer, så det er et bedre øjeblik til at tømme sig for tanker og og vende opmærksomheden væk fra sine dagsmål.

Dagsmål! Roastbeef! Vi slutter lidt brat. Nede på jorden. Udenfor er dagen også ved at slutte med en storslået gul decemberhimmel, der virker mere vild end sædvanlig, når man nu prøver at tømme sig for tanker og bare følge med i, hvordan den skifter og skifter og skifter - som en skabelse.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

@fakta-brød:

Blå Bog

Niels Henrik Gregersen, født 1956 i Århus. Cand.theol. fra Københavns Universitet 1983, lic.theol. samme sted 1987. Kandidatstipendiat 1984-86, adjunkt i etik og religionsfilosofi på Aarhus Universitet 1986-88, lektor i dogmatik 1988-2000 og forskningsprofessor i systematisk teologi fra 2000 sam-me sted. Professor i dogmatik ved Det Teo-logiske Fakultet på Københavns Universitet fra 2004. Var vicepræsident for The European Society for The Study of Science and Theology 1996-2002, præsident for Det Lærde Selskab ved Aarhus Universitet og formand for Løg-strup-Arkivet 1995-2000. Medredaktør af Dansk Teologisk Tidsskrift fra 1993. Har skrevet flere end 300 videnskabelige publikationer. Niels Henrik Gregersen er gift med pastor, cand.theol. Hanne Mejlhede, har fire børn og bor i Mårslet ved Århus.

Mere om

Nykantianisme er en sammenfattende benævnelse på flere filosofiske retninger i Tyskland fra midten af 1800-tallet, som i visse henseender knyttede sig til filosoffen Immanuel Kant.



The Flying Danish Superkids er et gymnastikhold, der består af 50 piger og drenge i alderen 8-20 år. Holdet træner flere gange om ugen og rejser verden rundt med sin opvisning.