Aminatas utopiske oase

– Vi gik hen til Aminata og spurgte hende, om ikke hun kunne hjælpe os med at få brolagt hele gaden. Hun sagde, at hun ikke selv havde råd til at betale for det. Men hvis vi ville lave en borgerforening, kunne hun hjælpe os med at finde nogen, der kunne finansiere det.

Fata Mangara er synligt stolt over Missira. Hun er formand for kvindegruppen i foreningen Yeelen, som beboerne oprettede efter at have talt med Aminata Traoré. Alle anslået 600 beboere i Missira er medlem af foreningen, som udarbejdede et projekt til byfornyelse. Den tidligere kulturminister eta-blerede kontakten til det canadiske bistandsagentur, som indvilgede i at støtte brolægningen og overdækningen af kloakkerne med 150.000 kroner. Siden har Luxembourg finansieret en fortsættelse af projektet, så hele kvarteret er blevet brolagt, samtidig med at der ydes støtte til for eksempel selvhjælpsprojekter, børnehave og kvindehus.

– Yeelens motto er "Jeg, min nabo, mit kvarter". Alle beboere var med til at brolægge gaderne, og alle beslutninger træffes på fællesmøder. For eksempel har vi besluttet at give hver familie en skraldebøtte, og hver familie betaler så 15 kroner om måneden for at få afhentet sit affald. Det har givet arbejde til en af beboerne, som lever af at fjerne affaldet, fortæller Fata Mangara.

I kvindehuset syr kvinderne tøj, som de sælger blandt andet på den lille, velholdte markedsplads, hvor de traditionelle, interimistiske hytter er afløst af overdækkede boder i samme rødlige sten som brolægningen.

– Missira er blevet et meget bedre kvarter at bo i. Her er rent, og vi bliver ikke så tit syge, efter at kloakkerne er blevet dækket til. Vi har stadig ikke ret mange penge, men vi er blevet bedre til at stå sammen og hjælpe hinanden. Vi tror i hvert fald på, at det kan nyttet noget at prøve noget nyt, siger Fata Mangara.

Tanken om selvorganisering og borgerinitiativer er Aminata Traorés kongstanke, som hun har argumenteret for, lige siden hun gik ud af partipolitik.

For Aminata Traoré fortsætter sin kamp for at få Afrika ud af fattigdommen og væk fra den glidebane, som marginaliserer kontinentet i den internationale globalisering. I sine bøger udvikler hun sin kritik af et internationalt økonomisk system, der skaber større ulighed og mere fattigdom i det Afrika, hun er født og opvokset i.

Især fokuserer hun på kvindernes politiske deltagelse i det spirende demokrati.

– Afrikas kvinder skal lære at blive fuldgyldige borgere, der tager deres skæbne i deres egen hånd. Som det er nu, bruges de udelukkende som stemmekvæg, som udkommanderes med partiuniform og det hele til at stemme på de mandlige politikere. Og når de så er blevet valgt, gider de dårlig nok høre på kvinderne.

– Det demokrati, vi har importeret fra Vesten, begrænser sig til afholdelsen af velorganiserede valg og udarbejdelsen af valglister. Virkeligt demokrati forudsætter aktiv politisk deltagelse og indsigt i, hvordan verdensøkonomien hænger sammen. Og her holdes kvinderne hen i analfabetisme og uvidenhed, lyder det fra Aminata Traoré.

– Jeg forsøger at konkretisere denne vision i det virkelige liv i kulturelle og sociale mikro-projekter og i borgerprojekter om byfornyelse, som for eksempel det i mit eget kvarter i Bamako. Det er en form for oplysning og bevidstgørelse af afrikanerne. Vi er blevet hjernevasket af bistanden. Vi skal selv tage ansvaret for vores fremtid og selv træffe beslutningerne om vores fremtid.

Aminata Traoré er blevet en af de markante stemmer i den globaliseringskritiske bevægelse, som blandt andet organiserer det årlige Sociale Verdensforum som en konkurrent til den økonomiske og politiske elites Økonomiske Verdensforum i den schweiziske by Davos hvert år i februar.

I 2006 var en del af dette Sociale Verdensforum henlagt til Bamako. Og det var kvinderne fra Yeleen, der stod for deltagernes forplejning.

Malis præsident, Amadou Toumani Toure, har besøgt Missira og blev så begejstret for det, han så, at han lovede at støtte de borgmestre, der ville iværksætte lignende kvarterløft andre steder i Bamako.

– Men vi har aldrig set skyggen af pengene, siger Amadou Diakité.

Han bor i nabokvarteret og har været med til at oprette en tilsvarende borgerforening, som har skaffet sig bistandsmidler til brolægning og forbedring af infrastrukturen ligesom i Missira.

– I begyndelsen var der nogle, der ikke ville være med, fordi de ikke troede, det ville lykkes for os. Men nu har vi fået brolagt de fleste gader, og resten er programsat.

Amadou Diakité kaster et blik rundt. Få meter borte, på den anden side af vejen, trasker børnene stadig rundt i affald og rødt vejstøv.

I Missira og i det tilstødende kvarter er beboerne trukket ud på gaden for at nyde køligheden i tusmørket.

– Sådan kunne alle kvarterer i Bamako se ud. Det er jo det, vi gerne vil vise. Et andet Mali er muligt, siger han.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk

Mali er verdens fjerdefattigste land ifølge FN og udvalgt til nyt programsamarbejdsland for dansk bistand. Kristeligt Dagblad har med delvis støtte fra Danida besøgt landet. Dette er den sidste artikel i serien, der i sin helhed kan læses på

kristeligt-dagblad.dk