Debatten der ikke vil dø

Debatten om kristendommen i EU's kommende forfatning vil ikke dø. Der er ellers gjort ihærdige forsøg på at slå den ihjel, lige siden de første tanker kom frem om at skrive en såkaldt præambel, et forord, en slags værdimæssig trompetfanfare for EU.

Første mordforsøg blev gjort af Frankrigs tidligere præsident Valéry Giscard d'Estaing - formand for det såkaldte europæiske konvent, som i halvandet år arbejdede på at skrive et udkast til den nye forfatningstraktat.

Lige fra konventet begyndte sit arbejde i begyndelsen af 2002, til det blev afsluttet i juli i år, pressede en række lande og kirkelige organisationer på for at få nævnt kristendommen som en vigtig del af Europas kulturelle og åndelige arv. Men da formanden fremlagde sit endelige udkast til en tekst i slutningen af maj, undgik den omhyggeligt at nævne kristendommen som en del af Europas baggrund.

Derimod var der så rigeligt med henvisninger til humanismen, den græske og romerske kultur og oplysningstiden, at det kom til at virke barokt, at 1500 års kristne historie i Europa blev sprunget over. Alle de historiske henvisninger var da også næsten forsvundet, da Giscard d'Estaing tre uger senere præsenterede konventets endelige udkast. Her blev det i præamblen kun nævnt, at de europæiske værdier bygger på den kulturelle, religiøse og humanistiske arv.

EU i dialog med kirker

Allerede i et endnu tidligere udkast var der dog, set med kirkelige øjne, kommet en interessant nyskabelse længere inde i selve traktatteksten. Det var en paragraf, der slog fast, at unionen respekterer og ikke vil anfægte den status, nationale kirker har i landenes egne grundlove. Med andre ord: Folkekirkens særstatus i den danske grundlov kan ikke anfægtes af EU. Samme paragraf gjorde det klart, at unionen skal opretholde en åben dialog med både kirkesamfund, filosofiske og konfessionsløse organisationer, når der lovgives i EU.