Fremtidens EU vil i dialog med kirkerne

Om forholdet mellem EU og kirken lyder formuleringen i forfatningsforslagets artikel 51.3, at »Unionen opretholder en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med disse kirker og [religiøse] organisationer i anerkendelse af deres identitet og specifikke bidrag«. På konferencen i Bruxelles blev denne sætning udlagt således, at EU vil blive forpligtet på en struktureret og systematisk dialog med kirkerne. Artiklen er med andre ord ikke bare til for et syns skyld, men vil få konsekvenser for kirkernes plads i unionens landskab. Den vil også få konsekvenser for måden, som kirkerne organiserer sig på i forhold til EU, og dette arbejde er allerede begyndt i Bruxelles. Med artikel 51.3 er kirkerne nemlig blevet udfordret til at være organiseret, så de kan deltage i den strukturerede dialog med fremtidens EU.

Kirkernes interesser i EU bliver især varetaget af to store kirkelige organisationer, der dækker næsten alle Europas kirker. Den ene er den katolske organisation COMECE, der varetager den katolske kirkes mange interesser i EU. Den anden er Konferencen for Europæiske Kirker (KEK), som er en økumenisk organisation for ortodokse, protestantiske og anglikanske kirker i Europa. Fra Danmark er folkekirken og det danske baptistsamfund medlemmer af KEK. Organisationen har blandt andet kontorer i Bruxelles og Strasbourg, hvorfra den følger og forsøger at påvirker EU-institutionernes arbejde.

De sidste to år har både COMECEs og KEK's dagsordener været præget af EU's nye forfatning, og de har på forskellig vis arbejdet for kirkernes indflydelse i forfatningsteksten. Blandt andet har de haft en meget kraftig finger med i spillet omkring formuleringerne i artikel 51. Artikel 51 kommer ikke ud af den blå luft. Den har tydelige links tilbage til formuleringer i Amsterdam-traktaten og er blandt andet resultatet af de europæiske kirkeorganisationers lobbyarbejde i EU. Det er et arbejde, der bygger på mere end 10 års regelmæssige møder mellem Europas kirker og EU-kommissionen. Her har kirkerne været med i et arbejde, der skulle definere Europas sjæl - et arbejde, der kan spores i den aktuelle debat om EU's værdigrundlag samt religiøse og kulturelle arv.

Med artikel 51 er der tale om, at forholdet mellem EU og kirkerne bliver mere konkret. EU tager kirkerne på sin dagsorden og anerkender kirkernes og andre trossamfunds særlige plads i EU's civile samfund. Men samtidig understreger artikel 51 også, at kirkerne først og fremmest er et område, der hører til i de enkelte medlemsstater.

Således står der i artikel 51.1, at: »Unionen respekterer og må ikke anfægte den status, som kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne i henhold til national lovgivning«. Forholdet mellem EU og kirkerne er med andre ord underordnet de enkelte nationers lovgivning på kirkeområdet, og artikel 51 er så meget mere interessant for Danmark, som EU således ikke vil kunne anfægte den danske folkekirkes særstatus i den danske grundlov.

Forholdet mellem EU og kirkerne adskiller sig på mange måder fra det forhold, der på nationalt plan er mellem stat og kirke. I de forskellige EU-lande gør lokale forhold sig gældende, både politisk, kulturelt, religiøst og historisk. Men EU's globale og overnationale karakter udfordrer kirkerne, og der er derfor behov for nye samarbejdsformer mellem EU og kirkerne. Det handler blandt andet om, hvordan kirkerne organiserer sig, og dermed om, hvordan de kan være med- og modspillere i EU's demokratiske beslutningsprocesser.

Her vil europæiske økumeniske organisationer og relationer komme til at spille en afgørende rolle. Faktisk har der allerede været flere eksempler på, at EU har betydet styrkede økumeniske relationer rundt i Europa. Et af de mest bemærkelsesværdige eksempler på det er, at de katolske og ortodokse kirker på højeste niveau i foråret 2002 fandt sammen i et fælles forsøg på at få en henvisning til Gud og kristendommen i EU's forfatning. Ved at stå sammen vil de to kirkers stemmer mere effektfuldt og troværdigt kunne lyde i et samfund, der er ved at miste værdierne, som paven udtrykte det ved den lejlighed. Økumenisk og kirkehistorisk set er det en noget overraskende politisk alliance, da der i næsten 1000 år har været et køligt forhold mellem de to kirker.

Det er bemærkelsesværdigt, at det er den politiske Europæiske Union, der kan få kirkerne til at finde sammen. Og på samme måde har andre europæiske kirkesamfund og organisationer fået en fælles dagsorden i EU, de skal forholde sig til - både overordnet, fordi EU's forfatning inviterer kirkerne op til dans, og konkret, fordi EU lovgiver på stadig flere områder, der har betydning for Europas kirker.

Ikke overraskende ser de europæiske økumeniske organisationer med forventning frem til det nye formelle forhold til EU, som vil blive resultatet, hvis forfatningen vedtages med den nuværende ordlyd.

Men organisationerne er også klar over, at dette nye forhold betyder, at kirkerne kommer til at stå over for en række udfordringer. En af udfordringerne er, at kirkerne ikke bare bliver en moralsk støtte, der blåstempler EU's love på f.eks. det etiske område, men tværtimod forsøger at påvirke debatterne og sætte dagsordenen. En anden udfordring for organisationerne er med udgangspunkt i artikel 51's tale om »åben, gennemsigtigt og regelmæssig dialog« at udvikle dialogen med blandt andet nye former for kommunikation og på den måde tage initiativet til dialogen med EU.

Med debatten omkring den nye EU-forfatning er der blevet åbnet op for et nyt forhold mellem EU, kirkerne og kristendommen. Både diskussionen om, hvorvidt der skal være en henvisning til Gud og kristendommen som EU's værdigrundlag og konkrete artikler som f.eks. artikel 51 er eksempler på, at dagsordenen for kirkerne ændrer sig i takt med, at verden bliver mere global.

Simon Kangas Larsen

er cand.theol. og medlem af

Konferencen for Europæiske

Kirkers centralkomite