Af Henrik Uth Jensen |
5. december 2003
Film: En fabel om skyld, der ikke kan sones, og skæbner, der ikke kan undviges, er Clint Eastwoods »Mystic River«. Premiere i dag
Manden uden navn uddelte dødbringende retfærdighed i Sergio Leones tre første westernfilm, hvilket blev Clint Eastwoods gennembrud som skuespiller. Eastwoods rolle som moralsk overlegen hævner blev videreudviklet i »Dirty Harry«. Siden har Eastwood som instruktør fået flere nuancer på paletten og vist, at intet er sort-hvidt: Hævnmotivet må altid udspille sig i en moralsk og psykologisk gråzone. Mest komplekst fremstår det i mesterværket »De nådesløse«, men hævnmotivet står også centralt i Eastwoods seneste film som instruktør, »Mystic River« - en fabel om skyld, der ikke kan sones, og skæbner, der ikke kan undviges.
»Mystic River« er fortællingen om tre mænd forbundet af en fælles fortid. Jimmys datter er blevet myrdet. Kriminalinspektør Sean Devine skal med sin makker (Lawrence Fishburne) opklare mordet, og Dave er den selv samme nat kommet hjem indsmurt i blod. Jimmy, Sean og Dave har ikke talt meget med hinanden, siden de som 11-årige knægte fik del i en oplevelse, ingen af dem helt har været i stand til at ryste af sig igen.
Mordet på Jimmys datter åbner de gamle sår, og »Mystic River« bliver dermed en skildring af tre mænd, der på hver deres måde har dækket sig ind og fundet deres egen måde at beskytte sig på. Jimmy bemærker på et tidspunkt, at selv ubetydelige ting kan få alvorlige konsekvenser. Tilskueren ser således, hvordan nogle af hovedkaraktererne må udløse tragedien, fordi de begår fatale fejl eller drager forhastede slutninger. Desværre formår »Mystic River« ikke at få tilskueren til at falde i samme fælde eller til i det mindste at forstå uafvendeligheden som en psykologisk nødvendighed.
Når man tidligt gennemskuer mekanikken bag tragedien, kan man med fordel betragte »Mystic River« som tre karakterstudier, hvor Sean Penn i den centrale rolle som Jimmy er hugget ud i granit. Han kan hverken ændres eller formes, kun eksplodere. Tim Robbins derimod fremstiller Dave som en kludedukke drænet for liv. En mand, der kun holder sig oprejst ved tanken om sin kone og sin søn. Imellem disse to står Kevin Bacon som kriminalinspektøren Sean, der har formet sit liv som et langt forsøg på at skabe orden og komme det onde til livs. Først sent er det gået op for ham, at han på det personlige plan ikke altid har handlet ret.
Manuskriptforfatteren bag »L.A. Confidential«, Brian Helgeland, har omformet Dennis Lehanes roman til film. I Clint Eastwoods kompetente instruktion fokuseres skarpt på de tre sårede mænd, uden at det kan sløre det rutineprægede og det klicheagtige over historien. I en bedre verden ville man ikke behøve et mord for at føre de tre hovedpersoner sammen. Så var der ganske vist næppe blevet nogen tragedie, men en sådan film ville jeg personligt se med større interesse.
Mystic River. Instruktør: Clint Eastwood. Premiere i 13 biografer.
kultur@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad