Ingen gider at lytte

Ensomheden kom ind i Kirsten Marie Buur Olsens liv den 17. september 1953. Hun glemmer aldrig, hvad der skete den dag.

- Vores to børn var lagt i seng, og min mand var nede for at male i sin fars lejlighed. Det var en lun sensommeraften, så jeg besluttede mig for at hente ham. Inden jeg gik, spurgte jeg en nabokone, om hun ville holde øje med børnene. Da vi kom hjem, var der brandbiler uden for ejendommen, og der kom sort røg ud af vores vinduer. Jeg styrtede ind i opgangen og skreg, for jeg kunne jo |...X
ud, at der var sket noget med børnene. Et par brandmænd holdt mig tilbage og sagde, at det var bedst, at jeg ikke gik op i lejligheden, fortæller Kirsten Marie Buur Olsen.

I tiden efter er der store sorte huller i hendes hukommelse. Hun husker svagt, at hun og hendes mand Kalle blev kørt til hospitalet, hvor en læge fortalte, at to-årige Valdemar og tre-årige Susanne var døde på grund af en røgforgiftning, der var opstået efter en kortslutning i en stikkontakt. Parret fik ikke lov at se børnene, fordi lægen mente, at det var bedst sådan. Begravelsen husker hun slet ikke. Hun husker ikke kisterne, ved ikke, hvem der deltog, eller hvilke salmer, der blev sunget. Efter begravelsen tog hun til Samsø og boede hos sine forældre en måneds tid.

- Jeg var i chok i den periode, og jeg ville ikke tale om det, der var sket. Jeg lukkede mig inde i en osteklokke og beholdt oplevelsen for mig selv. Det var min måde at overleve på. Da jeg kom tilbage til min mand, talte vi heller ikke om det. Vi har faktisk aldrig rigtig talt om det, for det ville min mand ikke, fortæller den 71-årige kvinde, der bor alene i sin treværelses lejlighed i Valby. Hun er en af bidragyderne til bogen »Ældre om ensomhed«, hvor 25 ældre danskere fortæller om deres erfaring med ensomhed. Bogen er redigeret af Peter Olesen og Birgit Madsen.