Af Preben Brandt |
25. november 2003
ENSOMHED: Mennesker i dag er kun solidariske med dem, vi føler samhørighed med og med dem, det kan betale sig at være solidariske med. Det skaber ensomhed
At føle sig ensom og at være ensom er ikke nødvendigvis det samme. Nogle gange er både den ensomhed, som er en subjektiv følelse og den ensomhed, som er en objektiv erkendelse til stede samtidig med samme kraft og mening for den enkelte. Det er vel en af de mest ubærlige tilstande for et menneske. Det dynamiske og teknificerede samfund synes at give gode muligheder for at lade den enkelte være ensom.
Vi har så mange gode rettigheder, der sikrer os, at vi kan undgå, at andre får noget at vide om vores forhold. Tag f.eks. tavshedspligten. Det er nærmest blevet et mantra, som bliver udtalt i tide og utide og virker så stærkt og rigtigt på os alle sammen, at al videre opmærksomhed og interesse for medmennesket stoppes effektivt.
Når vi på denne og en lang række andre måder sikre os en personlig frihed, er det naturligvis ikke kun jura, det drejer sig om. Det er sådan vi for tiden ønsker, at vores fællesskab skal fungere.
Moderniteten og individualiteten og storbyen hører sammen. På langt de fleste områder i vores privatliv og i mødet med de systemer, samfundet er bygget af, er det os selv som enkeltindivider, der i langt det største omfang suverænt afgør for hvad, i hvor stort omfang og hvordan vi vil kendes. Når vi er nødt til at give nogle af de oplysninger fra os, som vi finder mest private, f.eks. vores indtægtsforhold kender de myndigheder, som får oplysningerne, intet andet til os. Og de, der kommer til at kende til vores helbredsforhold, som vi finder det lige så pinligt at offentliggøre som vores pengesager, ser os ikke i vores hverdag og kender intet til vores øvrige liv.
Sådan et liv lader sig bedst praktisere i storbyen, men storbylivsformen breder sig. Det bliver mere og mere sjældent, at man bor, arbejder, bruger sin fritid og de offentlige foranstaltninger inden for et meget afgrænset område.
Vi er ikke afhængige af hinanden mere. Økonomisk kan alle klare sig selv, hvad enten det er med indtægt fra arbejde eller med de ydelser, vi alle har ret til, hvis vi ikke har arbejde. Vi har mulighed for at få hjælp til at løse psykiske problemer af enhver art fra professionelle, så vi ikke er nødt til at bruge vores private netværk.
Vi skal ikke lade os narre af en sådan autonomiforherligelse. Det er ikke udtryk for et godt liv at være overladt til ensomhed. Jeg vil gøre opmærksom på, at vi ikke skal tro, at vi slipper fra al denne frihed for, at andre har kendskab til os uden at betale en pris. I alle disse mange systemer, som vi bruger, for at undgå at vise hvem vi er, bliver vi nødvendigvis gjort til menneskelige objekter, vi bliver reduceret til størrelser, renset for alt kvalitativt og dermed gjort til genstande uden individuelt særpræg.
Selvom vor tid dyrker individualiteten, har vi ikke sluppet interessen for hinanden og heller ikke solidariteten. Men solidariteten er blevet en refleksiv solidaritet. Vi er solidariske med dem, vi føler samhørighed med. Vores familie, dem vi arbejder sammen med. Dem vi deler uddannelse, status og fagforening med, dem vi bor i kvarter med. Kort sagt: Vi er solidariske med dem, det kan betale sig at være solidariske med.
Jeg bekymrer mig - endda meget - for, at det kun er de fleste af os - og ikke alle - der formår at sikre os mod ensomheden samtidig med, at vi nyder gavn af retten til at være ekstremt individuelle. Vi vil til gengæld udvikle os, få utallige muligheder for at leve et spændende liv og en dag afslutte det på en værdig måde.
Jeg bekymrer mig lige så meget over, at det kunne være, at mange vil synes, at det er et godt regnestykke, hvis flertallet er tilfreds og har det godt.
Preben Brandt er dr.med.,
leder af projekt Udenfor
og formand for Rådet for
Socialt Udsatte
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad