Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Uciviliseret at lade gamle dø alene til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Uciviliseret at lade gamle dø alene

Kommenter Hold mig opdateret

ENSOMHED: Vi kan simpelthen ikke være bekendt at lade vor ældre medborgere dø i ensomhed og respektløshed

Da jeg var barn, syntes jeg, det var komisk, når min mor og mine mostre læste dødsannoncer og diskuterede dem indgående. Nu er jeg selv kommet i den alder, hvor jeg ser efter, om nogle af mine jævnaldrende ikke er mere. Og hver gang bliver jeg så trist, når jeg støder på en annonce, der oplyser, at en person er død på et eller andet hospital, og at eventuelle pårørende bedes henvende sig. At nogen kan være så ensom og ligge at dø uden at have nogen at holde i hånden eller hviske de sidste ønsker til, er beskæmmende.

Da jeg ikke selv har pårørende, kan jeg risikere at komme i samme situation. Og da nogle venner en dag sagde, at de havde diskuteret, hvordan jeg kunne gelejdes ud af min lejlighed med de smalle trapper, hvis man først fandt mig, efter jeg var blevet stiv, blev det lidt for påtrængende. Jeg svarede surt, at for det første var jeg ikke lige så høj som dronningen, og for det andet var der kommet et flygel ind, og så kunne jeg vel også komme ud. Men det, som sårede mig mest, var den kærlighedsløse måde, man diskuterede min død på. Den var et teknisk problem og ikke et følelsesmæssigt.

Annonce
Nu tror jeg ikke, at mine venner er specielt følelseskolde, de er blot et produkt af en kultur, hvor næstekærlighed og omsorg ud over den snævre kernefamilie tildeles en meget lille plads. Arbejde, børneanbringelse og -afhentning, arbejde, der tages med hjem og til sidst nogle indholdsløse tv-indslag. Mere bliver der ikke plads til. Nogle er så heldige at have forældre, der tager sig af børnene, når det trænger sig på. Ugebladene er for tiden fyldt med lykkelige bedstemødre, hvis tredje alder er viet til børnebørnene. Vi hører desværre ikke så meget om lykkelige børn, der tager sig af de gamle.

I disse indvandrerkritiske tider burde man lære lidt af den bondekultur, indvandrerne ofte kommer fra. Flere generationer, der lever sammen, familien, der lever tæt op ad hinanden og ses flere gange om ugen for at fejre særlige begivenheder med fællesmiddage. Syge og gamle, der passes. Suppe, der tilberedes efter særlige opskrifter, der virker helbredende etc.

Naturligvis med den bagside, at det er kvinderne, der tager sig af omsorgsarbejdet. Da jeg selv var alvorligt syg for nogle år siden, overlevede jeg faktisk kun i kraft af indsatsen fra en jugoslavisk familie, jeg har kendt i nogle år. De ringede hver dag for at høre, hvordan jeg havde det (om jeg var i live), de købte ind og lavede mad til mig. Passede min lejlighed, mine katte og betalte mine regninger, når jeg ikke selv havde kræfter til at gå på posthuset.

Du har gjort så meget for os, sagde de, når jeg udtrykte min taknemmelighed. Du har lært os om dansk kultur, du har vist os, at de ældre er værdifulde, blandt andet på grund den visdom, et langt liv giver. Du har lært os, hvor vigtig uddannelse er i et industrialiseret samfund. Hvor vigtigt det er at forstå det politiske liv i et moderne samfund at læse aviser, at stemme til valgene. Det er os, som er taknemmelige.

Jeg vil nu stadig fastholde, at den vigtigste lærdom er den, de har givet mig vedrørende omsorgen og respekten for de syge og gamle. Vi kan simpelthen ikke være bekendt at lade vor ældre medborgere dø i ensomhed og respektløshed på en firesengsstue på Rigshospitalet.

Pia Kjærsgaard (DF) udtalte i en valgudsendelse for to år siden, at vi levede i verdens mest civiliserede samfund. Et samfund med mange ensomme gamle vil jeg nu ikke kalde civiliseret.
Jeg har i flere år været såkaldt »voksenven« for en pige med en enlig mor og uden familie. Nu er hun blevet så stor, at drengene trækker mere end »Nøddeknækkeren«, højtlæsning af Dickens romaner og indføring i Verdis operaer. Nu vil jeg skifte min rolle som »voksenven« ud med »besøgsvennen«. Jeg tror, behovet hos de gamle er større end hos de unge.

Sidstnævnte »vokser« som regel fra besøgsvennen og finder nogle nye og jævnaldrende venner. De gamle dør bare, ofte i ensomhed.

Lone Scocozza er professor i folkesundhed
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​