Ensomheden kommer før fællesskabet

Grundtvigske toner og økumeniske klange går sammen. Man hører mindre om syndernes forladelse.
Jørgen Gustava Brandt har fat i en anden ende i sin nadversalme, som vi ikke fik med i den ny salmebog:

Ensomme sjæl,/ du er favnet og trøstet/ løftet af salmen/ og glæden i brystet.

Det kan godt være, der vokser fællesskab ud af gudstjenesten eller af nadveren. Men det sker ikke med nødvendighed. Det ved vi jo godt.

Jeg har læst Leonora Christinas »Jammers Minde« fornylig. Det gør indtryk, at hendes tro bar hende i hendes 22 ensomme år fra 1663 i fængslet i Blåtårn. Der var ikke et menighedens fællesskab, hun kunne trøste sig ved. Så lidt som der var det for Griffenfeld, der nogle år senere i sin celle på Munkholm ved Trondhjem - efter hvad jeg lærte i skolen - indridsede i ruden:

Da verden blev mig gram,/ da lærte jeg at kende/ for alvor først min Gud/ mig selv, min ven, min fjende./
Min fjende var mig gram,/ min ven var svigefuld,/ jeg selv var skrøbelig./ Gud var alene huld.

Det var ikke fællesskabet, der bar. Hvad han lærte var at være ene med Gud.

Det er vigtigt. Kristendom kalder nu engang mennesker ud hver især. Der tales i tiden meget om, at kristendom regner hver enkelt for at have menneskeværd. Det er den ene side. Menneskeværd er ikke afhængig af, hvordan et menneske fungerer i samfundet eller fællesskabet, men er givet den enkelte stillet over for Gud.

Den anden side er, at stillet over for Gud alene står man til ansvar og kan ikke gemme sig mellem de andre. Heller ikke gemme dit ansvar bag flertallet eller drukne det i demokrati. Du skylder, som det enkelte og ansvarlige menneske du er, at tale sandt, og du skylder at gøre, hvad der er rigtigt. Du skylder at hjælpe dem, der har brug for det. På dén måde er du skyldig. Og på den måde kommer du også til at lære, at du må leve af nåde, når du ikke gør, hvad du skylder. Ikke sådan i al almindelighed, fordi vi jo sådan alle sammen sådan i al almindelighed ikke er fuldkomne. Men at du som »hin enkelte« er skyldig, og at du som »hin enkelte« får lov at leve.

Dér begynder så også det kristelige fællesskab - hvis det begynder. Det kristelige fællesskab er et fællesskab af dem, Gud har kaldt ud og gjort til enkeltmennesker.

Det er vigtigt også, fordi det jo ender med, at vi dør ganske alene. Der bærer menighedens fællesskab os ikke. Der er vi ene med Gud.

Niels Thomsen er tidligere rektor på
Præstehøjskolen i Løgumkloster