I ensomhed er mennesket alene med Gud

Derfor var fællesskabsklostrene blevet populære i den vestlige kirke i den grad, at det første spørgsmål, man bliver udsat for som munk eller nonne, når man møder nogle, der ikke kender ens dragt, er dette: »Hvilken orden tilhører De?«

En orientalsk kristen munk eller nonne må så svare, at de ikke tilhører nogen orden, for sådanne eksisterer ikke i Østen, hvor man altså ikke er blevet organiseret i så høj grad, som tilfældet er i Vesten.

Den ensomme livsform

er noget, som udmærker

kristendommen i sammenligning med de to andre abrahamiske religioner, jødedommen og islam. Jesus fra Nazareth var jo ugift og levede således i ensomhed uden familien, selv om han var socialt aktiv i høj grad.

For Abrahams rolle i historien spillede hans ægteskab en afgørende rolle, om Moses forskellige polygame ægteskaber hører vi en hel del i de bibelske skrifter, og det samme gælder profeten Muhammed i Koranen og i muslimsk tradition.

I jødedommen er enhver mand religiøst forpligtet til at gifte sig. Men kristendommen valgte fra begyndelsen af en anden vej. Allerede i Paulus breve og i Apostlenes Gerninger ser vi, at ensomheden anbefales og betragtes som en prisværdig livsform for dem, som er i stand til at leve sådan.

Man kunne naturligvis tro, at en sådan tradition kunne føre til foragt for ægteskabet. Men det modsatte har vist sig at være rigtigt. Ingen af de to andre religioner hævder det monogame ægteskab med så stor iver som kristendommen. Jesus kritiserer sin samtids jøder, fordi de tillader mænd at skille sig fra deres hustru og gifte sig med en anden (Matt. 5:32).

Den vesteuropæiske jødedom er gået ind for monogami (ægteskab mellem én mand og én kvinde) siden 1100-tallet under indflydelse af kristendommen, mens orientalske jøder indtil oprettelsen af staten Israel holdt sig til den polygame tradition.

Munkevæsenet har yderligere virket til gode for kvindernes rettigheder i samfundet. Hverken mand eller kvinde får sin fulde værdi gennem samliv eller ægteskab - deres menneskelige værdighed og værdi ligger i dem selv. Det er først og fremmest som enkelt individer, vi møder Gud, og det er som sådanne, vi har vort ansvar over for Ham.

Den fælles gudstjeneste er af stor værdi og vigtighed, men som det siges: »Religiosus sine oratione est

religiosus sine ratione« - en religiøs person uden privat bøn er en sådan person

uden eksistensberettigelse (jeg tillader mig i dette tilfælde at oversætte »ratio« sådan, vel vidende at det kan betyde »fornuft« og meget andet).

Hvis munke og nonner ikke har adgang til ensomhed, bliver de en contradictio in adjecto - en selvmodsigelse. Men det gælder ikke bare munke og nonner, det gælder ethvert menneske. For er vi aldrig alene, så risikerer vi i forvirringen, som hersker omkring os, at afskære »tråden ovenfra«, den tråd, der forbinder os med Gud, og ligesom den oprindelige tråd i edderkoppens spind er den, der holder hele spindet sammen.

Kirsten Stoffregen Pedersen/Søster Abraham er koptisk nonne og bosat i Jerusalem. Ovenstående indlæg kan også findes på www.religion.dk