At være ene og svag kræver en stærk psyke

l mit arbejde som sognemedhjælper i sydvestkvarteret i København møder jeg ensomme mennesker hver eneste dag. Området er præget af ældreboliger og lejligheder, som tiltrækker mange enlige, som er svage enten fysisk eller psykisk, og hvor mange mangler et netværk.

For 12 år siden tog sognet konsekvensen af de ydre forhold og oprettede en lokal besøgstjeneste. Som sognemedhjælper er jeg ansat til at lede denne tjeneste. Ud over at støtte de frivillige besøgsvenner, kører jeg selv på daglige besøg i områ‚X
øjeblikket kommer vi i 30 hjem, og dem, vi er i kontakt med, er kun en lille del af en stor gruppe af ensomme mennesker i området. Dem vi når, er primært de gamle.
I området er der forskellige tiltag for enlige og ensomme, f.eks. væresteder for psykisk syge og misbrugere af forskellig art.

Flere gange ugentlig taler jeg med mennesker, der hellere vil dø i dag end i morgen. Deres venner er borte, deres familie er døde, og de har taget den overlevendes historie med sig i graven. Der er ikke nogen tilbage at huske sammen med. Den ældre er måske svækket af sygdom og kan ikke mere forlade sit hjem uden hjælp. Man er derfor ude af stand til at skabe sig et nyt netværk på naturlig vis. I den situation kan det være guld værd, at der en gang om ugen kommer besøg. Besøg af en, der selvfølgelig i begyndelsen er fremmed, men som hurtigt bliver en allieret og en ven. En, der har savnet én, og en, der glæder sig til at komme på besøg.

Når alt det gode er sagt - og der kan siges meget godt, om besøgstjeneste - så må man også spørge om, hvilket samfund det er, der slår sig til tåls med lappeskrædderi og frivilligt arbejde. Et par timers lindring om ugen i en stor tomhed, er det det, vi selv vil, når vi bliver gamle? Ensomheden kan ikke forhindres, men mindskes. Hvem er vi, som producerer flere og flere aleneboere blandt vores svageste medmennesker? Det er ikke godt for mennesket at være alene. Det ved vi alle sammen, om ikke andet så fra skabelsesberetningen. Men i frihedens navn skal vi nu eksempelvis alle blive længst muligt i eget hjem, måske fordi det er billigst? For kommer vi på plejehjem, så er vi virkelig syge, og fællesskabet kommer for sent. Der kan være umenneskelige byrder forbundet med at blive længst muligt i eget hjem. Ensomheden er kun et af de spøgelser, der flytter ind. Angsten er et andet.