18. november 2003
ENSOMHED: Hvad er det for et samfund, der slår sig til tåls med lappeskrædderi og frivilligt arbejde i kampen mod ensomhed?
l mit arbejde som sognemedhjælper i sydvestkvarteret i København møder jeg ensomme mennesker hver eneste dag. Området er præget af ældreboliger og lejligheder, som tiltrækker mange enlige, som er svage enten fysisk eller psykisk, og hvor mange mangler et netværk.
For 12 år siden tog sognet konsekvensen af de ydre forhold og oprettede en lokal besøgstjeneste. Som sognemedhjælper er jeg ansat til at lede denne tjeneste. Ud over at støtte de frivillige besøgsvenner, kører jeg selv på daglige besøg i områ‚X
øjeblikket kommer vi i 30 hjem, og dem, vi er i kontakt med, er kun en lille del af en stor gruppe af ensomme mennesker i området. Dem vi når, er primært de gamle.
I området er der forskellige tiltag for enlige og ensomme, f.eks. væresteder for psykisk syge og misbrugere af forskellig art.
Flere gange ugentlig taler jeg med mennesker, der hellere vil dø i dag end i morgen. Deres venner er borte, deres familie er døde, og de har taget den overlevendes historie med sig i graven. Der er ikke nogen tilbage at huske sammen med. Den ældre er måske svækket af sygdom og kan ikke mere forlade sit hjem uden hjælp. Man er derfor ude af stand til at skabe sig et nyt netværk på naturlig vis. I den situation kan det være guld værd, at der en gang om ugen kommer besøg. Besøg af en, der selvfølgelig i begyndelsen er fremmed, men som hurtigt bliver en allieret og en ven. En, der har savnet én, og en, der glæder sig til at komme på besøg.
Når alt det gode er sagt - og der kan siges meget godt, om besøgstjeneste - så må man også spørge om, hvilket samfund det er, der slår sig til tåls med lappeskrædderi og frivilligt arbejde. Et par timers lindring om ugen i en stor tomhed, er det det, vi selv vil, når vi bliver gamle? Ensomheden kan ikke forhindres, men mindskes. Hvem er vi, som producerer flere og flere aleneboere blandt vores svageste medmennesker? Det er ikke godt for mennesket at være alene. Det ved vi alle sammen, om ikke andet så fra skabelsesberetningen. Men i frihedens navn skal vi nu eksempelvis alle blive længst muligt i eget hjem, måske fordi det er billigst? For kommer vi på plejehjem, så er vi virkelig syge, og fællesskabet kommer for sent. Der kan være umenneskelige byrder forbundet med at blive længst muligt i eget hjem. Ensomheden er kun et af de spøgelser, der flytter ind. Angsten er et andet.
Det kræver en robust psyke at være alene og svag. Man er på nåde og unåde overladt til, at hele snoretrækket fungerer som et urværk omkring hjemmehjælp og hjemmesygepleje. Svips i systemet kan være fatalt for den gamle. Nogle kan ikke mere selv bevæge sig rundt i deres egen lejlighed. Man kan nok have svært ved at forestille sig den grad af hjælpeløshed og ensomhed, der kan være på spil. Man får hjælp til det praktiske, men der er sjældent tid til at tale så meget sammen, og den ældre strammer sig an.
Plejehjemmet er ikke svaret på at løse ensomhedsproblemet, vi må tænke nyt om boformer til ældre. Der er heldigvis gamle, der klarer sig fint. De er optagede og engagerede, selv om de måske er hæmmet i deres udfoldelser. Og det er fint nok.
Men for de fleste vil et par timers ugentligt besøg være alt for lidt. For mig at se rører det ikke ved ondets rod. Og ondets rod er i hvert fald blandt andet den boligmæssige fastlåsning af en efterhånden stor gruppe mennesker. Vi mangler alternativer boligmæssigt.
Jeg ved, at man planlægger 1000 nye ældreboliger og et plejehjem i området, hvor jeg arbejder. Det vil utvivlsomt blive 1000 attraktive boliger med brede døråbninger, ingen dørtrin og gode køkken- og badefaciliteter. Og det er godt.
Der er bare en stor midtergruppe af enlige, der bliver ladt i stikken. Ligesom leoparden ikke skifter sine pletter, bliver vi jo selvfølgelig heller ikke andre identiteter, når vi bliver gamle. Alle har brug for at kunne være privatmennesker, som de altid har været. Men meget ofte hører jeg en efterlysning af fællesskab.
Jeg tror, at en form for ældrekollegier kunne være et svar. En gruppe private boenheder med fælles faciliteter. Et køkken med en fast husmor til at lave mad til hele gruppen, om ønsket, og fælles rengørings- og omsorgspersonale og fællesrum til samvær. Det tvivler jeg på, at der er i de planlagte boliger, og det er en skam. Mange ældre bliver jo gamle, og ikke alle gamle har brug for et plejehjem, men de fleste har brug for øget omsorg, og kontakt med andre. Der skal nok stadigvæk være behov for besøgstjenester, for ensomheden er til en vis grad et grundvilkår for os alle sammen.
Anne-Marie Carlsen er sognemedhjælper ved Bavnehøj Kirke og Frederiksholms Kirke i København
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad