Tørklædets signalværdi

Min kristendom påbyder mig at hjælpe min næste i nød. Og med nød mener jeg nød. Den påbyder mig ikke, at jeg skal bøje mig for min næstes selviske ønske om at udstille sin egen religiøsitet. Slet ikke når denne udstilling også er en udstilling af kvindeundertrykkelse; men det kommer vi tilbage til.

Stiller sagen sig så anderledes, hvis vi følger det argument, som går ud fra den danske tradition for åndsfrihed? Denne tradition kræver, at vi skal være villige til at deltage i en åben og ærlig diskussion, som også giver andre plads til at komme til orde med deres synspunkter.

Dette krav acceptererjeg fuldt ud. Men følger det så, at jeg må fordømme Karen Jespersens holdning til tørklædeklædte lærere?

Her er der i hvert fald to punkter, som er relevante. På den ene side er der med lærergerningen ikke blot tale om en almindelig og symmetrisk dialog. Derimod om et embede med sine særlige forpligtelser. Til disse forpligtelser hører også, at man skal medvirke til at føre eleverne ind i den danske tradition for åndsfrihed og i den demokratiske fordring om rationalitet.

På den anden side er tørklædet ikke blot et isoleret symbol på en personlig religiøs forpligtelse. Kravet om, at kvinder skal bære en sådan påklædning, indgår som et led i en omfattende religiøs lovgivning - sharia - som gælder alle aspekter af samfundslivet. Det er en lov, som ikke kan diskuteres af ikke-muslimer. Den omfatter straffe som piskning og håndsafhugning, og den gør kvinder sekundære i forhold til mænd. Den fordømmer den tanke, at det enkelte menneske skulle have frihed til selv at forholde sig til, hvorledes lovene i samfundet skal være. Enhver tale om åndsfrihed ligger den fjernt. Med sit tørklæde viser læreren, at hun går ind for denne lov. Hun kan ikke hævde, at kun tørklædet er vigtigt for hende og ikke alt det andet, for ifølge loven selv er tørklædet sekundært i forhold til det meste af det andet. Så den eneste måde hun troværdigt kan vise, at hun ikke går ind for et autoritært menneskesyn, er ved at acceptere ikke at iklæde sig dets symbol.

Sammenholder vi de to sider, så er det åbenbart, at der er dyb uoverensstemmelse mellem den holdning, som lærerembedet kræver, og den holdning, som tørklædet er udtryk for. Holdningerne går på tværs af hinanden. Hvorledes bør vi så reagere? Er det her nok at møde med samtale og åndsfrihed? Denne holdning skal selvfølgelig fastholdes i den almindelige demokratiske meningsudveksling. Men må vi ikke i forhold til lærergerningen kunne kræve en vis alvorlig konsistens: at man ikke som lærer kræver at ville gå klædt på en måde, som signalerer holdninger, der er i direkte modstrid med de idealer om åndsfrihed og rationalitet, som embedet bygger på?

For mig at se er Jens Ole Christensens holdning til dette spørgsmål overfladisk. Han gør pjat af både kristendom og sharialov. Af både kristendommens bud om at hjælpe sin næste i nød og af sharialovens bud om at bestemme kvinders påklædning og straffelovens indhold. Her har Karen Jespersen et meget klarere blik for virkelighedens modsætninger. Og i hvert fald ikke mindre kristent.

Kai Sørlander er filosof og forfatter