Religion under biologisk høvl

Tor Nørretranders er først og fremmest videnskabeligt interesseret. Som formidler af videnskabelige landvindinger har han indlagt sig store fortjenester. Han kan popularisere uden at forfladige, og han kan fastholde nuancerne i moderne videnskabsteori og alligevel udtrykke sig, så det bliver forståeligt for den alment interesserede. Hans tilgang er på en og samme gang den nysgerrige journalists og videnskabsmandens. Han er opsat på at forstå og formidle.

Videnskabsjournalisten er blevet optaget af fænæ«X
tro. Som intro til emnet vælger han Tour de France-fænomenet Lance Armstrongs succesrige kamp mod kræften, som han selv begrunder med, at han valgte at tro på at tro. Aha, siger journalisten, man kan altså tro uden religion! Og det er så det, han vil undersøge nærmere.

Det kommer der faktisk meget spændende ud af - også en del forblommet snak og mere løse påstande. Det er spændende, når han går langt for at finde biologiske begrundelser for religiøs adfærd og tro, som når pardannelse og dermed sans for fællesskab i det hele taget forbindes med et bestemt hormon populært kaldet »the love hormone«, videnskabeligt oxytocin. Generelt mener Nørretranders, at »troen behøver ikke at være det fjerneste religiøs, for den er dybest set forankret i en biologisk kløgt, vi har i os«.

Nørretranders opsøger forskere, der kan hjælpe ham med at formulere biologiske forklaringer på religion og tro. Han redegør for to holdninger: Enten udgør religioner en tilpasning til miljøet, eller også er det stik modsatte tilfældet. Blandt de sidste nævner han den radikale engelske teolog Don Cupitt, der mener, at de gamle religioners hastige forfald knytter sig til undergangen af den gamle landbrugsbaserede kultur. På samme måde mener Nørretranders også at kunne begrunde den tidlige kristendoms succes, de kristne levede ikke blot længere, de fik så også flere børn!

Sådan en tilgang til tro og religion er på en og samme tid forfriskende og forstemmende. Forfriskende, fordi der anlægges nye og ofte totalt uventede synsvinkler, som gør, at man ser gammelkendt stof i nye sammenhænge. Forstemmende, fordi det jo metodisk er udtryk reduktionisme: Altså tro og religion høvles ned til biologi. Når fællesskabsfølelse begrundes i et hormon, hvad er der så i grunden sagt? Ikke helt så meget, som Nørretranders vist tror. Lad os sige, at f.eks. musiknydelse eller nydelse af poesi også hænger sammen med et bestemt hormon? Kunne man så bare tage hormonet og opnå det samme - uden om digtet? Nok ikke! Men Nørretranders vil gerne uden om religionerne. Selv undgår han dog ikke at blive næsten præstelig mild i mælet, når han taler sin egen sag.