Religiøs forandring i en globaliseringstid

Om aftenen den 23. juni sang store dele af Danmarks befolkning - trods regnen - frejdigt og sandsynligvis hovedsageligt falsk med på Lange-Müllers svære melodi: »Vi vil fred her til lands,/ Sankte Hans, Sankte Hans!/ den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende kolde!«

At nogle måske derfor havde valgt light-versionen fra Shu-bi-dua ændrer ikke ved, at danskerne var samlet over hele landet for i offentlighed at hylde Danmark på en helgens bud - Sankte Hans, alias Johannes Døberen. Men var vi da blevet katolske igen alle sammen den ene dag?

Ved nytår samles vi atter til en fælles religiøs bekræftelse af Danmark. Et statsarrangeret ritual, hvor vi stående og med champagneglas i hånden lytter til og synger sammen med Danmarks Radios Pigekor: »Vær velkommen, Herrens år,/ og velkommen herhid!/

Fredens Gud! den livsalige fred/ du skænke vort land til at blomstres ved!/

Velkommen nytår, og velkommen her!«

Vi ønsker gerne fred, både ved midsommer og ved årsskiftet, men tror vi på, at det er Guds indgriben i historien, som kan skænke vort land den livsalige fred? Kristendommen er for de fleste danskeres vedkommende noget, der hører hjemme i kirken. Men det sker oftere, end de fleste tror, at kristendommen træder ud af kirken, ud i det offentlige rum og danner substansen i ritualer, hvor danskerne bekræfter deres danskhed, som f.eks. nytårsaften.

Blandt religionsforskere benyttes betegnelsen civil religion om offentlige begivenheder, hvor et folks identitet bliver bekræftet gennem et kollektivt ritual. Ritualet får troværdighed ved at henvise til et guddommeligt grundlag, uanset om folk kan godtage det eller ej.