Præsteaktionen er ulden

Det bliver lidt uldent, når præster går sammen i en fælles protest med bestemte politiske beslutninger, som det sker i Hillerød i disse dage.

Jovist er man klar over, at præsterne ikke bryder sig om, hvad der sker (eller ikke sker) med de afviste irakiske asylansøgere, som opholder sig i Sandholmlejren. Men hvorfor er det lige, at præsterne er på banen som præster? Og det er de vist i øvrigt heller ikke helt ifølge biskop Lise-Lotte Rebel, da de ikke må bære ornat i forbindelse med demonstrationen. Og hvad er det forkyndelsesmæssige budskab? At regeringen eller de, der har stemt på regeringen, har syndet? Eller at Guds nåde gælder alle – også irakiske flygtninge? Og hvem vil være uenig i det? Budskabet synes at være, at det er "umenneskeligt", at asylansøgerne ikke sendes hjem. Men er det præstens opgave at fortælle, hvornår noget er umenneskeligt? Det skulle vel ethvert moralsk menneske kunne se. Er præstens opgave ikke at forkynde, hvornår noget er ukristeligt og ikke mindst at forkynde den Kristus, som ikke blot er kristelig, men – ja netop – Kristus, frelseren for ukristelige, men Kristus-troende syndere? Uklarheden omkring, hvorfor netop præsterne er på banen i denne (ellers sympatiske) sag må skyldes, at der i udmeldingen ikke er den klarhed i forholdet mellem lov og evangelium, som må forventes af evangelisk-lutherske præster. Guds utvetydige lov formildes til en "burde-kristendom", hvor man nøjes med at pirke til samvittighederne ved at påpege umenneskelighed frem for at dømme samvittighederne med Guds klare bud. Og derfor mangler også helt i udmeldingen det evangelium om syndernes forladelse ved tro på Kristus, som vi som præster er sat i verden for at forkynde for alle folk. Netop derfor er der ikke tale om et specifikt kristent projekt, når præsterne går på gaden i Hillerød, hvilket det ellers let giver indtryk af, netop fordi det er præster, det drejer sig om. Dermed ikke være sagt, at det ikke kan være et godt og substantielt projekt. Men hermed er blot sagt, at det udpræget er en sag, der fortjener opmærksomhed fra borgere som borgere og ikke fra præster som præster.

Peter Østergaard Jacobsen,

sogne- og garnisonspræst,

Jyllandsgade 8,

Fredericia