Kjeld Holm: Verden kommer mig ved

Vi er ganske rigtigt i Århus, på Dalgas Avenue, i en af Danmarks yngste bispegårde. En hvidkalket tidligere patriciervilla fra 1912, der har huset toldinspektorat og advokatfirma, indtil stiftskontor og den nyvalgte biskop i 1994 flyttede ind, fordi den gamle bispegård på Fuglsangsallé var blevet for lille. Udsigten til Århus Bugt har biskoppen også fra naboejendommen, hvor han bor sammen med sin hustru, Birthe.

Samtalen med Kjeld Holm tager afsæt i tre vendepunkter i hans liv, som han selv har valgt. Det ene, alle vennerne som han har fået gennem årene, er allerede rundet. Det andet er, da han kom til Århus i 1965 og mødte og blev ven med Johannes Sløk. Men først skal vi tilbage til barndomshjemmet i Diernæs ved Hoptrup i Sønderjylland. Den lille landsby 12 kilometer syd for Haderslev bestod af gårde, købmand, smed, en skole og et mejeri, hvor Kjeld Holms far var bestyrer.

– Jeg var enebarn. Min far var 42 og min mor 38 år og havde været gift i en del år, da de fik mig. Det var et alvorsfuldt hjem og præget af, at mejerisammenlægningerne var begyndt. Min far følte sig truet på sin eksistens. Han havde et pessimistisk livssyn og et stærkt depressivt anlæg i sin karakter. I dag ville man sige, at han var maniodepressiv. Men i familien hed det sig, at han var humørsyg og tungsindig. Han kunne lægge en dyne over hjemmet af bekymring.

– Det kunne være tungt for en dreng, at far ikke sagde noget i en måned. Han holdt uendelig meget af mig, men det lå som en dyne, og derfor var det altid en lettelse, når han begyndte at sige noget igen. Han fik det bedre, da han holdt op med at arbejde, og fik nogle glade år som pensionist. Min mor var modsat ham lys af sind og meget viljestærk.

– Familien var enorm. Min far havde et hav af halv- og helsøskende, og efterhånden blev det en belastning. Til påske, pinse og ved andre lejligheder skulle vi altid besøge den fætter og den kusine. Og hvad laver en lille dreng uden jævnaldrende? Så blev det noget med at gå med en farbror ud og se på tog, afsøge området for oplevelser, for dem fik jeg ikke, fordi alle var så meget ældre. På et tidspunkt protesterede jeg og ville blive hjemme. Man husker selektivt kun det gode eller det onde. Fra de første år i skolen husker jeg intet godt. Jeg var mejeribestyrerens søn og havde bedre forhold end mange af mine kammerater. Jeg var givet også anderledes end andre og blev mobbet og fik tæsk mange dage, når jeg gik hjem fra skole.

Kjeld Holm mener selv, at han har arvet både sin fars melankoli og sin mors optimisme.

– Tidligere havde jeg frygtelig svært ved at komme igennem vinteren og mørket. Og da mine børn var små, og de blev syge, blev jeg forfærdelig bekymret og udmalede alle mulige skrækscenarier. Jo ældre jeg bliver, jo mindre bekymret er jeg. Det er en dannelsesproces. Men når der sker noget i den samfundspolitiske debat, kan det slå indad som elementer af tungsind. Når Danmark går med i en krig som Irakkrigen, synes jeg, det er trist.

– Jeg har ikke skiftet holdning, tværtimod er alle mine bekymringer gået i opfyldelse: Der er borgerkrig i Irak, skaffet potentiale til ny terrorvirksomhed, og krigen kan blive et nyt Vietnam for USA. Godt nok er Saddam Hussein et svin, men folk vil ikke lade sig overtrampe af et andet land, selvom dette land kommer med de bedste hensigter.

– Det lyse livssyn ytrer sig på mange måder. Som en grundlæggende optimisme. Verden er gået fremad, og jeg har et håb, der næres af min tro, om, at vi kan skabe bedre og fredeligere forhold for mennesker. Som enebarn blev jeg meget forkælet og oplevede en gang imellem at være for meget foldet ind i omsorg. Det gør, at man kan have svært ved at stå på egne ben og er bange for konflikter. Jeg kan stadig have en fornemmelse af, at det ikke kan betale sig at tage konflikter, men ender som regel med at tage dem. Det kommer af et uudryddeligt engagement, at jeg synes, at verden kommer mig ved. Og i mit voksne liv har jeg fået den gave at møde urædde mennesker, der turde sætte noget i værk og ikke undveg konflikter og ballade.

Barndomshjemmet var også præget af det dansk-tyske grænselandsspørgsmål. Faderen var født i 1903, bedstefaderen var med i krigen i 1864, og to af faderens brødre havde deltaget i Første Verdenskrig på tysk side. Moderen kom fra et tysksindet hjem, men havde som ung valgt at gå på en dansk højskole.

– Det var for begge mine forældre omdrejningspunktet for, hvad det vil sige at være menneske. I familien var der enighed om, at det allervigtigste, der var sket, var, da Slesvig blev dansk i 1920. Når vi havde været i Kolding og kørte hjem, sagde min mor altid, at "nu kører vi ind i det genvundne land". Så jeg er opvokset med Dannebrog, danske sange og grundlovsmøder i Skibelund Krat. At være dansk var afgørende, fordi det var noget, man selv havde valgt, og det var tæt vævet sammen med kristendommen i vores hjem, der var grundtvigsk nationalt. Gud var også på Sønderjyllands og dansk side. Det var et bærende element i min fars kristendomsforståelse.

– I dag er jeg dybt skeptisk over for den nyopfundne nationalisme repræsenteret af Dansk Folkeparti. Men jeg har samtidig en stærk arv med mig. Det, jeg blev opdraget til, var ikke stolthed over at være dansk og dermed bedre end andre, men glæden ved at være dansk og betydningen af selv at bestemme, hvilken nationalitet man vil have.

Kjeld Holm begyndte som 11-årig i Haderslev Private Realskole. Faderen mente ellers, at han skulle i præliminærskolen i Hoptrup, hvor han hørte til, og "hvad ville bønderne ikke sige?" Men moderen, "der kunne tale enhver under bordet", holdt på sit. Drengen skulle til Haderslev til den bedste skole i miles omkreds.

– I de mest sårbare afgørende år i mit liv blev jeg udsat for en vældig påvirkning. Andre elementer kom ind. Jeg havde en religionslærer, Johannes Rasmussen, der senere blev min ven. Han åbnede ud til verden. Danmark var ikke verden, Sønderjylland var ikke verden. Det var en fantastisk skole med en avanceret pædagogik. Det enkelte barn skulle udvikle sig på egne betingelser og skulle selv udvikle nogle holdninger. Skolen var præget af, at de hele tiden opfordrede os til engagement. Når jeg i dag kaster mig ud i diverse gøremål fra ældrevelfærd til etnisk ligestilling, skyldes det den påvirkning, jeg fik, fra jeg var 11 til 17 år.

– Det, der anfægter mig, er verdens indretning. At der er mennesker ikke langt herfra, der lever i elendighed. Gadebørn i Sydamerika og Indien. Kunne Vorherre ikke gøre noget ved det? Vi har fået nogle værktøjer til at gøre noget ved det, men det skønner vi ikke rigtig på. Jeg vil ikke bebrejde Vorherre, at vi ikke kan finde ud af at fordele goderne, så der er nok til os alle sammen.

For Kjeld Holm var det et vendepunkt at komme til Århus i 1965, hvor han boede til leje på et lille hummer, delte håndvask med fem andre lejere og spiste på pensionat. På Aarhus Universitet læste han nordisk litteratur, men det kedede ham, og han var i tvivl, om det var det rigtige studium. Han var optaget af politik, så måske skulle han læse statskundskab?

– Jeg gik og gloede ud i luften og gik til fest om aftenen. En af mine gode venner, der nu er provst i stiftet, foreslog, at jeg læste teologi. Så gjorde jeg det, indtil jeg mødte Johannes Sløk, der var professor i teologi. Da han blev professor i idehistorie, flyttede jeg i 1967 med ham over på idehistorie. Jeg havde året forinden fulgt hans forelæsningsrække om Jesus og det absurde teater og var bjergtaget. Af hans udstråling, pædagogik og evne til at se sammenhænge, modsætninger og konflikter, som vi andre ikke så. Det var et show.

– Det ramte noget i mit sind på det tidspunkt. Sløks insisteren på, at tilværelsen meget ofte var skin eller uvirkelighed. Det, som vi foretog os i det borgerlige liv, dækkede over langt værre konflikter og modsigelser i tilværelsen i den enkeltes eksistens. Det bjergtog mig og blev ved med at gøre det i mit personlige venskab med ham. Jeg kom fra et hjem, hvor det altid gjaldt om at bevare skindet på næsen, og man skulle føje sig ind under de normer, der var et sted. Den tanke, at det var ren overflade, kom ikke til mig før mødet med Sløk. Han var et menneske, der aldrig tilstræbte harmoni for harmoniens skyld, men efter virkeligheden, hvem er jeg, hvad er min virkelighed.

– Jeg begyndte at se på tilværelsen på en anden måde. For eksempel at hele det nationale væsen i Sønderjylland også dækkede over selvtilfredshed og selvtilstrækkelighed. Der kan siges meget godt om det, men også det modsatte. Jeg lærte også, at man ikke skal være moralistisk. Moral i den konventionelle form er en måde at holde tilværelsen fra livet på. "Du må ikke det og det og det." Det minder mig om hele den kvalmende snak om værdier for tiden. Jeg vil ikke anerkende en hel masse værdier, fordi de kommer til os med religiøs overbygning eller traditionens tyngde. Moral har kun relevans for at leve med hinanden i ordentlighed. Alle andre moraler har ingen relevans.

Det var også i de år, i 1966, at Kjeld Holm mødte sin kone, Birthe til en fest på Børglum Kollegiet. De giftede sig året efter.

– Lige fra begyndelsen har hun været fantastisk omsorgsfuld, og den omsorg har varet ved i samfulde 40 år. Det er et held at have et godt ægteskab, men man skal også ville det og ikke strække våben, fordi der kommer en konflikt eller krise. Vi vil leve sammen, til døden skiller os ad, det kan vi ikke komme uden om.

– Ved du hvad, i 1960'erne og – 70'erne var der snak om, at man ikke ejer hinanden. Nej, man må ikke styre hinandens bevidsthed og tanker. Men jo, vi ejer da hinanden. Det er det mest velsignede, at nogen ejer mig, så jeg ikke skal stå alene på torvet og spejde. Sløk sagde, at der er et eminent du. Et du, der hæver sig op over alle de andre du'er, man møder. Deres tilstedeværelse er en livet om at gøre. Og deres fravær kan man ikke komme over og skal ikke komme over. Det er en kærlighedens gerning, siger Søren Kierkegaard, at erindre en afdød. Der er mennesker, der har præget en i tilværelsen, som man ikke kan komme uden om, da de levede, og da de døde. Man skal ikke lægge dem fra sig.

Som nyslået magister i idehistorie blev Kjeld Holm ansat som underviser på Teologisk Institut på Aarhus Universitet. Her fødtes tanken om at blive præst, som der dengang var mulighed for at blive ved at bestå en prøve. Han blev hjælpepræst i Vejlby, hvor han og familien dengang boede, og da der blev bygget en ny kirke i Ellevang, søgte og fik han embedet som sognepræst.

– Jeg var glad for at være præst og for at møde så mange forskellige mennesker i livets yderpunkter, i den største glæde eller dybeste sorg. Dér var virkeligheden til, der var ikke stukket et lag ind, man var inde ved personen selv. Og så det at få lov til at formidle kristendommen, som jeg synes er det vigtigste i vores liv og sandheden om vores tilværelse.

– Men jeg holdt fast i andre dimensioner ved at lave noget andet end at være præst. Det gør jeg også i dag, blandt andet som formand for bestyrelsen for Danmarks Pædagogiske Universitet. Man skal aldrig kun beskæftige sig med et område, for så bliver man ensporet. Jeg anbefaler igen og igen nye kandidater og præster at have en vennekreds i andre fagområder end deres eget.

Kjeld Holm har også været engageret i fagpolitisk arbejde i Præsteforeningen, som han var formand for fra 1988 til -94. Her oparbejdede han sin "kærlighed til administration", og herfra udsprang opfordringen til at stille op til bispevalget, som han mod egne forventninger vandt.

– Når der sker noget nyt som det at blive biskop, åbner verden sig på en helt ny måde, og det er fornøjeligt. Jeg har aldrig kunnet stå for nye opgaver, for jeg synes, det er så spændende. Naturmæssigt er det også det smukkeste stift, og jeg elsker at køre ud i det østjyske landskab. Der kan være trælse ting, som hvis der opstår en konflikt i et sogn, og alle veje synes betrådt. Så må man prøve at løse konflikten igen og se, om der er nye muligheder. Det kan være besværligt, men ikke noget, der giver søvnløse nætter. Men der kan være offentligt pres, der kan være belastende i visse situationer. Og der kan være medier, der i perioder går efter dig som person for at få dig ned med nakken. Det må man se at ryste af sig.

– Der har for eksempel været avisartikler om, at nu kom der nye vip-lokaler på Århus Stadion, blandt andet til biskop Kjeld Holm. Nu er det faktisk til sponsorer, der lægger en masse penge. Men det er lidt små ubehageligt at komme ned på torvet og blive tiltalt med: "Nå, man er nok ved at indrette vip-lokale til dig!". Det er en lille fjer, der bliver til fem høns. Som offentlig person må man også hele tiden være bevidst om, at det, man siger, kan blive fordrejet.

Kjeld Holm har altid levet i et balancepunkt mellem det, der forandrer og det, der ikke forandrer sig. Det uforanderlige er for ham troen og de mennesker, der er i hans liv: Hans kone, børn, de nære venner – og for tre år siden kom et nyt menneske til, barnebarnet Maja, som er det tredje vendepunkt i hans tilværelse.

– Lille Maja har gjort livet større. Hun er en gave uden lige. Det herlige ved børnebørn er, at man ikke skal opdrage dem, det gør forældrene. Man skal bare nyde, og der er ingen ambitioner, man glæder sig bare over, hvad de kan. Da ens egne børn var små, kneb det med at være opmærksom og standse op i de øjeblikke, hvor man siger til sin kone: "Hørte du, hvad hun sagde?" Som da Maja en dag stillede mig spørgsmålet: "Ved du noget om Samson, morfar?" "Ja", svarede jeg, hvorefter hun fortsatte: "Du er godt klar over, at han havde alt for langt hår", fortæller Kjeld Holm smilende og tilføjer:

– Kærligheden til børnebørn er den mest uegennyttige kærlighed, der findes.

remar@kristeligt-dagblad.dk

Kjeld Christian Festersen Holm

Er født 1945 i Diernæs ved Hoptrup, Sønderjylland. Student fra Haderslev Katedralskole 1965. Mag. art. i idehistorie, Aarhus Universitet 1972. Teologisk tillægseksamen 1974, meritoverførsel til teologisk embedseksamen 1990. Adjunkt i systematisk teologi ved Aarhus Universitet 1972-74. Hjælpepræst i Vejlby 1974. Sognepræst ved Ellevang Kirke, Århus, 1974-94. Biskop over Århus Stift fra 1994. Har engageret sig i bestyrelsearbejde i blandt andet Ældrefonden fra 1991, Den Danske Præsteforening fra 1986, formand 1988-94, De Folkekirkelige Uddannelsesinstitutioner fra 1991, formand 1994-2001, Ældreforskningsrådet fra 1992, formand 1995-2000, De Historiske Stiftelser i Århus Stift fra 1994, Danmarks Pædagogiske Universitet fra 2000, formand fra 2005, formand for Nævnet for Etnisk Ligestilling 1997-2002 samt medlem af Unibanks Bankråd 1996-2000, Rådet for Menneskerettigheder fra 2003 og af bestyrelsen for Institut for Menneskerettigheder fra 2003. Har skrevet en lang række teologisk-filosofiske bøger, deriblandt "Søren Kierkegaard og Romantikerne", "Tro og livsmod", "Begrebsforvrring" sammen med Johannes Sløk og "At man er en anden". Tildelt Århus Stiftstidende Fonds Pris og FTF's Velfærdspris. Gift med lægesekretær Birthe Elgaard Holm. Parret har to voksne døtre og et barnebarn.

Biskop og menneske

Vi ser dem i deres flotte kåber ved højtidelige anledninger og som meningsdannere i kirkelige, etiske og eksistentielle spørgsmål. Men hvem er personerne bag bispeembederne i Danmark? Hvad har formet dem? Kristeligt Dagblad beskriver biskopperne i en serie portrætinterview, hvor de fortæller om deres liv ud fra tre vendepunkter, de selv har valgt. Tidligere interview er bragt den 24. november (Niels Henrik Arendt), den 9. december (Steen Skovsgaard), den 15. december (Jan Lindhardt), den 22. december (Elisabeth Dons Christensen). Artiklerne kan læses på www.kristeligt-dagblad.dk.