Af Tobias Stern Johansen |
30. december 2006
Trods fodfejl og kritik fra politisk hold siger kirkeretseksperter god for Hillerød-præsternes kommende protest. Også biskop Lise-Lotte Rebel har taget imod en undskyldning fra præsterne
De 10 præster fra Hillerød er stødt på problemer, allerede få dage efter at de annoncerede en protestaktion mod afvisningen af 583 irakiske asylansøgere, som finder sted den 6. januar. Dels har præsterne ikke informeret biskoppen tilstrækkeligt om den kommende protest, og dels er præsterne blevet mødt med skarp kritik fra danske politikere.
Forud for protesten sendte Hillerød-præsterne en pressemeddelelse til landets medier, men biskop Lise Lotte Rebel, som er præsternes tilsynsførende, modtog ikke meddelelsen før i går. Præsterne omtaler sig her som en "præsteaktionsgruppe", og det er ikke i orden, sagde Lise-Lotte Rebel til Jyllands-Posten.
Præsterne har nu undskyldt over for biskoppen, og efter at have skimmet pressemeddelelsen ser biskoppen ikke nogen grund til at hindre præsternes demonstration.
– Jeg har indskærpet over for dem, at de selvfølgelig har ytringsfrihed som alle andre, og jeg har tillid til, at præsterne er klar over, hvordan de skal forholde sig i den situation, siger hun.
Hvis præsterne blev bedre til at informere biskopperne i den slags situationer, ville de undgå mange problemer, mener Jørgen Stenbæk, tidligere lektor ved Det Teologiske Fakultet, Århus.
– Det bør i højere grad indbygges i præsternes kultur, at de underretter biskoppen. Hvis pressemeddelelsen var præsenteret for biskoppen, kunne hun have vejledt dem om for eksempel ikke at bruge som præsteaktionsgruppe, siger Jørgen Stenbæk.
De 10 præster holder dog fast ved ordlyden i pressemeddelelsen, og de lægger ikke skjul på, at de ønsker at påvirke regeringen til at genoptage asylansøgernes sag.
Det er misbrug af præsteembedet – også selvom de ikke demonstrerer iført præstekjolen, mener indfødsretsordfører for Dansk Folkeparti, Søren Krarup.
– De demonstrerer som præster, og derved misbruger de kristendommen ved at signalere, at den er knyttet til en bestemt politisk holdning, siger han.
Men præsterne har ret til at gennemføre demonstrationen, selvom der er tale om en regulær politisk aktion, mener kirkeretsforsker Kristine Krogh Garde.
– Præsterne ønsker entydigt at påvirke politikerne, men der er ingen juridiske problemer forbundet med, at de gennemfører aktionen, og jeg mener derfor ikke, at der er grundlag for at standse den, siger hun og henviser til en lignende sag fra 1998, hvor højesteret slog fast, at præster må optræde i politiske demonstrationer uden at være iført præstekjolen, hvilket netop er tilfældet med de 10 præster fra Hillerød.
Det samme mener Jørgen Stenbæk.
– Præsterne er ude i et politisk ærinde, men det har enhver borger ret til, og man kan ikke uden videre sige, at præster ikke må reagere, i det øjeblik at de går imod noget, de mener er en uretfærdig behandling.
johansen@kristeligt-dagblad.dkLæs mere mere om præsteaktionen i Hillerød på
kristeligt-dagblad.dk
Sagen kort
Tirsdag den 26. december: Ti præster fra Hillerød og omegn udsender en pressemeddelelse om, at de vil gå på gaden lørdag den 6. januar og protestere mod afvisningen af 583 irakiske asylansøgere. Aktionen skal munder ud i en forbøns-gudstjeneste for irakerne.
Torsdag den 28. december: Præster fra Odense, Esbjerg og Mariager bakker op om Hillerød-aktionen.
Fredag den 29. december: Fremtrædende muslimer og tværreligiøse foreninger støtter protesten.
Lørdag den 30. december: Tilsynsførende biskop Lise-Lotte Rebel accepterer undskyldning fra de aktionerende præster, som har glemt at høre hendes mening om den endelige ordlyd af deres oprindelige pressemeddelelse. Kirkeretseksperter godkender aktionen.