Kristendom i EU-forfatning er uforenelig med protestantisme

Lad os begynde med at se på spørgsmålet ud fra kristendommens synsvinkel. Her støder vi straks på den gamle konflikt om, hvorvidt kirken skal optræde som politisk magt. Og eftersom reformationen var en protest mod pavekirkens verdslige magtudøvelse, er vi også solidt plantet i modsætningen mellem katolicisme og protestantisme. Set i det lys er det ikke så underligt, at den katolske kirke arbejder for, at der i forfatningen skal henvises til, at den europæiske kultur bygger på kristne værdier. Det ligger helt i forlængelse af dens egen historie.

Men her må den protestantiske kristendom tøve. Den gjorde opstand mod paven ud fra evangeliernes forkyndelse. Den kan ikke acceptere kirken som en verdslig magt, fordi ingen verdslig magtudøvelse kan begrundes på evangeliernes forkyndelse. Ingen domstol kan bygge sin status på fordringen om ikke at dømme. Ingen hær og intet politi kan bygge sin magt på fordringen om at vende den anden kind til. Evangeliernes forkyndelse er så radikal, at den ikke kan gøres til politik. Det vil sige, at skal der være politik, så skal den føres på verdslige betingelser. Derfor tager man ikke evangeliernes forkyndelse alvorligt, hvis man vil gøre den til værdigrundlag for en europæisk forfatning. Tværtimod må dette anses for et misbrug af forkyndelsen.

Derfor må en afklaret kristen protestantisme være nødt til at gøre modstand mod ethvert forsøg på direkte at ville gøre den kristne forkyndelse til værdigrundlag for den europæiske forfatning. Fra protestantisk side bliver den katolske kirkes forsøg på at ville gøre kristendommen til værdigrundlag for EU-forfatningen ensbetydende med en utilladelig nedskrivning af den kristne forkyndelse.

Lad os så gå over til at se på spørgsmålet, om kristendommen bør nævnes i forfatningen, ud fra den rent forfatningsretslige synsvinkel. Her er der to grundlæggende forhold, som umiddelbart er relevante. Det første er, at forfatningen skal gælde for alle borgere i EU ganske uafhængigt af deres religiøse ståsted.

Det andet forhold er, at det er utænkeligt, at forfatningen ikke skal indeholde en fordring om religionsfrihed. Tilsammen udelukker dette, at man på en alment forpligtende måde kan begrunde forfatningens værdier på en bestemt religion.

I og med at forfatningen indeholder en fordring om religionsfrihed, så tager den selv grunden bort under ethvert forsøg på at begrunde den på en religion. Så bliver enhver sådan begrundelse tom og meningsløs. Ud fra helt forskellige overvejelser er den forfatningsretslige og den protestantisk kristne synsvinkel altså enige om konklusionen. Dette er for mig at se en helt afgørende konklusion; men det er ikke det sidste ord om sagen. For hvis vi accepterer, at kristendommen ikke skal fremføres som værdigrundlag for EU-forfatningen, så stiller der sig straks nye spørgsmål. Først og fremmest spørgsmålet om, hvad der så er værdigrundlaget. Ser vi på selve forfatningen, så bestræber den sig på at lægge rammerne for en gruppe af stater, hvor borgerne skal sikres en elementær politisk ligeværdighed, og hvor den enkelte derfor også skal sikres de åndelige og materielle forudsætninger for at kunne udøve denne ligeværdighed. Formelt skal ligeværdigheden sikres gennem en form for demokrati. De åndelige forudsætninger for på meningsfuld måde at kunne deltage i demokratiet skal sikres gennem krav om skoleuddannelse og om ytrings- og tankefrihed. Og de materielle forudsætninger skal sikres gennem krav om et socialt sikkerhedsnet. Overordnet set forsøger EU-forfatningen rent rationelt at lægge rammerne for et statsforbund, som politisk skal virkeliggøre idealet om borgernes elementære ligeværdighed. Og som sådan forudsætter forfatningen altså værdier som personlig ligeværdighed og rationalitet. Men nu er det én ting at påpege, at forfatningen forudsætter disse værdier. Det er en ganske anden og anderledes vanskelig opgave at opbygge et samfund, som faktisk er i stand til at virkeliggøre dem. Det sker ikke blot ved at vedtage en forfatning, som kræver værdierne opfyldt. Det sker kun, hvis der i folket - i det demokratiske flertal - er evne og vilje til at bakke op om en politik, som sikrer denne opfyldelse.

Dette indebærer, at diskussionen om forfatningen nødvendigvis også må inddrage historien. Den må spørge, hvorfor det netop har været i den europæiske kultur, at man i moderne tid bevidst har forsøgt at realisere idealet om den personlige ligeværdighed i det politiske system. Hvorfor forsøgte man ikke det samme i andre betydelige kulturer som f.eks. den kinesiske eller den islamiske? Hvad er det i vor historie, som forklarer den forskel?

Når vi i Europa har udviklet de politiske idealer om demokrati og sekulære menneskerettigheder, så er der al mulig grund til at tro, at det hænger sammen med, at vi har haft en religion, som selv har draget et skel mellem religion og politik, og som derfor selv har medvirket til at gøre politik til en rationel og verdslig affære. Således var det hverken i Kina eller i den islamiske verden. Der havde man religioner, som hver på sin måde også samtidig var politiske konstitutioner.

I historiens lys står konklusionen om, at kristendommen ikke direkte bør fremføres som værdigrundlag for EU-forfatningen, altså fast. Men samtidig føjes så til, at kristendommen - specielt i sin protestantiske form - er en historisk forudsætning for den almindelige europæiske accept af det demokratiske samfundsideal og de religionsuafhængige menneskerettigheder.

Selvom vi ikke direkte bør henvise til kristendommen som værdigrundlag for EU-forfatningen, så kan der altså være positiv grund til at nævne kristendommen som en historisk forudsætning for, at vi har kunnet realisere de værdier, som forfatningen faktisk bygger på. Men det vigtigste er selvfølgelig ikke, om dette nævnes i forfatningen. Langt vigtigere er, om det blev forstået. Om det blev forstået, at hele forfatningsdiskussionen står i dyb historisk gæld til kristendommen. At denne forståelse fuldstændig mangler - i brede og politisk indflydelsesrige kredse, er det mest bekymrende.

Kai Sørlander er filosof