Det afrikanske dilemma

I centrum af landsbyen ligger stadig toguna, den lavtloftede, åbne hytte, hvor de ældste træffer landsbyens vigtige beslutninger. Der er lavt til loftet, så ingen fristes til at rejse sig i pludselig vrede. Og stolperne, der bærer det flere meter tykke stråtag, er rigt udskårne med motiver, som symboliserer dogon-folkets otte sidste udødelige forfædre.

I udkanten af landsbyen løber også de røde, hvide og sorte

offerstriber ned ad bjergsiden, hvor der ofres hirsegrød og høns til lebe-kulten til den første dødelige forfader.

Når en dogon dør, menes hans sjæl at fare hjemløs rundt, indtil den endelige begravelsesceremoni, damaen, hvor den afdøde sjæl hjælpes over i det hinsides af imponerende maskedanse. Indtil da risikerer den omflakkende sjæl at slå sig ned i nyfødte børn, hvorfor der ofres hirsegrød efter hver fødsel.

I dag er mange af de omkring 350.000 dogoner muslimer eller kristne. Men den traditionelle kult fortsætter.

– Det siger imamen ikke noget til. Han er også selv med til at ofre hirsegrød, påstår Kaï Ebeloubolo, en ung dogon fra landsbyen Sangha.

– Vi danser mest op til regntiden, så vi kan få en god høst, fortæller Kaï, som glæder sig til dogon-folkets store fest, sigien.

Den fejres hvert tresindstyvende år og varer i adskillige år, hvor særlige dansere drager fra landsby til landsby. Næste gang er i 2027.

– Den mand, der når at opleve to sigier, er heldig, konkluderer den unge dogon.

Men hvad sker der med disse århundredgamle traditioner, når moderniteten og den økono-

miske udvikling æder sig ind på de traditionelle stammesamfund og bryder isolationen?

Det har Isaie Douyon forsket i. Han er selv dogon og antropo-log ved det socialvidenskabelige fakultet i Malis hovedstad, Bamako.

– Udvikling og international bistand har konsekvenser for den traditionelle levevis. Det samme har de ændrede klimatiske forhold i Sahel-området, hvor tørken vinder frem og underminerer landbruget, som dogon-folket lever af. Spørgsmålet er, hvordan dogon-kulturen vil tilpasse sig til en ny økonomisk og social sammenhæng, påpeger han.

Dette spørgsmål ligger latent

i debatten om Afrikas fremtid. Afrikansk film og litteratur kredser blandt andet om dette spændingsfelt mellem ønsket om moderne udvikling og behovet for en kulturel forankring, mellem moderne rationalitet og et traditionelt verdenssyn præget af magi og symbolik. Mellem respekten for de ældres viden og behovet for nytænkning.

– Det første skred sker, når dogon-folk flytter fra landsbyen til byen. Allerede her oplever man, at det bliver vanskeligt at praktisere de traditionelle ritualer, som er tilpasset til rytmen i landsbyen men ikke til et liv i byen, hvor arbejds- og andre tider skal overholdes, konstaterer

Gaëlle Beaujean, etnolog og specialist i afrikansk kultur ved det etnologiske Quai Branly-museum i Paris.

Men også i landsbyerne kan ritualerne være uhensigtsmæssige, påpeger Isaie Gouyon.

– En del af dogonernes fetisch-tro spærrer for udvikling. Fetischerne, eller gudebillederne, kræver store ofre af får og høns, som koster landsbyboerne mange penge. Et andet eksempel på uhensigtsmæssig kulturel praksis er omskæring af vore småpiger.

– Der er grundlæggende to muligheder. Enten får vi investeringer og udvikling til vore landsbyer, så befolkningen får del i de moderne goder og tilpasser deres levevis til moderne forhold. Ellers også klamrer vi os nostalgisk til fortiden. Det er der foreninger til bevarelse af dogon-kulturen, der forsøger på. Men også vestlige etnologer ville gerne fryse os fast i fortiden, mener den afrikanske atropolog.

Et museum i Leiden i Holland har på et tidspunkt arbejdet med tanken om at genopbygge forladte dogon-landsbyer og installere dogoner i dem, så de kunne leve som i "de gode gamle dage". Det er noget, der gør Isaie Douyon vred.

– Det er et forsøg på at gøre os til museumsgenstande. Man vil gerne have et sted, hvor europæerne kan rejse hen og se, hvordan de første menneker levede. Respekt for vores kultur betyder ikke, at man skal spærre os inde i den eller reducere kulturen til den kosmologi, som fremmede etnologer finder så mystisk, siger Isaie Douyon.

Gaëlle Beaujean mener også, at den traditionelle dogon-kultur vil ændre sig ved mødet med moderne livsførelse. Og udviklingen er allerede i gang, understreger hun.

– Der bliver færre og færre hogoner, altså traditionelle åndelige ledere, og de rituelle danse udføres i stigende grad til ære for turisterne. Den animistiske tro opgives til fordel for islam og kristendom, og ritualerne mister lidt efter lidt deres religiøse indhold, påpeger hun.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at dogon-folket mister deres kultur, påpeger hun.

– Ingen kulturer er statiske. Også dogon-kulturen har igennem tiderne tilpasset sig og optaget nye elementer. Det afgørende er, at kulturen overlever i den mundtlige overlevering. Det er den, der skal bevares, så de kulturelle rødder, og den kulturelle egenart ikke forsvinder. Sådan har vi jo også bevaret vores kultur i Europa, uden at vi lever som vore bedsteforældre, understreger Gaëlle Beaujean.

Det er netop hele tanken bag Unesco's bestræbelser på at etablere en verdensarvsliste ikke blot for bygninger og andre materielle kulturskatte, men også for den immaterielle kulturarv i form af sang, dans og mundtlige overleveringer.

– Undervisning og moderne viden vil føre til, at man holder op med omskæring, mener Isaie Douyon.

– Fetischerne kan bevares som et kunstnerisk udtryk for vores fælles fortid, uden at man behøver at tro på, at de har en magt, som skal mildnes med bekostelige dyreofre. Målet er, at dogon-kulturen og vores gamle traditioner overlever som en kulturel markør, en historie vi er fælles om. Vores danse kan sagtens overleve som folkedanse, som vi holder i hævd og fremfører ved festivaler og kulturbegivenheder, uden at vi tror på deres magiske betydning. Meningen er ikke, at vi skal blive ved med at leve, som dogonerne altid har gjort, påpeger antropologen.

– Jeg betragter mig selv som kosmopolit, siger han.

– Jeg har studeret i Sankt Petersborg, skrevet min doktorafhandling i Tyskland og arbejdet med forskning i England og Holland. Men der vil altid være noget af dogon-kulturen i mig.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk

**Mali er verdens fjerdefattigste land ifølge FN og udvalgt til nyt programsamarbejdsland for dansk bistand. Kristeligt Dagblad har med delvis støtte fra Danida besøgt landet. Artiklerne her på siden udgør fjerde del af serien, der i sin helhed kan læses på

kristeligt-dagblad.dk