Birthe Pedersen skriver fra Mali |
29. december 2006
I årtier har Dogon-folket fascineret etnologerne med sit rige symbol-univers og tilsyneladende mystiske kendskab til Sirius-stjernen, som er blevet tilskrevet både rumfolk og de gamle egyptere
Dogon-folkets myter har fascineret etnologer og fantaster, lige siden den franske etnolog Marcel Griaule i 1946 slog sig ned i landsbyen Sangha, hvor han i to år indsamlede dogon-folkets mytologiske fortællinger.
Griaules bog, "Vandguden, Samtaler med Ogotemmeli" fra 1948, baseret på samtaler med dogon-manden af samme navn, er en klassiker. Marcel Griaule taler blandt andet for, at afrikansk tænkning og mytologi er mindst lige så rig og kompleks som for eksempel den græske.
Som i flere andre afrikanske mytologier udgår verden ifølge Dogon-folket fra én oprindelig skaber. Amma skabte jorden og det første væsen, Nommo, som han gav Ordet, det talte sprog. Nommo, vandguden, repræsenterer livet og den perfekte, kosmiske orden, som modsætning til "den blege ørkenræv", som repræsenterer døden og forstyrrer den guddommelige orden.
Geneviève Griaule, Marcel Griaules datter, som også selv er etnolog, var med på missionen i 1948, da Ogotemmili fortalte hendes far om dogon-folkets mytologi.
– Hver dag ventede vi med spænding på, at min far skulle komme tilbage og fortælle et nyt stykke af mytologien. Han havde allerede før krigen skrevet en bog, hvor han beskrev dogon-mytologien, men takket være Ogotemmeli fandt han ud af, at mytologien var ualmindelig kompleks, et sammenhængende, logisk verdensbillede, som danner grundlaget for en civilisation, fortæller Geneviève Griaule.
– Som i enhver mytologi og enhver religion har dogon-mytologien et forstyrrende element, som skaber uorden i Skaberens plan, og som forklarer, hvorfor verden ikke er perfekt, selvom Skaberen er almægtig og derfor kunne skabe den perfekte verden. Hvor vi med en kristen formulering taler om godt og ondt, taler dogon-folket om orden og uorden. Orden er de principper og de handlinger, der favoriserer livet og frugtbarheden. Uorden er de handlinger, som forårsager død. I den forstand er der tale om et filosofisk sammenhængende verdenssyn, der ligger til grund for en social organisering. Det er andet og mere end overtro. Min far bekæmpede hele sit liv de vestlige fordomme om afrikansk kultur som totalt blottet for civilisation og abstrakt tankegang, siger Geneviève Griaule.
Ogotemmeli løftede også sløret for de fantastiske maskedanse, som dogon-folket er blevet berømt for sammen med sin skulpturkunst.
Kun de særligt indviede mænd må deltage i maskedansen, som benyttes både i begravelsesceremonier og i frugtbarhedsritualer for at sikre en god høst. Iført dyremasker eller forklædt som de faretruende peul-kvinder med spidse brystproteser udfører danserne akrobatiske, ofte frygtindgydende danse. Styltedansere behersker til fuldkommenhed de flere meter høje stylter, andre bærer sirige-masken, der afsluttes af et flere meter langt bræt, som danseren skiftevis hamrer i jorden bag sig og svinger rundt i en halsbrækkende cirkel.
– I begravelsesritualerne illustrerer maskerne de levendes verden, som den afdøde skal forlade, og dansernes opgave er at hjælpe sjælen med denne overgang til dødsriget, forklarer Gaëlle Beau-jean, specialist i afrikansk kultur ved det etnologiske Quai Branly-museum i Paris.
Men det er dogon-folkets kosmologi, som især har fascineret og givet anledning til rablende fantasier om rummænd og gamle egyptiske overleveringer.
For dogon-folkets univers kredser omkring Sirius, vores galakses mest lysende stjerne. Universet udgår ifølge mytologien fra stjernen Digitaria, også kaldet Po tolo, lille stjerne, som dogon-overleveringen har placeret ved siden af Sirius og beskriver som mindre og tungere end Sirius.
Her er det, mystikken begynder. For Digitaria kan ikke ses med det blotte øje. Men Sirius har rent faktisk en bi-stjerne, Sirius B, opdaget af amerikaneren Alvan Clark i 1862. Efterfølgende undersøgelser har vist, at Sirius B er mindre end Sirius og med en langt større massefylde.
Og ikke nok med det: ifølge dogon-mytologien skal Sirius have en satellit, som heller ikke kan ses med det blotte øje, men som et hold franske atronomer hævder at have identificeret i 1995.
Men hvordan kunne dogon-folket vide det? Og hvordan kunne de vide, at Sirius B er godt 50 år om at fuldføre sin bane om Sirius, således at dogon-folkets allerstørste ceremoni, sigien, som fejres med en overflod af maskedanse og fester – hvert tresindstyvende år?
Allehånde fantasifulde forklaringer er blevet bragt til torvs. I 1976 fik amerikaneren Robert Temple stor succes med sin bog, "The Sirius Mystery", som forklarer, at dogon-folket har sin viden om Sirius og hele sin mytologi fra rumvæsener fra Sirius.
Andre har udarbejdet hypoteser om, at dogon-folket har overtaget sin Sirius-viden fra de gamle egyptere. Atter andre mener, at det er Marcel Griaule selv, som har plantet historierne om Sirius hos Ogotemmeli, som derefter har flettet dem ind i sine mytologiske overleveringer.
– Dette er absurd, for min far kendte ikke til astronomi. Og der findes på Bandiagara-plateauet et bygningsværk af meget gammel dato bestående af store klippeblokke med en åbning, hvorfra man netop kan se Sirius på bestemte tidspunkter, siger Gene-viève Griaule.
– Det er ikke umuligt, at efterkommere efter de gamle egyptere er nået til det sorte Afrika. Der er fund i Sahel-landet Tchad, der tyder på det. Men i virkeligheden findes der ingen forklaring på dogon-folkets Sirius-myter, konkluderer hun.
bpedersen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad