Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Skatten og perlen - de umistelige værdier til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skatten og perlen - de umistelige værdier

Sognepræst Thomas Kristensen holdt prædikenen i 2003.

- Scanpix.

Kommenter Hold mig opdateret

Kristendommen bidrager også til værdidebatten i Danmark. Bibelen og kirken brænder efter at komme til orde med en menneskeværdig etik og livssyn, sagde sognepræst Thomas Kristensen blandt andet i sin prædiken i anledning af folketingets åbning

Herre Jesus Kristus, vi takker dig, fordi vi i dit ord må finde det dyrebareste af alt, både til liv og evighed. Giv du os at få øje på dette dyrebare, på Himmerigets skat og perle. Ja, giv os en sådan glæde derover, at vi må bære din skat og perle med os i alt, hvad vi har for i de dage, der står foran. Amen.

Mattæus 13,44-46: »Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.

Igen: Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den.«

Nogle gange dukker noget meget værdifuldt op, hvor vi slet ikke havde ventet det. Andre gange må vi lede og lede, inden det lykkes at finde noget, der duer. Men ægte værdier samler vi vist alle på. På de vigtigste områder i livet kan vi ikke nøjes med billige efterligninger.

Annonce
Og hvad duer så? Det fører vi værdidebatter om. Hvad er værd at samle på netop nu? Hvor meget må det koste at få det, vi gerne vil have? Og det svære spørgsmål: Hvilke værdier bliver vi nødt til at vælge fra for at kunne vælge andre til, som vi finder mere vigtige? Vi kan jo aldrig få det hele, der må hele tiden prioriteres.

Det er politikeres vanskelige opgave at træffe disse valg i samfundets store sammenhænge. Men dertil er det vores alle sammens opgave at vælge fra og til i de mindre cirkler, vi også færdes i. Personligt, i familieliv, arbejde og fritid.

At leve er at vælge, prioritere, hvad du vil satse på. At leve er dermed at øve dig i at prioritere rigtigt. Som dette at lede andre også kræver, at du bestandig er opmærksom på at prioritere de vigtigste værdier forrest. For disse andres skyld.

Værdidebatten i politik og samfund vil og bør fortsætte. For at få de bedste værdier til flest mulige forrest i køen. Det er vores alles ansvar. Kristendommen, som vi bygger på hertillands, har i allerhøjeste grad sit at bidrage med til denne værdidebat. Bibelen og kirken brænder efter at komme til orde med en menneskeværdig etik og livssyn. Fordi vi ved, at uden dette grundlæggende bidrag går der ikke mange år, førend vi tager skade på vore værdier, tager skade på menneskeligheden! Her har vi et fælles ansvar for både at tale og lytte os ind i blivende værdier.

De to små lignelser om skatten og perlen taler om værdier så kostelige, at de kommer til at gå forud for alt andet. For de to, der finder skatten og perlen. Egentlig kan disse lignelser slet ikke bruges i den til enhver tid nødvendige værdidebat. De går snarere bagom for at fortælle os, at der er nogle værdier, som vi skal have orden på allerførst! »Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift«, minder Jesus os om ved en anden lejlighed. Der er noget eksistentielt, noget personligt helt fundamentalt, som vi først af alt må finde ind til! En skat, en perle, som Jesus har lagt parat til os.

På én gang er denne skat helt gratis og lige til at samle op - og samtidig skal du finde den ved at lede og lede og betale for den! For sådan er det med de ægte værdier: De koster! Men aldrig mere, end at glæden ved dem er endnu større end prisen!

Skatten, perlen, er til stede. Et eller andet sted i den livsmark, du er betroet, ligger den gemt til dig. Tit overser du den dog og render efter noget andet, som glimter mere, selv om det er uægte perler.

Har du imidlertid set den ægte perle, så ved du, at du aldrig bliver tilfreds, førend du har fået fat i den. Alt andet vil bare være næstbedst - imod at få fat i den ægte perle.

Hvad er det, der er så særligt ved den skat og perle, Jesus har lagt til os? Hvad er det, Jesus vil have os til at satse på, så vi når rigtigt i mål med vort liv? Og så vi vælger gode værdier undervejs i livet?

Det er »Himmeriget«, siger Jesus. Frelsen, den evige salighed! Som livet her og nu kun er som et sekund af. Himmeriget er så funklende og fint, der, hvor der ingen død og sorg er, ingen elendighed og umenneskelighed og smertelig adskillelse. Der, hvor der er fred og glæde og heling af alt, hvad der bliver brudt itu for os på jord. Og dette at finde denne skat og perle af evighedsværdi giver glæde og stærke virkninger allerede her og nu. Det er kristendommens historie, selv med alle dens brist, et stærkt vidnesbyrd om.

Han, som fandt skatten, og han, som købte perlen, var enige om, at vel satte de alt ind på at få skatten, men de betalte ikke for meget! De havde nu fået mere, end de nogensinde havde haft! Alt koster Himmerigets skat. Der kan ikke betales med noget andet end os selv. Så høj er prisen: Alt, hvad der er i mit liv! Men så lav er prisen også: Jeg skal ikke betale med mere end mig selv! Og der ses ikke på den forfatning, vi kommer i. Der ses bare på, at vi lægger vort liv som betaling. Pænt eller usselt, som det er.

Alt, men ikke for meget. Nej, »for hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv«, siger Jesus. Hvad gavner det at få alt, men tage skade på min sjæl? Her står vi med det mest grundlæggende af alle værdivalg, vi skal træffe i livet. Og som får indflydelse på alle andre prioriteringer, vi gør os. Vil du finde Himmerigets perle, så får du en skat, der er mere værd, end hvad du ellers har anskaffet dig af gods og ære og magt! Så kosteligt er det evangelium om Himmeriget, som Jesus rækker os. Og det skal vi vide, både når vi vælger det, og når vi vrager det! Intet andet er af større værdi end at gribe efter og blive grebet af denne Guds gave ... Jesus er selv Himmerigets udstrakte hånd til os. Den hånd, som er mærket af korsnaglerne fra den dag, hvor han bar alle vore forkerte og syndige valg med op på korset for at skænke os tilgivelse, en ny begyndelse og en skat af blivende værdi. Skatten er gratis, den ligger lige til at samle op. Men den koster samtidig hele dig at få i eje!

Sådan er det nemlig at leve! Vi befinder os hele tiden imellem Kristi åbne hånd, der vil skænke os alt - og så vort eget ansvar for at lede og vælge. Kristus har allerede valgt alt værdifuldt til os - og samtidig finder vi kun hans skat og perle ved selv at vælge dem.

Et helt liv som indsats for at vinde perlen, det var købmandens indsats. Og ligeledes hans indsats, som købte marken med skatten. Finder vi, som dem, perlen og skatten, så er vort liv vel anvendt, for så har vi nået det største. Men går vi forbi perlen, fordi vi vil bruge vort liv på noget andet, så mister vi alt ægte og får kun billige efterligninger. Så mister vi vores »sjæl«, den evige frelse.

Vi mister også som folk vores »sjæl« og værdifulde identitet, hvis vi går efter andet end evangeliets ægte himmerigsskat.

At vælge for livet kræver frimodig satsning, men også eftertanke. Lignelserne om skatten og perlen fortæller Jesus for at få os til at satse frimodigt på Himmeriget - og samtidig gøre det med eftertanke. For Himmerigets skat ser ikke spændende ud for den overfladiske! Men har du tanke for at komme rigtigt i mål med livet og prioritere de rigtige værdier undervejs, da lyser evangeliets skat og perle så stærkt, at dén bliver værdien bag om alle de værdivalg, du ellers skal træffe.

Sats frimodigt! For Kristi skat er det værd! Glæden ved at finde og få den overgår alt andet - og kaster så også lys over, hvad der i øvrigt er værd at vælge til og vælge fra af værdier.

Amen
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​