Ida Nicolaisen optager ikke for ingenting en stor artikel i Dansk Kvindebiografisk Leksikon. For hun er ikke blot en af landets mest markante antropologer, men også en antropologisk kamæleon, der har haft succes med næsten alt, hun har rørt ved
– hvad enten det har handlet om feltarbejde i Borneo eller fornemme bestyrelsesposter i både danske og internationale sammenhænge. Og det imponerende CV vidner i det hele taget om en faglig bredde, som få kan prale af. I øjeblikket er hun for eksempel formand for Søren Kierkegaard Forskningscenteret, vicepræsident for en FN-organisation for oprindelige folk og redaktør på et 16-bindsværk om nomader – ved siden af sit job som seniorforsker på Institut for Asienstudier.
Alligevel stråler overskuddet ud af hende, da hun åbner døren til sin lyse Frederiksberg-villa med et smil, som minder om skuespilleren Meryl Streeps i Mit Afrika. På én gang nysgerrigt, imødekommende og selvsikkert. Og med sin slanke figur, der smidigt svinger sig gennem de fornemme stuer, ligner hun faktisk også Karen Blixen til forveksling. Til gengæld er der ikke ét gran af arrogance at spore hos Ida Nicolaisen, der lige ubesværet betræder de bonede gulve i New York og lergulve blandt oprindelige folk på Borneo. Og da vi tager hul på hendes hjemmebagte boller og fantastiske dannelsesfortælling, bekræfter hun billedet af et menneske, der kan klare alt.
Som barn fik hun en borgerlig opdragelse, men også en ustoppelig eventyrlyst med sig hjemmefra. Faderen var amtmand i Ribe og trak hende i fritiden med utrættelig appetit rundt til historiske bygninger. Men en anden del af familien var mere utæmmet.
– Jeg havde en vild og gal mormor, der som ung lod sig surre til masten på et skib til Grønland, hvor hun blev lærerinde. Min morfar arbejdede også på Grønland i mange år, så det vrimlede med grønlændere hos dem, når jeg kom på besøg. På den måde traf jeg tidligt den eskimoiske kultur. Og min farbror var på ekspeditioner i Afghanistan. Af natur var min far en mere forsigtig mand, der ikke var til de store armbevægelser, men han hyldede samtidig princippet om at opdrage med frihed under ansvar, så da jeg ville læse antropologi, var der ingen problemer, selvom ikke engang studievejledningen vidste, at man kunne læse faget, da jeg søgte ind.
– Oprindeligt ville jeg have læst arkæologi, som jeg også havde en stor interesse for. Men jeg ville alligevel hellere have med levende mennesker at gøre. Og det blev jeg helt sikker på, efter at jeg havde været til et foredrag i Etnografisk Forening, hvor min farbror talte om arbejdet mellem nomader i Afghanistan.
Derfra var hun sikker på, at hun ville følge i farbroderens fodspor. Men da Ida Nicolaisen begyndte at læse etnografi på Københavns Universitet i 1958, var hun den eneste studerende på den årgang. Året før var der ingen og heller ikke året efter. Dengang var der kun to undervisere tilknyttet faget. Den ene var en spændende, ung forsker, Johannes Nicolaisen, som hun giftede sig med.
– Det ægteskab blev en dør til en ny verden for mig. For Johannes var dygtig og en ildsjæl, der hurtigt fik nogle af verdens fremmeligste forskere inden for faget til landet i takt med, at han fik bygget dette op på universitetet. Han var selv den første magister i antropologi herhjemme, og et par år efter blev han også den første professor. Og alle de skarpe hjerner kom hos os i vores lille hus i Kartoffelrækkerne. På den måde fik jeg selv en unik chance for at høre om andre kulturer, mens jeg var i begyndelsen af tyverne. Det lærte jeg meget af.
Ida Nicolaisen ville dog ikke stå i skyggen af sin mand, så hun tog til Aarhus Universitet for ikke at gå til eksamen hos ham.
– Allerede mens jeg var studerende, var vi kommet ind i de eksplosive 1960'ere, hvor de humanistiske fag og samfundsfagene eksploderede. Og jeg blev ansat som undervisningsassistent på et helt nyt fag ved Københavns Universitet, der hed kultursociologi. Det eksisterer ikke længere, men det fandtes i næsten 25 år. Her kom jeg til at stå for undervisningen i antropologi, hvor faget både beskæftigede sig med vores samfund og Den Ttredje Verden.
– Det var i de ustyrlige dage, hvor der ikke var lærere nok, så jeg havde folk til magistereksamen, før jeg selv havde fået min egen eksamen. Og det bragte mig samtidig fra et lille afgrænset forskningsmiljø til et nyt tværfagligt fag med så stor frihed, at de studerende selv sammensatte deres pensum.
– På den måde kom jeg til at sætte mig ind i alverdens emner, fordi vi endte med at have 500 studerende. Jeg har ikke tænkt på det som en del af min dannelse tidligere, men jeg er sikker på, at det var med til at gøre mit udblik stort. Det var en kolossal udfordring, som fik mig til at sprede mig meget, og det har præget mit liv siden.
Ida Nicolaisen færdiggjorde sin egen magisterkonferens i 1971. Efterfølgende fortsatte hun med at undervise i kultursociologi, mens hun dyrkede sit eget forskningsprojekt på Borneo.
– Jeg har levet knap fem år af mit liv i Borneos regnskov hos et folk, der ikke har et dannelsesbegreb som vores, men de betragtede mig klart som udannet, i betydningen uvidende, fordi jeg ikke kendte deres kultur og dens skikke. Den måtte jeg møjsommeligt tilegne mig samtidig med, at jeg blev mere bevidst om min egen dannelse.
– Jeg voksede selv op i en klassisk borgerlig forståelse af, hvad dannelse er. Jeg lærte europæisk historie og sprog, inklusive latin, men måske uden at forstå, at det ville give mig et mere spændende liv, jo mere jeg fik lært. I dag har jeg en bredere forståelse af dannelse. Det hænger selvfølgelig sammen med mit fag, som nok har givet mig en relativering. Men hvis jeg virkelig skal pege på noget, der har betydning for mig i dag, er det hjertets dannelse. At møde mennesker, der har en finfølelse over for, hvordan andre har det. For selvfølgelig kan man få en spændende samtale ud af at snakke med en, der kender alt til den græske og romerske dannelsesskat. Men måske er det vigtigere at omgive sig med mennesker, der har hjertets dannelse. Og jo ældre jeg bliver, desto vigtigere er det for mig.
Hvordan udvikler man hjertets dannelse?
– Jeg ved ikke, om der findes en opskrift på det, men hvis man åbner sig mod samfundet, så man får en større forståelse for den eksisterende ulighed, der giver folk så vidt forskellige betingelser i vores verden, så bliver man måske så taknemmelig for sin egen tilværelse, at man gerne vil gøre en indsats for at andre skal have det godt.
Hun sidder lidt og tænker, inden hun selv vender tilbage til dannelsesbegrebets udvikling.
– Men når du stiller mig et spørgsmål om dannelse, er det klart, at man heller ikke kan komme uden om det klassiske, som vi forbinder med dannelsesbegrebets udvikling i vores egen kultur i 1700-tallet. Med påvirkningen fra Goethe og den hjemlige udvikling med Goldschmidts romaner, Madvig og Emma Gad. Man kan se, hvordan vi famler omkring det i dag med kanondebatten om en fælles viden, som kan udgøre en fælles dannelse. Den debat er god, men man kan se, hvor svært vi har ved det, når informationsmængden bliver stadig større i takt med globaliseringen og de elektroniske mediers eksplosive vækst.
Så vi er gået fra Goethe til Google?
– Ja, netop. Og det er vigtigt, at vi kan finde viden, men det er lige så vigtigt at kunne forholde sig refleksivt til den viden, man for eksempel finder på Google. Og det er et dannelsesprojekt i dag. For viden er nødvendig for at danne sig en holdning, men refleksionen over for den viden er lige så vigtig, og refleksionen har måske ikke så gode kår i vores tid, fordi vi zapper rundt i tilværelsen mellem enorme informationsmængder, som vi hver dag skal orientere os i. Hver dag kan blive en kamp om fravalg. På den måde kan det være vanskeligt at finde sine ståsteder.
– Selve mit arbejde handler om at trænge ind i, hvordan verden kan forstås anderledes, når jeg for eksempel befinder mig på feltarbejde i Borneo. Og det gør, at jeg hele tiden kommer til at reflektere over mit eget samfund i mødet med deres. Herhjemme forsøger jeg at finde tiden til refleksion. Jeg har et lille husmandssted på Lolland, hvor jeg ofte søger hen for at samle tankerne i ensomhed. Det er mit fristed, hvor jeg sjældent har gæster.
Det er dog ikke kun på Lolland, hun har en ekstra bolig. I New York har hun også en lille lejlighed. Det hænger sammen med hendes andet ægteskab med fysikeren Abraham Pais, der blev en ny dør i hendes egen dannelsesrejse. Denne gang til nobelprismodtagerkredse i USA. Det blev et møde, der også kom til at betyde en stærkere indsats i kamp mod global ulighed, som mange fysikere også kæmper imod. Og siden har hun selv siddet i adskillige nationale og internationale bestyrelser i det arbejde. Men mødet med USA betød også, at hun igen måtte lære en ny kultur at kende, da hun indledte det transatlantiske ægteskab i 1990, hvor ægteparret pendlede mellem verdensdelene.
– Jeg kom "udannet" i Borneo og følte meget det samme, da jeg kom til Amerika. Meget af det, de talte om, kendte jeg ikke. For jeg havde for eksempel ikke læst de samme børnebøger og havde derfor ikke de samme metaforer. På den måde mærker man, at man ikke har den samme referenceramme i andre kulturer. Og derfor regnes man for udannet, når man kommer uden for Europa. Men jeg tror, at moderne dannelse også handler om at turde leve med den usikkerhed, det giver at kaste sig ud på de 10.000 favne efter den viden, man kan hente i andre kulturer, uden at være bange for at miste sin egen.
Er dannelsesidealet for vor tid så i virkeligheden en international antropologisk kamæleon?
– Det antropologiske er i hvert fald ikke dårligt. For ved at lære om andre kulturer, kommer man også til at værdsætte sin egen kultur. Og jeg tror, at det er sundt at spejle sig selv i mødet med anderledes tænkende. Det er jeg i hvert fald taknemmelig for, at jeg har haft mulighed for gennem mit liv.
Et spontant latteranfald bryder pludselig ud af hende, mens vi står i hendes entre og udveksler et par sidste replikker i farten.
– Jeg hørte et udtryk i radioen forleden, hvor én talte om at være en postmoderne turbonomade. Det er måske det, jeg er.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dkFakta
Ida Nicolaisen
**Født i 1940 i Hellerup. Hun er student fra Ordrup Gymnasium og mag.art. fra Aarhus Universitet. Hun har været lektor på Københavns Universitet fra 1971-1997, hvor hun blev seniorforsker ved Nordisk Institut for Asienstudier. Ida Nicolaisen har lavet feltarbejde i Vestafrika og på Borneo og arbejdet både som rådgiver for den malaysiske regering, FN og verdensnaturfonden. Hun har været medlem af Rådet for Udviklingsforskning, været næstformand i Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde. Og fra 2002 har hun været vicepræsident for FN's Permanente Råd for Oprindelige folk. Hun er formand for Søren Kierkegaard Forskningscentret, medlem af Kronprins Frederiks Fond og World Diabetes Fondation. Ida Nicolaisen er ridder af Dannebrog og har været flere priser, ligesom hun er medlem af flere udenlandske akademier og videnskabernes selskab.
FaktaDannelse til tiden
**Hvad er dannelse i en tid, hvor Google har overhalet Goethe? Der er mange definitioner på begrebet dannelse, der har fået en renæssance de senere år. Vi har interviewet en række mennesker om, hvad de forstår ved dannelse og om, hvad der har dannet dem? Dette er det tredje interview.
Tidligere artikler i serien kan læses på
kristeligt-dagblad.dk