Da kirken brugte sin røst

Gradvist dukker der i den kirkelige debat eksempler op på, at man også i kirkens rækker tog stilling til de spørgsmål, som besættelsen havde stillet landet og dermed kirken overfor. I den udstrækning, at debatten foregik i den trykte presse, var kirken naturligvis underkastet samme vilkår som den øvrige presse, men generelt må det konstateres, at den kirkelige, kritiske debat, der fandt sted i besættelsesmagtens skygge, var forbavsende fri. I et nutidigt perspektiv er det værd at overveje, om mere faste repræsentative organer (f.eks. et kirkeråd, en synode) kunne opnå tilsvarende frihedsgrader, eller om det var den kirkelige ordnings »anarkistiske« karakter, der virkede befordrende for denne frihed.

Debatten opstillede en række følsomme emner - først og fremmest behandlingen af jøderne, men også retsspørgsmålet, censuren m.m. - som pejlemærker for, om samarbejdspolitikken gik for vidt, så man måtte protestere. En række præster fandt sammen og søgte at organisere et kirkeligt uformelt apparat efter inspiration fra Norge, samtidig med at man også anmodede bispekollegiet om at fremsætte en ud-talelse. Holdningerne til disse initiativer faldt fuldstændigt efter de sædvanlige mønstre. De lavkirkelige brød sig ikke om en sådan »kirkelig aktivisme«, og de grundtvigske var imod tanken om, at »kirken« skulle udtale sig. Også i bispekollegiet var stemningen lunken, men hver især udsendte bisperne »hilsener« til deres eget stift og undgik således at tale på »kirkens vegne«.

Jødespørgsmålet havde som omtalt været et af fokuspunkterne, og da den svenske kirke første søndag i advent udsendte en protest imod tyskernes arrestation af de norske jøder, skærpedes presset mod de danske biskopper for en tilsvarende protest, gerne i form af et hyrdebrev.

Forløbet faldt historisk sammen med det opinionsskred, der var affødt af 1942-efterårets stramning i den tyske politik. Den i befolkningen upopulære Erik Scavenius (R) blev statsminister, flere ledende medlemmer af modstandsgruppen Frit Danmark blev arresteret af tysk politi, og de arresterede viste sig at være landskendte, respekterede medborgere. Samtidig havde regeringen genindskærpet forbuddet imod tyskfjendtlige udtalelser i pressen herunder kirkebladene. I denne situation væltede det ind med henvendelser til biskopperne om, at det bispemøde, der skulle afholdes i januar 1943, skulle udsende en protestskrivelse. På bispemødet var der imidlertid intet ønske om at efterkomme dette pres. Man enedes om at orientere ministeriet om kirkens bekymring, man sendte hilsener til nordens kirker, men noget hyrdebrev blev det ikke til.

Interessant nok var meningerne delte biskopperne imellem både angående protest og evt. hyrdebrev.

Københavns biskop, Hans Fuglsang Damgaard, stod alene som fortaler for en eventuel kirkelig markering, og kort efter gik han enegang, da han afviste at videresende et ministerielt forbud til præsterne mod at omtale den norske kirke i kirkebladene eller i prædikenen. Denne enerådighed skulle blive afgørende for det senere nok så berømte hyrdebrev. Regeringen havde forsikret biskopperne om, at den aldrig ville acceptere jødelovgivning, men efter regeringens afgang den 29. august 1943, var det beskyttende skærmbrædt forsvundet, og jødeaktionen fandt sted natten til lørdag 2. oktober. På den kirkelige front havde man ikke været passiv. I månedsvis havde Fuglsang Damgaard stået i forbindelse med menige københavnske præster, der havde stået bag henvendelserne til bispekollegiet. Efter regeringens tilbagetræden havde bl.a. ransagningen af Mossaisk Troessamfunds kontorer givet anledning til frygt for, at noget var i gære, og i forståelse med Fuglsang Damgaard havde de københavnske præster udarbejdet et forslag til en protest, der eventuelt kunne oplæses i kirkerne i tilfælde af en tysk aktion mod jøderne. Udkastet forelå den 25. september - en uge før jødeaktionen. Onsdag 29. september kom Mossaisk Troessamfunds sekretær til bispegården med alarmerende forlydender om en forestående aktion mod jøderne. Fuglsang Damgaard traf egenhændigt beslutning om, at præsternes protestudkast skulle afleveres i ministeriet som kirkens protest og ikke nok med det: Protesten skulle også oplæses ved søndagsgudstjenesten i alle landets kirker som hyrdebrev, dersom tyskerne iværksatte en aktion. Kollegerne billigede absolut ikke københavnerbispens egenrådige initiativ. Der var handlet overilet, ordlyden var uheldig, og kollegerne burde være inddraget, men nu gik jødeaktionen i gang, og videre diskussion forstummede. Hyrdebrevet nåede ud de fleste steder til oplæsning ved søndagsgudstjenesten den 3. oktober 1943 - bl.a. rundbragt per ilbud af cyklende teologiske studenter. Kun Fyns grundtvigske biskop, Hans Øllgaard, afviste at sende det fælles hyrdebrev ud. Han lavede i stedet sit eget og undgik derved, at nogen talte på kirkens vegne.

Hyrdebrevet udtalte »den danske kirkes stilling til jødespørgsmålet«, en overskrift der dog i flere tilfælde blev fjernet af stiftets biskop. I tre korte paragraffer afviste hyrdebrevet jødeforfølgelse. Jøderne var Guds ejendomsfolk. Forfølgelse stred mod den kristne næstekærlighed og imod dansk retsfølelse.

På det efterfølgende bispemøde lød der megen kritik af Fuglsang Damgaard, men også af Fyens biskop Øllgaard. Hyrdebrevet blev vel modtaget i befolkningen og har siden fået sin plads i kirkehistorien som et eksempel på, at den danske kirke vitterligt kan tale, når det gælder.

Men hvad har det oven for gennemgåede forløb så at sige i nutidens debat? Er forløbet et argument for, at den folkekirkelige ordning må ændres? Eksemplet fra oktober 1943 viser, at kirkens udtalelse kom på rette tidspunkt i en sag, der var så vægtig, at den tåler at måles med evighedens alen - hyrdebrevet fik varig plads i kirkehistorien. Det siges, at vi skal lære af historien, men lærdommen er aldrig entydig. Man kan håbe, at besættelseserfaringerne kan bidrage til overvejelse og perspektivering i den igangværende debat.

Erik Thostrup Jacobsen er lektor og forfatter til bogen »Som om intet var hændt - Den danske folkekirke under besættelsen«

Læs kronikken i morgen:»Uddannelse for alle - også de fattigste« af Tore Asmussen og Sanne Müller