Tobias Stern Johansen |
27. december 2006
På asylcentret Sandholm i Nordsjælland føler de afviste irakiske flygtninge sig klemt fast mellem et land, der ikke vil have dem, og et land, de ikke tør vende hjem til
En kold, klam tåge indhyller de massive bygninger på den gamle kaserne i Birkerød og forstærker indtrykket af isolation fra den omkringliggende verden. Stedet er asylcentret Sandholm. Det er her, afviste asylansøgere opholder sig, inden de skal rejse ud af Danmark. Stedet er som en landsby uden liv, og ud over bilernes susen fra de nærliggende landeveje høres ikke en lyd.
Sognepræsterne Thyge Enevoldsen og Per Bohlbro fra Grønnevang Kirke i Hillerød, som har deres gang blandt asylcentrets cirka 40 kristne irakere, skal mødes med en flok afviste irakiske flygtninge for at fortælle dem om den kommende protest mod regeringens udlændingepolitik og afvisningen af 583 irakiske asylansøgere.
– De er blevet udvist til et kaotisk helvede og kan ikke gøre andet end at vente, siger Thyge Enevoldsen, mens vi går forbi den eneste levende sjæl på den øde cementvej – en lille pige med langt sort hår og pink dynefrakke, som tøffer rundt i et par badesandaler, dobbelt så store som hendes fødder. Mange af børnene her er vokset op i asylcentre og kender ikke til livet udenfor – det er ikke noget, de selv har valgt, fortæller Thyge Enevoldsen.
Bag de store kasernebygninger er lange rækkehuse med små boliger til flygtningefamilier smækket op. Et ægtepar og deres søn bor på et værelse på 12 kvadratmeter, mens bad og toilet deles med en fremmed familie.
I et lidt større fællesrum bliver de to præster mødt af smilende ansigter fra seks ældre mænd og ti kvinder. De lytter spændt med blikket rettet mod Thyge Enevoldsen, mens han fortæller om demonstrationen. De ældste nikker, hver gang den mandlige tolk har oversat præstens ord til arabisk.
– Det må være nok nu. Vi føler os pinligt berørte over, at det, I går igennem, sker i vores land, siger Thyge Enevoldsen med rynkede bryn. Han må bide sig i læberne, for at skjule, at de bævrer.
– Derfor har vi besluttet os for at demonstrere i byens centrum, så alle kan forstå, hvor umuligt det er for jer at vende tilbage til Irak, og alle præsterne i Hillerød bakker op om det, siger han så begejstret, at han glemmer tolken, som selv afbryder og understreger, at demonstrationen skal gå fredeligt til. Det bekræfter sognepræsten.
Sammen med sin kone har tolken, Khalid Yusif Gerges på 74 år, boet på danske asylcentre i fem år. At rejse tilbage er at gå lige lukt i døden, mener han.
– De ville slå os ihjel, samme dag vi landede. De ved, at vi er kristne, og at vi har været i Danmark, og det betyder for dem, at vi har penge, siger han.
Han har problemer med hjertet, og selvom behandlingen på Sandholm er sparsom og mest består af en daglig håndfuld smertestillende piller, er det bedre end i Irak, mener han.
– Vi hører hele tiden om kidnapninger og mord, og der er ingen medicin og ingen læger tilbage, som vil kunne hjælpe ham, afbryder hans kone, Noor Basheer Matloob.
Hun tøver ved spørgsmålet, om der er noget godt at sige om Sandholm. Nej, lyder det endelige svar. To gange om ugen må de møde op hos politiet og skrive under på, at de ikke vil rejse. Hver gang bliver de spurgt om det samme: Er I klar til at rejse? og det virker stressende på dem.
– Men sammenlignet med Irak er alting bedre, siger Khalid Yusif Gerges og griner.
– Vi beder til Gud om at få opholdstilladelse. Måske kan demonstrationen have en virkning på de danske autoriteter. Det er vores sidste håb, siger Noor Basheer Matloob.
Merna Samir, en af de yngre piger med stort sort hår og trætte øjne, kom til Danmark for syv år siden. Dengang var hun 12 år, og hun flygtede fra Irak, efter at hendes far, en irakisk politiker, blev dræbt af Saddam Husseins folk og familiens hus brændt ned. Siden kom hendes mor og søskende til.
– Det første år var dejligt, for jeg havde hørt, at man kunne gå i skole, finde arbejde og få et sted at bo i Danmark, når man kom udefra. Men årene gik, og jeg blev bare flyttet rundt på asylcentrene, siger hun på flydende dansk.
– For tre år siden havde jeg stadig et håb, men det har jeg ikke længere. Min mor er hele tiden syg, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke været i skole i lang tid, for jeg kan ikke koncentrere mig læn-gere, og jeg glemmer alting. Det eneste, jeg ikke har glemt, er vores hus i Irak og min far, som hentede mig fra skole, siger hun.
Hun taber hele tiden tråden, stirrer ud i luften og skal have spørgsmålene gentaget.
– I Irak vil de tro, at vi er rige, fordi vi har boet i udlandet, og så dræber de os, hvis vi ikke giver dem penge.
– Det værste er bare at sidde og ikke vide, hvad der sker med os, siger Merna Samir.
johansen@kristeligt-dagblad.dkPORTRÆT SIDE 8
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad