Ventetid i ingenmandsland

En kold, klam tåge indhyller de massive bygninger på den gamle kaserne i Birkerød og forstærker indtrykket af isolation fra den omkringliggende verden. Stedet er asylcentret Sandholm. Det er her, afviste asylansøgere opholder sig, inden de skal rejse ud af Danmark. Stedet er som en landsby uden liv, og ud over bilernes susen fra de nærliggende landeveje høres ikke en lyd.

Sognepræsterne Thyge Enevoldsen og Per Bohlbro fra Grønnevang Kirke i Hillerød, som har deres gang blandt asylcentrets cirka 40 kristne irakere, skal mødes med en flok afviste irakiske flygtninge for at fortælle dem om den kommende protest mod regeringens udlændingepolitik og afvisningen af 583 irakiske asylansøgere.

– De er blevet udvist til et kaotisk helvede og kan ikke gøre andet end at vente, siger Thyge Enevoldsen, mens vi går forbi den eneste levende sjæl på den øde cementvej – en lille pige med langt sort hår og pink dynefrakke, som tøffer rundt i et par badesandaler, dobbelt så store som hendes fødder. Mange af børnene her er vokset op i asylcentre og kender ikke til livet udenfor – det er ikke noget, de selv har valgt, fortæller Thyge Enevoldsen.

Bag de store kasernebygninger er lange rækkehuse med små boliger til flygtningefamilier smækket op. Et ægtepar og deres søn bor på et værelse på 12 kvadratmeter, mens bad og toilet deles med en fremmed familie.

I et lidt større fællesrum bliver de to præster mødt af smilende ansigter fra seks ældre mænd og ti kvinder. De lytter spændt med blikket rettet mod Thyge Enevoldsen, mens han fortæller om demonstrationen. De ældste nikker, hver gang den mandlige tolk har oversat præstens ord til arabisk.