Han døde for tidligt

Hvorfor græder en mand i sin bedste alder over tabet af en gammel amerikansk countrysanger? Af flere grunde. Først og fremmest fordi Johnny Cash var »The Greatest Cowboy of Them All«, som en af hans gospelsange hedder, og for denne signatur har han været en trofast musikalsk følgesvend i mange år.

Men nok så vigtigt er Cashs bortgang et alvorligt kulturelt tab, fordi han angiveligt var inde i sit livs mest spændende periode, kunstnerisk set. Det kan lyde ejendommeligt - manden havde trods alt passeret de 70 og skulle således have sine bedste år bag sig; navnlig når han opererede i populærmusikken, hvor der som bekendt ikke tolereres mange grå hår, før man bliver sendt på pension. Hvad Cash på en måde også allerede blev i 1986, da hans pladeselskab, Columbia Records, skrottede den dengang 54-årige sanger, efter at han havde lavet hits til dem i 28 år.

Det har Columbia siden fortrudt, hvad der ikke er noget at sige til: Efter bruddet kom Cash nemlig til at lave sine bedste plader overhovedet. Det begyndte i 1994 med den helt akustiske »American Recordings«. Da den udkom, blev den af mange modtaget med et forsigtigt smil på læben; dels fordi halvfemserne var et årti, hvor man var bange for at tage noget som helst alvorligt, dels fordi der allerede var udkommet temmelig mange unplugged-plader på det tidspunkt med det resultat, at mange opfattede pladen som endnu et bud på en genre, som var ved at være lidt slidt. Og dels fordi Cash selv lagde op til ironien ved at stå med hele to hunde på omslaget i bedste westernstil, ligesom pladens afslutningsnummer - »The Man Who Couldn't Cry« - er en noget langtrukken pendant til vittigheden om, at der skal fem countrysangere til at skifte en el-pære; en til at skifte den og fire til at synge om, hvor god den gamle var. Ikke desto mindre er ironien forduftet i takt med, at pladen har fået lov til at gro sig fast. »American Recordings« synes at stå stærkere år for år som god årgangsvin.

Selve pladens tilblivelse er et eksempel på, at populærmusikken på det seneste er begyndt at bevæge sig i særegne retninger på tværs af genrer og generationer. Den skyldes nemlig Rick Rubin, der har sin baggrund i rapmusikken, men desuden sit eget pladeselskab. Rubin fik fat i den efterhånden glemte Johnny Cash og spurgte, om han ikke havde lyst til at lave noget hos ham, hvad Cash ikke havde noget imod. Men hvor man kunne frygte, at en ung rapsanger ville føre gamle Cash up to date, så skete der lige præcis det modsatte. Rubin foreslog, at de barberede alt væk og lod Cash stå alene tilbage med sin stemme, blot akkompagneret af hans eget (forresten elendige) akustiske guitarspil. Det skulle vise sig, at Cash havde haft nøjagtig samme idé gennem de cirka 40 år, han på det tidspunkt havde lavet plader; han havde bare aldrig fået lov.

Det fik han så nu; ja han fik det i en grad, så man kan mistænke de herrer Rubin og Cash for, at de ligefrem har haft som arbejdsplan, at det ikke måtte være pænt. Der er i hvert fald ikke pyntet på noget, men resultatet er ikke desto mindre meget, meget stærkt; Cash synger så intenst, nøgent og direkte, som han aldrig har gjort før.

Deres samarbejde fortsatte i 1996 med den knap så vellykkede »Unchained« (skønt den også vinder med årene), men herefter regnede alle med, at nu skulle vi ikke forvente at høre mere fra Cash. Det slog man sig så til tåls med - Cash havde trods alt afrundet sin karriere på værdig vis - men i slutningen af halvfemserne kom der så meldinger om, at Rick Rubin og Johnny Cash minsandten atter var i studiet, og da resultatet - »Solitary Man« - udkom i 2000, lød det næsten for fantastisk til at være sandt. Cash havde rigtignok været syg, det kunne tydeligt høres, men det forstærkede kun det udtryk, som også gjorde sig gældende på »American Recordings«, og som helt essentielt handler om de store eksistentialer: liv og død. Men nu sunget af en mand, hvis rustne stemme i sig selv udtrykte, at han havde kendskab til, hvad han sang om.

Med den plade kunne man næsten ikke forlange mere, og det var så lige præcis, hvad man gjorde: Forventningerne op til sidste års »When the Man Comes Around« var tårnhøje, men de blev mere end indfriet. Sangmaterialet var denne gang mere modigt end nogensinde tidligere. Cash har alle dage været ligeglad med, om han selv eller andre havde skrevet den sang, han fremførte; bare den var god nok. Alene på Rick Rubin-pladerne er der versioner af numre skrevet af Depeche Mode, U2, Sting, Tom Petty med flere foruden en række af de store sangskrivere som Leonard Cohen, Tom Waits og Nick Cave. Men der er ikke tale om efterligninger af orginalerne; tværtimod skærer Cash sangene helt ind til benet, ofte med et resultat til følge, så de oprindelige versioner blegner.

På »The Man Comes Around« vover Cash imidlertid at gå i krig med en række af de helt store klassikere, som man ellers skulle tro var slidt ned, men nej: Vi får Beatles-sangen »In My Life«, som naturligvis skal synges af en gammel mand; Vera Lynn-kendingen »We'll Meet Again«, der afslutter pladen og dermed får en makaber, religiøs betydning, samt ikke mindst og allermest interessant Paul Simons »Bridge Over Troubled Water«. Når man hører Johnny Cashs udgave, bliver man klar over, hvad der nok har været Simons oprindelige intention, nemlig at nummeret er en salme.

Jeg har altid tolket sangen som en art mellemmenneskelig, lyrisk »hvis-du-er-alene-har-du-i-hvert-fald-mig-som-ven«-sag, men når man hører den med Cash, bliver man klar over, at der står større ting på spil: Den, der synges til, befinder sig i den ensomhed, der opstår på dødslejet, hvor man stadig er ved bevidsthed, men ved, at det er forbi; afsyngeren er stemmen fra det hinsidige, der vil hjælpe den døende over de problemfyldte vande.

Det er på en gang grusomt og smukt, men når Cash formår at kaste nyt lys på en så gennemtæsket komposition, så er ingen sang teoretisk set for stor, for god eller for ofte indspillet til, at Johnny Cash kunne genføde den.

Da sukkersygen tog livet af Cash natten efter den 11. september, blev et spændende populærmusikalsk kapitel samtidig afsluttet, som ganske vist og heldigvis var godt i gang, men efter al sandsynlighed havde potentiale til meget mere. Det er til at tude over.

Søren E Jensen er teolog

og medarbejder i Danmarks Radio.

Hans udsendelse om Johnny Cash' teologi

genudsendes søndag aften 19.20 på P1

Læs kronikken i morgen:

Kulturkamp er også kvindekamp

af Torben Hansen og Lone Nørgaard