Ondt i samlivet

DANSKE PAR skændes stadig om opvasken. Trods ligestilling og opvaskemaskiner er det stadig de hjemlige pligter - og især opvasken - der får flest danske par til at overveje skilsmisse. Det fremgår af den Gallup-undersøgelse, som Kristeligt Dagblad har fået foretaget om »Familieliv og samliv«, og som omtales og kommenteres i dagens avis.

Det viser sig, at hvert andet par af de adspurgte har haft en samlivskrise, og hvert fjerde par har på et eller andet tidspunkt overvejet at gå hver til sit, primært på grund af de hjemlige pligter. Udover at mænd og kvinder generelt ser temmelig forskelligt på, hvordan der skal se ud i hjemmet, så er det nærliggende at tro, at skænderierne som regel dækker over noget langt dybere.

Moderne ægteskaber med to udearbejdende voksne er ofte meget fortravlede trafikknudepunkter, hvor der løbende sammenholdes kalendre og udveksles pligter og fordeling af opgaver. Med andre ord - folk har travlt med alt muligt andet end at passe samlivet. Derfor er det bekymrende, som det formuleres i dagens avis, når så mange siger, at de har ondt i samlivet, for det peger på et større samfundsmæssigt problem, der blandt andet har at gøre med både den måde, arbejdsmarkedet er indrettet på i forhold til familier, og med et skattesystem, som reelt gør det meget svært at skabe valgmuligheder i forhold til den klassiske model med to fuldtidslønninger og dermed få mere tid og luft ind i parforhold og familieliv.

Men det er stadig kun ydre årsager i det mønster, som er med til at gøre Danmark til et af de lande i verden med flest skilsmisser. De tungeste årsager er nok i virkeligheden, at mange mennesker oplever, at det er vanskeligt at nå ind til hinanden, og at man i stille desperation lever seperate liv - sammen. Kommunikationen er elendig, forventningerne til den anden alt for høje, fremmedgørelsen absolut, der tales måske, men lyttes ikke, og til sidst er det - alle de berettigede skilsmisser ufortalte - nemmere at gå end at blive og gøre noget ved det.

Og her hjælper det ikke, at vi i vores senmoderne kultur befinder os øverst i behovspyramiden, hvor det individuelle projekt og selvrealiseringen er omfattende, og eksistentielle kriser løses ved at lave nye projekter. Det går også ud over parforhold, for der opstår konstant konflikt mellem den illusionsfyldte drømmetilværelse, som i rig grad holdes i live af et informationssamfund, der så at sige lever af at producere drømme og illusioner om den lyde- og konfliktfri tilværelse, og en virkelighed, som består af både glæde og lidelse, fest og rudekuverter.

Der kan siges meget nyttigt om, at der skal skabes familiepolitik og flere tilbud om ægteskabsrådgivning og parterapi. Men det kan også anbefales, at der gøres mere for at lære mennesker at vride sig fri af illusionerne og holde fast i virkeligheden, for det er faktisk der, livet leves. Også når det er hårdt.

weis