Det er børnene, der bliver skilt

For blot et par generationer siden var en skilsmisse så sjældent forekommende og problematisk for de involverede, at man med rette kunne tale om »en social begivenhed«. De børn, der var implicerede i en skilsmisse, blev ofte omtalt som problembørn, børn fra »samfundets skyggeside«.

Sådan er det ikke mere. Skilsmisser forekommer så hyppigt i »post-modernitetens tidsalder«, at vi må opfatte den skilte familie som en normal tilstand. Som et blandt mange andre familiemønstre. I hvert fald er det et faktum, at godt en tredjedel af alle børn i deres barndom oplever, at far og mor går fra hinanden.

Skilsmissen er en svær krise at komme igennem for de voksne, af og til så svær, at børnene bliver de utilsigtede og forsvarsløse ofre i krisen og den kamp, der i mange tilfælde følger mellem forældrene. I langt de fleste skilsmisser løser de direkte involverede problemerne selv. Men ofte er der konflikter, når der skal træffes beslutninger om samværet mellem børnene og den ikke fast samboende forælder. Lovgivningen pointerer, at beslutninger skal træffes, ud fra, hvad der er bedst for barnet. Men hvad er »barnets bedste«? Det vil stridende forældre ofte være uenige om, og heller ikke de myndigheder, der har kompetence til at træffe de endelige afgørelser, er helt entydige i deres vurderinger i så henseende.

Det grundlæggende spørgsmål er, om skilsmisse mellem voksne er mulig, samtidig med at børn kan bevare deres oprindelige forhold til forældrene. Det kan de ikke, men et ønsket og givende samvær kan være med til sikre børnene tilknytning til begge forældrene. Men at børn har et frit samvær med begge forældrene siger intet om indholdet af dette samvær! Det alene sikrer ikke, at forældrene fortsat fungerer som forældre - herunder, at der rent faktisk er kvalitet i samværet med den ikke samboende forælder!

Vi har tit hørt om, at den forælder, der har barnet boende fast hos sig, forsøger at forhindre samværet mellem barnet og den anden forælder. Man er måske ikke hjemme, når barnet skal hentes, kommer ikke med barnet på et aftalt mødested, ja, nogle går ligefrem under jorden for at undgå, at den anden skal se sit barn. Vi hører også om mødre, der beskylder barnets far for at begå overgreb på barnet. Beskyldninger, der næsten altid er uden grund, men som gør det samvær, som barnet ønsker og har krav på, helt umuligt. Nogle fædre opgiver at tage kampen op. Den er for pinefuld. De venter på, at barnet bliver større og selv kan vælge. Desværre er der også fædre, som orienterer sig så meget mod deres nye liv, at barnet i det tidligere ægteskab efterhånden »glemmes«. Samværet bliver præget af uregelmæssighed og tilfældigheder, som skaber ligegyldighed og til sidst fremmedhed.