Den 20. december mødte Dialogcentret en massiv kritik her i Kristeligt Dagblad. Dialogcentret er et sted, der arbejder med religionskritik og -dialog. Derfor er vi altid glade for kritik. Men vi er kede af, at kritikken i dette tilfælde hviler på et forkert grundlag. Og vi er kede af de ting, som kritikerne kommer til at forsvare med deres kritik, og at der i denne sammenhæng kommer en konkret familie i klemme.

Jeg kan ikke gå ind i alle aspekter af den konkrete sag af hensyn til familien. Men baggrunden for sagen er, at en kvinde kontaktede Dialogcentret i 2005, fordi hendes mand var blevet en del af Christian Hedegaards bevægelse, Evangelist. Hun og hendes familie blev nu udsat for et massivt og pres for at følge manden. Da moderen ikke ville følge manden, endte det med skilsmisse. Under hele processen var jeg i nær kontakt med kvinden – uden at kunne kontakte Evangelist, da moderen frygtede, at det ville forværre situationen yderligere, hvis faderen blev klar over, at hun var i kontakt med kritikere af Evangelist.

I forbindelse med skilsmissen blev der af Statsamtet lavet en samværsresolution for faderens samvær med parrets barn. Heri fastsatte myndighederne, at faderen ikke måtte tage barnet med til begivenheder i frikirkeligt regi af hensyn til barnets tarv. Denne samværsresolution ankede faderen, og det er i forbindelse med denne anke, at jeg på Dialogcentrets vegne skrev en udtalelse, som den samlede stab på Dialogcentret skrev under på.

I udtalelsen anbefalede vi, at den allerede eksisterende samværsresolution skulle stå ved magt. Det begrundede vi med, at det kunne være traumatiserende for et barn, der i forvejen havde været igennem en skilsmisse, hvor forholdet til netop Evangelist spillede en stor rolle for bruddet, at blive taget med i faderens religiøse sammenhænge. Vi skønnede, ligesom Statsamtet, at det ville være problematisk at lave et vilkår for samvær, som gik specifikt på Evangelist. Men vi påpegede i udtalelsen, at langt de fleste frikirker er noget helt andet end Evangelist.