Præster tror på at bøn kan helbrede

- Når jeg er på hospitalsbesøg, tager jeg af og til mig selv i ikke at turde spørge en patient, om vi skal bede sammen. Man er nok bange for at trække noget ned over hovedet på folk, siger hun.

Det er dog ikke kun på grund af blufærdighed, at Laila Groes ikke vil praktisere personlig forbøn ved gudstjenester.

- I vores tradition er vi nok er lidt fremmede over for at »have kroppen med« i gudstjenesten. Og rent praktisk vil det også være svært at vuderere, hvem og hvor mange, man skal bede for. Omvendt kan der selvfølgelig være en vis styrke i ,at mange beder for én person. Men hvis man gør det i ét tilfælde, må man være konsekvent og bede for alle, der ønsker det, siger Laila Groes.

Niels Grymer er sognepræst i Ålborg, og vil heller ikke praktisere personlig forbøn i kirken, selvom han tror på, at det i nogle tilfælde kan nytte at bede til Gud om helbredelse.

- Måske er der tale om en berøringsangst, men en berøringsangst, som jeg til dels finder begrundet. For hvis man skaber en forventning hos nogle, ved at bede for dem i kirken, og de ikke bliver helbredt, kan de pågældende ende i en endnu værre situation end før, siger han.

- Men berøringsangsten bunder vel også i, at man er bange for, hvad de teologisk korrekte kolleger nu vil sige. Mange af os er jo opdraget til »ordet alene«, og derfor har vi længe forsømt det synlige og sanselige, siger Niels Grymer.

Han vil da heller ikke afvise, at han med tiden vil indføre de mere håndfaste praksis i sin egen kirke.

rieper@kristeligt-dagblad.dk

young @kristeligt-dagblad.dk

Læs mere i Kristeligt Dagblad