Det nødvendige opsyn med staten (Kronik af Christiansen)

Det forhold mellem stat og (folke)kirke, som den kortfattede paragraf fire angiver, har utallige facetter:

1) Det er den evangelisk-lutherske kirke, der er folkekirke. I den senere tids debat har læserbrevsskribenter, deriblandt medlemmer af Folketinget, slået til lyd for, at folkekirken nu må se at få moderniseret trosbekendelsen, så den kan blive i overensstemmelse med, hvad danskerne jævnt hen tror på nu om dage. De pågældende har glemt, at folkekirken ikke kun er en ramme om danskernes vekslende religiøsitet, men er en del af den kristne kirke, der har et bekendelsesgrundlag. Det, der er folkekirkens eksistensberettigelse, er, at den rummer evangeliets forkyndelse i det perspektiv, de evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter giver. Moderne eller ej.

At en bestemt kirke nævnes som den, der er folkekirke, indebærer, at der findes andre kirker og andre trossamfund. Religionsfriheden, som samme Grundlov sikrer, er af afgørende betydning ikke kun for staten, men for alt trosliv. Derfor skal det sikres, at andre kirke- og trossamfund har reel frihed.

Det evangelisk-lutherske tankegods præger ikke bare teologi og kirkesyn, men også synet på statsmagten og samfundets menneskesyn. Det sker f.eks. gennem begrebet om »De to regimenter«, som er den lutherske opdeling i den verdslige magt og den åndelige magt, der skal holdes adskilte i forvaltningen - altså præcis det, der kommer til udtryk i Grundslovens første fire paragraffer.

Begrebet om, at den sande kirke er usynlig, præger også samfundssyn og kirke: at man altså ikke kan se på folk, hvad de tror, og heller ikke må forsøge at gøre sig til dommer over andres tro.

Og endelig begrebet om »Det almindelige præstedømme«: Den lutherske indsigt, at »hvert menneske, der er krøbet ud af dåben, er både præst, biskop og pave«. Det vil sige, at kirken ikke er mellemled mellem Gud og mennesker, men at hvert menneske modtager Guds nåde direkte, og hvert menneske er forpligtet på at fortolke og leve evangeliet ind i sit daglige liv. Vi er alle præster for Vorherre. Den indsigt præger også folkestyret med tillid til, at hvert enkelt menneske har »nådegave« til at skelne ret og uret med sin samvittighed og tage beslutninger. Vi har ikke kirke, vi er kirke.

2) Folkekirke - betyder for folket

- og det betyder, at den danske del af den evangelisk-lutherske kirke er særlig forpligtet på at nå ud til hele det danske samfund.

3) »Understøttes af staten« - ikke »kirken understøtter staten«. I den standende debat lyder der indimellem røster, der forarges over, at præster og kirkens ansatte må blande sig i denne eller hin politiske debat. Eller tilkendegiver, at hvis folkekirken ikke indordner sig under dette eller hint, så kan staten ikke længere understøtte den. Deri ligger en total misforståelse af Grundloven. Det er staten, der understøtter kirken, fordi den formodes gerne at ville høre evangeliet fortolket ind i samfundet.

Det forhold mellem stat og folkekirke, som angives i paragraf fire, mener jeg er til gavn for landet og en god ordning omkring evangeliets forkyndelse. Det er et særdeles fintfølende forhold, der sikrer, at staten er fri af kirken, men forpligtet på, at kirken kan virke i landet blandt de samme mennesker, der har stemmeret. Og kirken er fri af staten, men forpligtet på at være åben og offentlig, så hele folket skal kunne samles om evangeliet i den - hvis de vil.

Om Grundloven i dette forhold skal gælde i fremtiden, afhænger af, om staten (dvs. flertallet af befolkning) fortsat ønsker den evangelisk-lutherske kirkes replik til magten som en del af landets grundvold. For staten er blevet responsiv - det vil sige, vi forstår den ikke længere som en fast størrelse, men som en fælles indretning, der er afhængig af det til enhver tid givne flertal i befolkningen.

Men inden for rammerne af det nuværende forhold mellem stat og kirke kan der laves mange ændringer i, hvordan båndene knyttes mellem stat og kirke, og hvordan folkekirken administreres. Der kan indføres anderledes styreformer i kirken. Hvis statens administration direkte virker hæmmende på evangeliets fokyndelse og kirkens liv og vækst, eller hvis de økonomiske bånd snærer i stedet for at støtte.

Den såkaldte løfteparagraf i Grundlovens paragraf 66, der bebuder, at »folkekirkens forhold (skal) ordnes ved lov«, er som bekendt endnu ikke blevet opfyldt, fordi der endnu ikke er blevet lavet en kirkeforfatning. Den er blevet fortolket efter den praksis, at Folketinget løbende lovgiver for folkekirken som for de øvrige trossamfund. Det

betyder bl.a. at der ikke er nogen grund til at frygte for, at forholdet mellem stat og kirke skal ramle, hvis man begynder at ændre på lovgivningen eller sågar arbejde på en kirkeforfatning. Det er helt i Grundlovens ånd.

Der er en tendens i debatten omkring forholdet mellem stat og kirke til, at folkekirken stikker hovedet i busken og håber på, at det driver over, for man ved, hvad man har, og det kan altid blive værre. Det ser for det første dumt ud, at en kirke med cirka 86 procent af borgerne som medlemmer forsøger at stikke hovedet i en busk. For det andet virker det, som om der ikke er gennemstrømning mellem danskernes to hjertekamre: Det er langt overvejende de samme mennesker, der udgør stat og folkekirke. Det, der derfor er allermest brug for, er en bevidstgørelse af, hvad folkekirken betyder for hvert enkelt menneske og for samfundet. Så kan vi bedre diskutere rammerne og lovgivningen om den.

Jeg håber, at det forhold mellem

stat og kirke vil vare ved i fremtiden:

at staten vil være villig til at lade kirkens forkyndelse lyde som replik til magten - i rendestenen og på de bonede gulve. Statens magtudøvelse har ikke godt af at stå alene, og kirkens eneste mening er at forkynde evangeliet vidt og bredt, så mennesker kan tage imod det i frihed. Derfor er folkekirkeordningen god.

Marianne Christiansen er

provst for Hadsund Provsti

og en af de tre kandidater

i bispevalget i Ribe