Grosbøll italesætter folkekirkens største problem

I 1968 udgav en række yngre universitetsteologer en bog, »Gudstanken i nyere protestantisk teologi«, hvori det bl.a. hed om denne teologi: »Den gør alvor af, at vi lever i en verden uden Gud,« og om teologerne hed det: »De lader Gud forkynde en god del ateisme«. Ingen anfægtede deres ret til også at forkynde i folkekirken.

I 1988 udsendte Thorkild Grosbøll en prædikensamling, »På sporet af Gud«, hvori man i en påskeprædiken kan læse: »På korset hænger alle vore drømme som revnede balloner. Sådan skulle det altså ende. Gudsforladtheden sat i perspektiv mellem korsets arme - ja, vi er naglet til denne figur - det korsfæstede menneske! Guds søn er vort vidne!« Anmelderne havde roserne fremme. Ingen anfægtede Grosbølls ret til at forkynde.

Men han tror ikke på Gud eller på opstandelsen? Nej, ikke i bogstavelig forstand, og ikke indpakket i et verdensbillede, som for længst er slået itu. Kristendom er, som navnet siger det, tro på Kristus. Den er fuldt til stede i Grosbølls forkyndelse. Jamen Gud og alt det? Det er der også. Men det er forsøgt tænkt og formuleret ind i nutidens sammenhæng. Det har altid været kirkens opgave. Nogle tager den let og nøjes med de trygge fraser. De har et problem i forhold til deres præsteløfte. Andre tager det alvorligt og forsøger. Og lad så være, at der kan forekomme et par fodfejl. Grosbøll forsøger at flytte både sig selv og den kirke, han tjener. Og det synes vi, vi er godt tjent med.

Nu skal vi snart til at begynde med nye konfirmandhold. Skal de bare tilbydes en bekvem pakkeløsning? Eller skal de inviteres til et ærligt forsøg på at forstå? Vi er ikke i tvivl om, at det er det sidste, det handler om. Og vi er glade over at tjene en folkekirke, hvor der er højt til loftet, og hvor vi kan diskutere, hvordan det kristne evangelium skal udtrykkes, så det stadig bider.

Luther er blevet trukket af stalden mod Grosbøll. Vi vil i stedet minde om hans forklaring til det ottende bud: »Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke lyver vor næste noget på, ikke forråder ham, bagtaler ham eller bringer ham i vanry, men undskylder ham, taler godt om ham og optager alt i den bedste mening.«

Værsgo, her kan samtalen begynde!

Ulla og Lars Tjalve,
sognepræster,
Asminderød Præstegård,
Fredensborg