Vejen til kirken (Kronik af Dons Christensen)

Vi er blevet individualister. Jeget er i centrum. Det gælder barnet i skolen, der hele tiden afbryder for at få sin særlige telefonforbindelse til læreren, selv om det sker på bekostning af helheden. Det gælder de voksne, der synes, de får det bedre hos den terapeut, der ene og alene helliger sig dem og deres velbefindende. Og det, om så hele verden ramler uden for deres døre. For vi skal jo have det godt, vi skal endelig huske at tænke på os selv og vores egen lykke.

Det er et problem, for intet menneske er en ø. Vi lever af at være bundet til Guds fastland og dermed til et fællesskab med hinanden. Livet leves ikke i selvoptagethed, men i lydhørhed mod Gud og vort medmenneske. Og kom ikke også de lykkeligste øjeblikke i vort liv til os der, hvor vi helt glemte at tænke på os selv?

Vi tror, vi selv skal skabe det hele, og har derfor fået så travlt, så der næsten ikke er tid til noget som helst

- heller ikke til at gå i kirke og høre om alt det, vi har fælles. Så der er meget at tage fat på i kirken. Og det gør vi.

Vi har som cirkusartisten mange gode og dygtigt spillede bolde i luften.

Vi ved, at kirkens kerneområde er forkyndelse og formidling af kristendommen. Vi ved, at vi skal oplyse om menneskelivet i al dets forunderlige rigdom og smerte. Vi ved, vi skal yde kristen sjælesorg ansigt til ansigt med mennesker.

Men vi er også som folkets kirke den samvittighed, der holder os fast på, at vi er et folk, der må og skal leve i forpligtet fællesskab med hinanden. Et folk, som må se ud over sig selv og den grasserende individualisme for igen at kunne tage vare på hinanden og leve sammen.

Der er en vilje til at tage fat både blandt præster og menighedsrødder. Der bliver afholdt mange forskellige gudstjenester, samtidig med at der værnes om den helt genkendelige søndagsgudstjeneste. Præster gør et stort arbejde for at oplyse, fortælle og formidle. Vi ved, at vi skal forklare betydningen af ord og ritualer. Vi ved, at vi skal være fødselshjælpere, der skal åbne menneskers øjne for det store livgivende fællesskab mellem Gud og mennesker og mennesker indbyrdes, som gudstjenesten giver ord og tanker til. Og alt det forstår de allerfleste godt, når det bliver forklaret på en ordentlig måde.

Vi prøver af al magt at møde mennesker der, hvor de er. Vi øver os på at blive dygtige til det, vi skal. Hvor præster mødes i konventer og på kursus, der tales der altid om bestræbelsen for at skrive og holde gode prædikener, der både forkynder evangeliet og møder mennesker der, hvor de er. Der slides og slæbes med ikke at give stene for brød, med gode bryllups- og begravelsestaler, som mennesker kan forstå, som på én gang både er personlige, og som samtidig hæver sig op over det personlige, så mennesker får andet end sig selv med hjem.

Der foregår et stort skole-kirke-samarbejde helt jordnært og lokalt. Mange præster kommer jævnligt hen i skolen, og masser af skoleklasser kommer op i kirken. Der er etableret skoletjenester i kirkeligt regi. Der holdes salmesangsprojekter. Der synges, fortælles og formidles. Og det er også nødvendigt, for når forældrene ikke har tid, så må kirken støtte og hjælpe. Der er studiekredse, konfirmandundervisning for voksne, sognerejser og meget mere.

Der bliver lagt et stort og seriøst arbejde, vel vidende at oplysning fører til oplivning.

Samtidig står en hel række arbejdsløse, nyuddannede teologer på spring for at få lov til at komme ud og yde deres for, at folkekirken stadig kan være folkets kirke nu og i fremtiden. Så det gælder bare om at finde midler til at få dem i gang.

Men alt dette kræver, at vi fastholder folkekirken som folkets kirke. Vi skal bevare kontakten bredt ud i det folkelige. Hvis ikke, mister vi muligheden for en levende vekselvirkning mellem kirke og folk, mellem kristendommens syn på livet, døden, kærligheden og Gud og de tanker, som mennesker i Danmark selv har gjort sig. Og det værste, der kan ske, er, at vi lukker os om os selv i en lille, men halvfrelst kernemenighed.

Vi har i den danske folkekirke via vores tilknytning til en stat, som i sin grundlov er forpligtet på at understøtte denne folkets evangelisk-lutherske

kirke, haft både åbne kirkedøre for

alle og også alle haft frihed og mulighed for at tale og udtale os om kirkens anliggender.

Og så har vi en stat, som med denne kirke ved siden af sig fastholdes på det menneskesyn, som udgår fra den kristne skabelsestanke samt på Luthers kongstanke om, at staten altid skal holde sig fra tvang i åndelige sager.

Så med alt dette in mente må man igen spørge, hvad man egentlig skal med en vej, der kun fører til kroen?

Og hellere spørge som den store russiske film »Anger«. I den æder det totalitære system både mennesker og den kristne kærlighedstanke. Helt symbolsk sker det ved at tyrannen sluger en fisk: Kristussymbolet.

Tilbage står en gammel morlille og spørger om vej til kirken, men ingen kender mere vejen dertil.

Så spørger hun: Hvad skal man med en vej, der ikke fører til kirken?

Det gør jeg også.

Og i Danmark hedder den kirke folkekirken. Folkets kirke.

Det skal den blive ved med.

Elisabeth Dons Christensen

er sognepræst i Søllerød og

en af de tre kandidater

ved bispevalget i Ribe